104 SOPHUS BUGGE. 104 Jeg deler ordene således: .. raisti stain in aft iurulf brupur sin: sikuifar tu (u)ir kuni fl — = oldn. ... reisti stein en ept Törddf brodur sinn. Siqvifar do verr, gunni fell. ; I förste sætning er stainin det eneste, som gjör van- skelighed. Det kan ikke vel være stain med den be- stemte artikel, ti en sådan brug af denne vilde være uden eksempel i runeskrift'). Heller ikke tör man med fordobling af det fölgende å læse stainina og forstå dette som steim penna, ti en sådan skrivemåde vilde i en så gammel indskrift være uden analogi. At erklære stainin for skrivfeil for stain vilde kun være tilladt i yderste nöd. Snarest formoder jeg, at in = oldn. en her er brugt som copulativ (ikke adversativ) partikel ganske i samme be- tydning som det almindelige auk (ok). Dette kan stöttes derved, at in pa i stavlöse helsingske «runeindskrifter (f. eks. på stenen på Tuna kirkegård) er brugt, hvor andre indskrifter bruge auk. Også tör kanské nævnes, at oldn. en formelt, som det synes, er identisk med oldfris. en, ende (i de vestligste egne), oldsaks. endt (i Miinchener hskr. af Heliand 990 en), ende, foran vokaler også end, oht. enti, hvilke ord i betydning svare til oldn. ok. Jfr. på Fjenneslev-stenen i Sjæland (Thorsen, Runemind. s. 277): sasur rispi stin an karpi bru. Hvis denne formodning om stainin på Tjingvide-stenen er rigtig, må foran raisti ikke blot have stået subjekt men også förste aft med deraf styret navn. Rigtignok vækkes nogen betænkelighed ved den ordstilling, som da må forudsættes. Det mandsnavn, som her i aceus. er skrevet iurulf, forekommer ogsa i gårdsnavnet Torulfsstadir i Skeyna- fylke Munch, Beskriv. over Norge s. 74 (dog har Aslak ) Lilj. 5 har stainin, men det er feil for stain i Bautil 307. Hvor Lil. 966 har stainin, læser Såve (Sigurds-ristn.) stai:ain. Endelig er stainin Lilj. 1721 bortfjærnet ved læsemåden ståin hos Sive Gutn. urk. nr. 46. V