7 TOLKNING AF RUNEINDSKRIFTEN PÅ RÖKSTENEN. 13 lateinisehen palåographie 2te Auflage S. 6). Denne chiffre- skrift findes ofte brugt i håndskrifter fra middelalderen, især i glosser. Således er i et tydskt håndskrift fra be- gyndelsen af 9de århundred, der indeholder latinske glos- ser med tydsk forklaring, skrevet abllfn for wallen og xkntpfrgp for wintpergo (Holzmann i Pfeiffers Germania XI s. 65). Denne chiffreskrift findes også brugt i Nor- den: nogle penge- og vægt-beregninger er af Hauk Er- lendssön skrevne med den i cod. Arna-Magn. 732 b, f. eks. gfkn d. e. gefin (P. A. Munch i Annaler f. nord. oldkynd. 1847 s. 200. 203). Chiffreskriften i denne linje giver os et vidnesbyrd fra runeristeren selv om, at + i det runealfabet, han brugte, gik umiddelbart foran kn, og at hin rune altså betegner h, ikke e&. Ligeledes se vi, at Tf mi runeriste- rens alfabet gik umiddelbart foran (ikke efter) MI. Dette er den ældre rækkefölge. I den længere runerække fin- des m foran I på Vadstena-brakteaten og i alle andre optegnelser, undtagen i runerækken på Thames-kniven (Stephens s. 362), som har ordenen ng, d, I, m, &, der for flere runers vedkommende afviger fra den alminde- lige. Ligeledes fölger I efter m i den ældste optegnelse, vi har af den kortere runerække, nemlig i det såkaldte Abecedarium Nordmannicum (Stephens s. 101); fremde- les i Maeshowe-indskrift nr. 5 (Stephens ibid.); i rune- rækken nr. 12 hos Stephens (s. 103); nr. 14 (ibid.); Lilj. R.-U. 2006. Samme rækkefölge må forudsættes ved den i Maeshowe-indskrift nr 8 (Stephens s. 237) brugte chiffre- skrift. Det er vel hensynet til det latinske alfabet, hvor I går foran m, der senere har ladet de to runer bytte plads i den kortere række. Det af Rök-indskriftens rune- mester brugte skandinaviske runealfabet har forövrigt i et og alt havt den sædvanlige rækkefölge; navnlig kan mærkes, at yr-runen | R ikke, således som Y i den læn- gere række, har havt sin plads umiddelbart foran sol.