86 SOPHUS BUGGE. 86 fra höire mod venstre, og derefter de to ligefrem skrevne runer fra venstre mod höire, så få vi en læsning, som synes at kunne være den rette: runimapr. Dette ord må, hvis det er rigtig læst, betyde enten »runemester» eller »runemestre. Sidste led er nom. sing. eller plur. af »mand». Dette ord he- der oldnorsk maödr, sjælden mannr, mann, glsvensk ma- fer, man, mandr, mander (se Rydqvist II, 169 f.), old- dansk manr på den store Skjærn-sten Jylland (Stephens s. 789), matr på den ene slesvigske Vedelspang-sten d. e. mandr (Wimmer Navneordenes böjning s. 85 f.), mantr på den nu forsvundne Torup-sten Jylland efter tegningen hos Worm p. 303 (Stephens s. 804), mander i en engelsk optegnelse af de danske runenavne (Stephens s. 103). På en svensk runesten findes som andet led i et navn ligeledes mantr (Dybeck fol. 75, Lilj. 687, Stephens s. 721). Den anden svenske form mapr læses på to uplandske runestene: Fjuckby-stenen (Dybeck fol. 215, Såve i Univ. Tidskr. II, 4, s. 96.102) og Liljmr. 101. Men en op- rindeligere skrivemåde end mapr er mapr på Vånderstad- stenen Upland (Lilj. 787, Stephens s. 626) og på Frösö- stenen Jåmtland (Lil. 1085), hvorved formen på Rök- stenen stöttes. å synes her at måtte betegne nasalt a, der er opstået af an. mapr på Rök-stenen kunde dog også være flertalsform, udtalt mædr (af mændr), ti runen Fa udtrykker lyden æ i de samme tilfælde, i hvilke lyden a udtrykkes ved I a, ikke ved I a; jfr. traki e 1. 2 = drængi. Denne form vilde da svare til den forældede oldnorske medr. Den sædvanlige form i glsvensk er mæn, menn, men en ældre form er menr på Fyrby-stenen Sö- dermanl. (Dybeck 4to nr. 55), minr på en sten i Frestad sogn Upland (Lilj. 402, Stephens s. 689), mitr på Lund- stenen Skåne (Lilj. 1577, Stephens s. 750) d. e. mendr. I gen. plur. mipa Foglö-stenen Upland (Lilj. 903, Steph. s. 683) synes p overfört fra formen for nom. og accus.