58 SOPHUS BUGGE. 58 ste form efter min mening hidtil ikke er forklaret på den rette måde. P. A. Munch har i Annaler for nor- disk oldkyndighed 1848 s. 268—270 meddelt en lærerig udvikling derom, hvis resultater jeg dog i flere henseen- der ikke kan tiltræde. De former af navnet, som i den egentlig historiske tid var de almindelige over hele Nor- den i dagligdags jævn udtryksmåde, betyde som bekjendt »Söland». I sagaerne skrives sædvanlig Siåland, Sidland, sjælden Sæland (Fagrskinna s. 83. 151). Dermed stemme navneformerne i danske skrifter: oftest Sialand, i låtinsk form Sialandia, således hos Sven Aggesön og Sakse (hos den sidste én gang Sjelandia); i et kongebrev indfört i neerolog. Lundense rimelig ved år 1140 Selandia (se Thorsen Runemind. s. 107; Jessen i Tidskr. for philol. V. 289. 302). Ligeså kaldes öen i glsvensk Sialand, Siæland, se Rydqvist II, 272. I sagaerne om Jomsvikingerne og. Knytlingerne skrives ofte i flertal Sidlond, Siålönd (se Munch s. 268 anm. 1), og flertalsformen Siolond er brugt Morkinskinna s. 17 i prosa, hvor det derhos an- förte vers har Selond; jfr. Fms. VI, 257. Men i den. sagnhistoriske tid, »så længe der er tale om Skjoldunger. eller om Leidr, eller om Gotland (Reid- eller Öy-Gote- land)» kaldes öen af Islændingerne Selund*), og denne navneform »er bibeholdt i skaldekvad, som en levning fra den mythiske Skjoldungetid, tilligemed det övrige poetiske repertoire fra hin periode» (jeg bruger Munehs udtryk). Denne form stemmer også overens med Selon, som öen kaldes af Thietmar af Merseburg i det 10de årh. Munch fremhæver, at Selund oftere bruges som hunkjönsord (således i et vers af Valgard Har. s. harör. cap. 19) og at denne form ligesålidt ER sig forklare »Sö-lund» som »Sö-land» eller »Sö-lande». Munch tager med rette und som den samme afledningsendelse, vi el- lers finde i önavne eller andre stadsnavne: Borqund, )) For Selund Fornaldar sögur I, 349 har et utrykt håndskrift sæ laund.