63 TOLKNING AF RUNEINDSKRIFTEN PÅ ROKSTENEN. 63 til nogen tid at kunne have- været almindelige; de kan i det höieste betegnes som sporadiske og har måské al- driv været brugte udenfor det poetiske sprog. 97. Det fölgende ord er uintur, ace. plur. mase: »vintre» (Hildebrand og Stephens), en med sit u enestå- ende form. Ligesom i fiarumir a 1. 6—7 er u her ind- skudt som hjælpelyd; denne vokal kunde navnlig let trænge sig ind foran r, som fulgte efter en anden kon- sonant. Jævnför gutn. wepur, almind. svensk vådur = got. viprus. I gisvensk bruges både vinter og vitter (Ryd- qvist II, 168); formen med nt er den oprindelige. 98—100. at fiakurum nabnum »med fire navne», isl. ai fiorum nöfnum (ligeså Hildebrand; Stephens tager der- imod nabnum af nafni mase. og lösriver at fiakurum nabnum fra det foregående). Den her forekommende brug af præ- positionen at er ikke sædvanlig; nærmest kan sammen- lignes det i Oxforder-ordb. under at C, IV, 6 fra Jons- bök anförte udtryk: kyr at fyrsta kålfi en ko, som har kalvet én gang. Om skrivemåden nabnum med bn skal siden tales. Heller ikke i det nu behandlede stykke antager jeg at runeristeren har tænkt sig ordene ordnede i verslinjer, der i isl. form måtte lyde: konumgar sét: Selund i fiora vetr at fiörum nöfnum; ti hverken de umiddelbart forudgående eller de umid- delbart efterfölgende ord, der höre til samme sætning, lade sig tvinge ind i verslinjer. 101—103. burnir fiakurum bruprum, oldn. bornir fior- um brædrum »sönner af fire brödre». (fiakurum bruprum opfattes ligedan af Stephens, som derimod efter min me- ning har misforstået burnir og -som heller ikke har fun- det den rette ordforbindelse.) I burnir må i tages fra