Ti TOLKNING AF RUNEINDSKRIFTEN PÅ RÖKSTENEN. rå Å form af infinitivs endelse danner da et mellemled mel- lem den oprindelige endelse an og den senere alminde- lig nordiske a. At ikke denne skrivemåde med å her skyl- des et betydningslöst indfald, godtgjöres derved, at der på smalsiden f står skrevet med kvistruner flua, som er en med knua fuldkommen ensartet form. I andre gamle indskrifter finde vi, skjönt sjælden, den samme form for infinitiv. Således forekommer hT4TK statg på den ene Hallestad-sten i Skåne (Rafn Piræeus s. 184, Lilj. nr. 1441) — standa. Runerne på Slaka-stenen i Östergötl. (Bautil 848) er nær overenstemmende i form med dem på Rök- stenen; tegningen i Bautil er vistnok så ufuldkommen, at indskriften ikke helt kan læses, men jeg tror dog med tryghed at turde antage en af ++P bap styret infinitiv, der ender på 4. Gryta-stenen i Upland (Dybeck fol. 129, Lilj. 70) har infin. RITA rita'); dog lægger jeg ikke vægt på dette eksempel, da Asmund, som har ristet denne indskrift, i alle andre af ham ristede indskrifter bruger formen rita. Men næseudtalen af infinitivs å må meget tidlig være bleven lidet hörlig eller fuldkommen have tabt sig, ti skrivemåden med dr-runen findes i mange meget gamle indskrifter. 133. knat er begyndelsen af et ord, som sluttes i tredje linje. Denne linje, hvis runer er stillede modsat förste og anden linjes med toppene ned, har kun foran skilletegnet runer udelukkende af den kortere række. Da de sidste af disse runer danne ordene uilin is pat, som også forekomme i anden linje, så sees deraf, at også de runer, som i tredje linje gå forud for de nævnte ord, nemlig iaiun skal læses ligefrem og ikke er chiffreskrift. 1) Når der på Folsberga-stenen i Upland (Dybeck fol. 76, Lilj. 688) er skrevet kuma ved siden af rita, på Frösö-stenen i Jæmtland (Lilj. 1085) kristna ved siden af kirua, på den större Jællinge-sten kristna (infin., ikke adj. neutr.) ved siden af kaurua, så må i disse indskrifter skrivemåden med å være bevirket ved den forudgående nasal.