74 SOPHUS BUGGE. 74 122—124. Efter de för omtalte ord sakum mukmini »jeg fortæller om min sön» fölger i förste linje uaim, vist- nok udtalt hværm, senere svensk hvem »for hvem» »for hvilken». Da det spörgende pronomen overalt ellers i indskriften er skrevet med hu, ser jeg i udeladelsen af h her kun en forglemmelse, der let kunde intræde her, hvor runen ikke skulde skrives med sit eget tegn, men med det, som stod nærmest foran i runealfabetet; for KV skulde der have stået MY. En ældgammel sprogbrug er det, at uaim væim her som adjektiv er at föie til det fölgende traki drængi; med betydningen »enhver» findes samme pronominalform brugt adjektivisk Havamal 95: hveim mannt, Skirn. 7: mannit hveim. 125. si 3dje pers. sing. præs. conj. af »være», ri- melig udtalt s/, skjönt formen si undertiden forekommer i gammelsvensk (Rydqvist I, 341; IV, 42). 126. burin, den til burnir d 1. 5—6 svarende entals- form, oldn. borinn. 127. De sidste runer 1 förste tværlinje må danne begyndelsen af et ord, som afsluttes med förste rune i fölgende linje. Denne synes nemlig sikkert at være ! R, som også Stephens læser (den korte stav er mere ret end på tegningen hos Stephens); og i anden linje har runerne indtil skilletegnet åbenbart sin egentlige betyd- ning: hver rune står her ikke, som i förste linje, isteden- for den, som fölger umiddelbart efter i rækken. Læse vi nu 3dje rune fra enden i förste linje + h, der i chiffre- skriften betyder n, to gange, så få vi efter burin ordet nipr. Dette forstår jeg som den i svensk ellers ikke fore- kommende nominativform midr frænde; om ordets brug i glsvensk se Rydqvist II, 44. midr anvendes ofte i norrön digtning om æxætling, således kaldes f. eks. Ynglingekon- gen Domar i Ynglingatal (Yngl. s. cap. 19) Hiölnis nidr; og således forstår jeg ordet her, hvor vistnok specielt menes sönnesön.