60 SOPHUS BUGGE. 60 san, præt. ana-silaida, med betydning: stilne, om vin- den; verbet vilde i Oldn. lyde sila, præs. silir, præt. silda, pep. silat; latinsk silere er samme ord. Til got. san henförer Rietz Dalmålets sil n., Norrl. sel, stille vand mellem fosse i en elv. Med det nævnte verbum kunde måské Selund, Silund stå i forbindelse; öen vilde da have fået sit navn af söfarende, som, når de fra det åbne hav kom ind i sundet under öens kyst, fandt smult vande og mindre stærk vind. ; Navnet forekommer i oldnorsk også i flere böinings- former, der både passe til hankjön og intetkjön: Selunds og Selundi. Munch forstår vistnok med rette navnet i disse tilfælde som intetkjönsord, så at vi her har den samme vaklen i kjön som ved hörund og pusund*). Selund, Selond, Silund, der synes at have betegnet en- ten »Sælhund-öen» eller »den, ved hvis kyst der er smult vande», er da senere blevet forandret til det i lyd lige Siolönd, Sælönd »sölandene» eller Sidland, Ståland, Sæland ”sölandet». Den hos folket så almindelige lyst til at ety- mologisere har her gjort sig gjældende og virket til at ændre navnets form, ligesom i mange andre tilfælde, hvor vi finde flere sideformer, der ligge hinanden nær i lyd og har samme objective indhold, men i hvilke dette er seet fra aldeles forskjellige sider. Således kald- tes samme ting Heidsævisping d. e. ting for de folk, der bo om Heidsær d. e. Mjösen, söen ved Heidr eller Hei- mörk (Zeuss Die Deutschen s. 159), og Kidsifjaping »de edsforbundnes ting»; Bilröst »den svigtende vei» er samme bro som Bifröst »den bævende vei»; ragnarök »gudernes (de hellige bånds) oplösning» skifter med ragnarøkr »gu- dernes mörke»; pusund, hvor -und er afledningsendelse, ') Kun i cod. Frisianus (Udg. s. 5) har jeg fundet Selund brugt som intetkjönsform i flertal: ero pat kollvt sølund, hvor også vokalen i rodstavelsen er skreven anderledes end ellers; andre hskrr. har ber er for ero.