102 SOPHUS BUGGE. 102 acc. fl. af hunkjönsstammer på -n er nemlig -r i oldn. ikke oprindeligt, men tilsat efter analogi, se Lyngby i Tidskr. f. philol. VI, 48 f. Ved nom. fl. af stammen hanan synes således lydudviklingen at have været föl- gende: hanans (som i Gotisk) -hanan (som i det ældste nordiske runesprog) -hang -hana -hanar. Mulig har vi da i muprku den forudsatte mellemform, i hvilken det sluttende mn er faldet bort men r endnu ikke tilföiet. muprku udmærker sig fremfor oldn. mædgur, glsvensk møpgur (Rydqvist II, 219) inoder og datter (eller dötre), estsvensk miggar kvinder (Russwurm, Eibofolke II, 323; Leffler, Konsonantljuden i de svenska allmogemålen s. 65), jfr. norsk dial. megga kvinde, ligesom fremfor oldn. mæd- gin, gl. møpgin (Rydqvist II, 115), på en uplandsk sten hos Dybeck fol. 105 mipkin, på en ölandsk sten hos Lil). 1587 mipkini, moder og sön (el. sönner), derved, at det udlydende r% stammen af ordet »moder» er be- varet. Ligeså læses på Ångvreta-stenen i Upland (Dy- beck fol. 263, Stephens s. 633, Lilj. 265) nom. faprkar = oldn. fedgar, på Dyb. fol. nr. 90 = Lilj. 718, i Up- land, acc. feprka. | huariar aiku lakmuprku priaR må vistnok sige: hvil- ken moder, mormoder og mormoders moder de har. Subjektet for aiku söger jeg i de to efter priar föl- gende ord, i hvilke jeg, dog ikke uden tvil, formoder mandsnavne. Hvis jeg med rette har læst barpakn, kan dette navn være sammensat af bard skjæg og pegn. basi synes at være mandsnavnet Bassi. I hvad forhold Barpegn og Bassi må tænkes at stå til den, der har skrevet ind- skriften, kan ikke af det fragment, vi har, sees. I tværlinjen kan jeg vistnok med sikkerhed læse flere runer; men navnlig mod slutningen er endel yderst utydelige eller endog næsten aldeles udslettede, så at jeg ikke kan tolke det hele. Jeg forbigår derfor her denne linje.