121 TOLKNING AF RUNEINDSKRIFTEN PÅ RÖKSTENEN. 121 tilstande fortsættes i den yngre jærnalder, kunde be- virke, at de livs- og kulturformer, som gjorde sig gjæl- dende i Östergötland endnu ved hedendommens slutning derfra let overförtes til nordre Helsingland og Medelpad. I de svenske landskaber vest for Östergötland har Rök-stenens indskrift-typus, efter hvad vi véd, ikke været brugt, heller ikke söndenfor har jeg på Sveriges fastland fmidet noget sikkert spor af den; men ett mindesmærke vidner om, at den har været kis ude på Gotland”). Det er da overraskende at finde flere tydelige overens- stemmelser med en noget yngre typus, som kan påvises i en hel gruppe på Jæderen og i en enkelt indskrift överst i Valdres i Norge; fra-Jæderen er denne efter min formodning overfört til Man. Vi spore her et slægt- skab, der må grunde sig på historiske forhold, om hvilke skriftlige kilder intet synes at melde; dog er en umid- delbar forbindelse vistnok ikke at antage. Her er ikke stedet til at gå nærmere ind på dette æmne. Jeg har i det foregående omtalt runemindesmærker, som i skrift- og sprogform er særlig beslægtede med - det på Rök; disse stå på et med Rök-stenen sideordnet eller noget yngre udviklingstrin. Nu opstår det spörs- mål: hvile forudsætninger har Rök-indskriften og de ensartede indskrifter KE hensyn til skrift- og sprog- form? hvilke er de indskrifter, til hvilke den form, der fremtræder på Rök-stenen, nærmest slutter sig som en yngre udviklingsform? Dette spörsmål er fuldt beretti- get, ti også med hensyn til mindestene og de på dem indhuggede indskrifter (og navnlig gjennem disse kan vi for hine tiders vedkommende fölge skriftens anven- 1) De på Gotland fundne stene, der ligesom Tjångvide-stenen har ophöiede figurer, har, forsåvidt der på dem findes runer, indskrift af en anden typus.