= Di TOLKNING AF RUNEINDSKRIFTEN PÅ RÖKSTENEN. DT udtalen -in (satin), og det ligger vel nærmest deri at se et uheldigt forsög på at skrive rigtig gammeldags. Ud- talen in er ligetil gjengiven i uarin a I. 4 jfr. a 1. 3 (se ovenfor). Også andre nordiske runeindskrifter har nt for n eller nn, hvilken skrivemåde kunde hjælpes frem derved, at nd i udtalen lå nærved mn, nn. Stephens s. 20 og s. 625 nævner (blandt en del, som efter min mening er uensartet) flere tilfælde, som synes åt höre hid: på Langå-stenen i Nörre-Jylland var, hvis vi tör tro teg- ningen hos Worm monumenta p. 312 (gjengiven hos Stephens s. 744), to gange skrevet sint — sinn acc. 8g. mase. af det possessive pronomen; i samme betydning har Ekala-stenen Upland (Dybeck fol. nr. 44, Stephens s. 671) sint. Aldeles tilsvarende til den omtalte skrive- måde på Rök-stenen er bierint (var. bierin) pair »skal de bære» Gutalag 25, I og annan querrant (var. qwarran) lait »ladt en anden tilbage (qvar)» Gutalag 35,1 (jfr. Rydqvist I, 616 anmærkn. 1 og IV, 440), hvorved det må mær- kes at i Gutalag undertiden, ligesom i runeindskrifter *), .udtalens d udtrykkes ved f: butnan og bundnan 16,2. Med urette har derimod, efter min mening, Stephens på Forsa-ringen læst uasint sammen som ett ord og forstået dette som præt. conj. 3 ps. pl. Hildebrand tager satint — oldn. sdtu, men derimod strider endelsen. Stephens deler sati int »sad rm»; men uarin a 1. 3 taler imod her at læse sati som fuldstæn- digt ord, og desuden vilde int for i være langt mere påfaldende end den af mig antagne verbalform satint. 94, 95. Hvad enten vi læse siulunti som ett ord eller siulunt i som to, er det tydeligt, at vi her har Sjælands navn, som også Hildebrand og Stephens antage. Dette stedsnavn fortjener nærmere undersögelse, då dets æld- ly I flere enkeltheder synes skrivemåden i Gutalag, ligesom tildels i andre svenske lovhåndskrifter fra middelalderen, påvirket af skrivemåden i runeindskrifter. F