101 TOLKNING AF RUNEINDSKRIFTEN PÅ ROKSTENEN. 101 Den anden langlinje synes snarest at måtte læses så: NPØEREIDNGI KEN ER IF FVN NEFTRPR ENDR IF EER D EKKEL Prikken efter rune 22 og 31 er ikke sikker, dog sér jeg efter rune 31 tydelig större mellemrum end el- lers mellem de enkelte runer i samme ord. Rune 4 er usikker. En ret stav er tydelig; men hvilken kvist der har været på denne, kan ikke tydelig sees, da der på midten er noget afflækket. Runen synes mig snarere | å end kn. Rune 39—43 er meget utydelige. Mellem rune 40 og 41 er der noget bredere rum end ellers mellem to runer; dog har der i dette rum neppe været nogen rune (i). R. 43 er, såvidt jeg kan sé I n, ikke I s, skjönt jeg. har været 1 tvil. R. 47 er ikke sikker; den synes mig snarere | i end Fa. Jeg formoder altså, der står: I afaraipu : in huariar aiku lakmuprku priar barpakn basi = oldn. ....en hverjar eigu langmædgur pridr Barpegn Bassi. . Da ...! afaraipu danner slutningen af en sætning, hvis övrige dele er tabte, så er det naturligt, at disse runer ikke med sikkerhed lade sig tolke så, at deres mening i sammenhængen bliver klar; formelt er flere opfatninger mulige. | Den sætning, der begynder med huariar, synes at måtte være en afhængig spörgesætning, der kanské har været styret af et verbum (mulig med betydningen »for- tælle»), som har stået på det tabte stykke. huariar lakmuprku priar opfatter jeg som objekt for verbet aiku. lakmuprku vilde i oldnorsk hede langmædgur. Det ligger nær i muprku at sé en unödiagtig skrivemåde eller senere form for muprkur (jfr RUNO aceus. pl. i den med den ældre jærnalders runer skrevne indskrift på Einang-stenen i Valdres), men en anden opfatning er mulig. I nom. fl. af hankjönsstammer på -n og i nom.