115 TOLKNING AF RUNEINDSKRJFTEN PÅ RÖKSTENEN. 115 (indskrift med længere rækkes runer), oldsaks. obhar, obh- ana, oldhöitydsk ob, oba, got. ub-uh (dog got. uf, ufar); raubar på Rök-stenen stemmer overens med got. raubon, oldsaks. röbh, oht. roub, roubön o. s. v.; sialbr på Kårnbo- stenen med got. silba, oht. selber, selbo, oldsaks. selbho (dog oldsaks. self). På den anden side findes f ligesom i tualf på Rök-stenen også i got. tvalif (sjælden tvalib), oht. swelif, oldsaks. tuelif; ligesom i ulf, ulfs, ulfar på Rök-stenen og Kårnbo-stenen således også i WULAFA, WULAFr på Istaby-stenen, WOLAFR på Stentofte-stenen, WOLAFA på Gommeor-stenen, got. vulfs, oht. wolf, old- saks. wulf. Foruden de to nævnte indskrifter synes Tryggevælde-indskriften (Stephens s. 807) at være den eneste med den kortere rækkes runer, der har opret- holdt den gamle forskjel mellem b og f, den har efter Stephens's læsning nairbis (jfr. det oldtydske mandsnavn Nerbo hos Förstemann)' ved siden af ulfs, ulf. I det foregående har jeg ikke nævnt Rök-stenens form nabnum. Denne form afviger fra den almindelige gammelsvenske namn eller nampn (Rydqvist IV, 250 £), ti nampn måtte efter Rök-indskriftens skrivemåde have været skrevet nambnum eller nabnum, derimod slutter den sig til udtalen nabbn i Islandsk og i norske bygdemål"). Lydforbindelsen mn i svensk namn reproducerer vistnok det oprindelige, men da det germanske fællestrins mm og bn i Nordisk er faldet sammen, så forudsætter nabnum vistnok hrabn for »ravn», iabn for »jævn» og kan da sam- menstilles med HARABANAR på Jårsberg-stenen, got. ibns, tydsk rabe, eben. Forholdsordet å (på) er på Forsa-ringen ligesom på Rök-stenen skrevet både an og a. På Malstad-stenen skrives ? både in og i. 1) I Nerike skal der efter Djurklou og Hofberg udtales bn eller vn for mn.