76 SOPHUS BUGGE. 76 129—131. Farfaderens navn nævnes i de fölgende ord uilin is pat d. e. Vilinn es pat »det er Viler»*). At navnet Vilinn danner alliteration med sönnens navn Var- inn og med sönnesönnens Våmoör, er vist ikke tilfældigt. Mandsnavnet Vilinn har jeg ellers ikke fundet i Norden, og jeg vover ikke med sikkerhed at sige, om det skal sammenstilles med navnet IVillin, som Förstemann ap- förer af monum. Boica for år 1084*). is, der også fin- des i andre runeindskrifter, har sandsynlig været udtalt es, skjönt Gutalag har ir. Efter uilin is pat i e 1. 2 står skilletegn, hvilket altså viser, at de fölgende runer begynde et nyt afsnit. Det tör derfor ikke undre os, at medens det, som står foran skilletegnet i denne linje, er skrevet ligefrem, så har vi der- imod efter skilletegnet chiffreskrift. Dette sees deraf, at rhfprh : is (de to prikker må være betydningslöse) indeholder bogstavforbindelser, som er umulige i virke- lige ord. Hvis vi her anvende den samme nögle som i e 1. 1, så få vi knuaknat. 132. knua forklarer jeg som præs. infin. = oldn. knyja trykke på, knuge, flytte fra stedet, gldansk kny (Danm. gamle folkeviser udg. af Svend Grundtvig nr. 7 Av. 26; nr. 83 F v. 48). knua har efter min mening været udtalt knya eller nöiagtigere åknya. Efter 4y måtte 7 i udtalen let svinde; skrivemåden her med u, ikke ui, er analog med flya, som Vestgötalagen har ved siden af flyia (Rydqvist I, 126). Mærkeligt er det, at infinitivs endelse er skreven med ds-runen Å å (i chiffreskriften betegnet ved b), ikke med dr-runen I a; å synes her at måtte betegne et igjennem næsen udtalt a, og denne 1) En forskjellig tydning af uilin is Pat, som er antydet i Årböger f. nord. oldkynd. 1870 s. 198, opgiver jeg. ?) Man tör vel ikke tænke på Wilini, der nævnes som en vendisk stamme hos Adam af Bremen (se Zeuss Die Deutschen s. 653. 658), uagtet Varinn også er folkenavn.