69 TOLKNING AF RUNEINDSKRIFTEN PÅ RÖKSTENEN. 69 linjen, således er her ved slutningen af d 1. 7 ap for det knappe rums skyld betegnet ved p over linjen. Jeg læser da navnet haruaps. Förste led er efter min me- ning ikke at forstå som Har- for Hard- af hardr hård eller som Hår- af hårr grå, men må udledes af herr, hær, hær, krigsfolk, og har sandsynlig været udtalt Heær-, uagtet vi har Haraldr, ikke Hærvaldr, af grundformen Harjavalda-s. Ved andet led ligger det nær at tænke på adjektivet /vatr hvas, rask, endnu i Östergötland vatr, dygtig, rask, modig (Ant. Tidskr. f. Sver. I, 157), hvor- med flere sammensatte nordiske mandsnavne ende: Sig- hvatr, Siqvatr, der også brugtesi Sverige. Geirvatr Lilj. R.-U. 913; 1034; Save Gotl. runinskr. nr. 51 (Lilj. 1725); 63 (2 gange); 124 (2 gange; Lilj. 1765: kairvaltr på förste sted). Audvatr Såve nr. 73 (Lilj. 1738); 151 (Lilj. 1777) apuatr Lilj. 1300. Gunuath Dipl. Norveg. IV nr. 1008 (år 1487, Jæderen). aruatr Lilj. 684. Genetiv hehuata Såve nr. 7 (Lilj. 1696), jfr. Si ves bemærkning Gutn. urk. s. 74. Men skrivemåden med pi haruaps er da uregelret, hvilket vækker tvil, som neppe fjærnes ved skrivemåden sikuaps i den sene Kirgiktorsoak-indskrift på Grönland. Jeg er derfor mere tilböielig til her at finde genet. af et navn Hærvadr »den i kampen fremilende» af verbum vada. lere oldhöitydske navne er dannede på samme måde af det tilsvarende verbum watan: Köérwat, Lindwat, Rödwat, Sigiwvat og fl., se Förstemann. Denne forklaring stöttes ved navnet uap aceus. Lilj. 448; medens uapr nomin. Lilj. 305, uapr acceus. Lilj. 304 vel ikke hörer herhen, da det sidstnævnte sted (hvis ikke der nominativformen uregelret er sat for accusativformen) viser r i stammen. — Jeg holder det ikke for rigtigt på Rök-stenen at læse harups og at sammenstille dette med Herrauds i Ragnars s. lodbrökar; den ældre genetivform er Herrødar. 116. Det fölgende navn er sikkerlig kunmuntar, at udtale Gunnmundar (således også Hildebrand). Den korte