106 , SOPHUS BUGGE. 106 Ved betragtningen af runeformerne og skriftens hele ydre anordning samt lydbetegnelsen og sprogformen for Rök-indskriftens vedkommende vil det være rigtigt at sammenligne de nævnte syv beslægtede indskrifter; men denne sammenligning må her blive mangelfuld. fordi jeg af indskrifterne fra Slaka og Ingelstad ikke kan benytte fuldkommen tilfredsstillende kopier og fordi indskrifterne på Kårnbo- og Tjångvide-stenene tildels er yderst utyde- lige eller endog ulæselige, samt endelig fordi Slaka- og Körnbo-stenene kun er levnede som fragmenter. Abenbart beslægtet med den nævnte östsvenske gruppe af runeindskrifter, skjönt ikke umiddelbart sam- menhörende og i det hele af lidt yngre præg, er en gruppe af norske runeindskrifter, som, når bortsees fra en sten ved Vangs kirke i Valdres, er indskrænket til Jæderen, og en dermed nær overensstemmende række af runeindskriftØr på öen Man, nemlig de som Munch i Annaler for nordisk oldkyndighed 1850 s. 273 lader danne förste klasse. Enkeltheder, der er eiendommelige for den nævnte gruppe af svenske runeindskrifter, er indsprængte mel- lem det sædvanlige i fölgende svenske indskrifter: på Kolunda-stenen i Södermanland (Dybeck, Svenska Run.- Urk. 4:t0 nr. 60; en anden tegning, af friherre O. Her- melin, i Vitterhets Akademiens arkiv), på Igelstad-stenen i Upland (Bautil 247, Lilj. 624), også skjönt mindre på Gilberga-stenen i Upland (Bautil 560, Lilj. 262))). Jeg skal nu gjennemgå Rök-indskriftens runeformer i det enkelte. fr har væsentlig sin almindelige form; kvistene er på Rök-stenen, og ligeså i nr. 5, meget store og begynde langt nede på hovedstaven. å Bo ik lskiften på stenen ved Rotna qvarn i Vårend (Bautil 1007) hörer til samme gruppe som Rök-stenen, tör jeg efter de mig bekjendte afskrifter ikke afgjöre.