. ta -— SOPHUS BUGGE. T2 havt i sammenhængen, kan jeg ikke sé, da det nærmest forudgående mangler. Hvad der står tilbage af indskriften, har hidtil ikke været læst og tydet. Jeg går over til den i tværlinjer på samme side med den kortere rækkes runer skrevne indskrift (2). Överste linje har fölgende runer: airfbfrbnhnfinbantfanhnu. Den halvkreds, der med prikker er betegnet til ven- stre ved 13de rune (i) i tegningen hos Stephens, er til- fældig afskalling. Næstsidste rune (n) har den almin- delige form k, ikke *, som hos Stephens. Sidste rune synes efter trækkene ikke at kunne læses anderledes end u, skjönt den krumme stav til höire er kortere end sæd- vanlig i u-runen. Det er klart, at runerne i denne linje ikke kan give ord skrevne ligefrem. Det er chiffreskrift. Den rette læsning får man frem, når man for hver rune indsætter den, som fölger umiddelbart efter i runealfabetet. Jeg læser altså: sakumukminiuaimsiburinip. At denne nögle til ehiffreskriften er den rette, vi- ser sig uimodsigelig derved, at vi ved at anvende den få frem den fra et andet sted i indskriften bekjendte formel sakumukmini eller sakum mukmini. En lignende lönskrift er naturligvis ofte bleven brugt i gamle dage. Svetonius August 88 fortæller, at keiser August brugte en chiffreskrift, hvori å var udtrykt ved b, b ved c, 0. 8! V.z men dette ligger os her fjærnt. Hrabanus Mau- rus giver et eksempel på en lönskrift, som den hellige Bonifatius skal have fört over fra England til Tydsk- land; deri er den konsonant, der i bogstavrækken fölger nærmest efter en vokal, sat istedenfor denne, b for a, f for e, 0.8. v. (Lindenfels Den hemmelige Skrivekonst Kjöbenhavn 1819, s. 189 f.; Wattenbach Anleitung zur