182 SOPHUS BUGGE. jer delse) er der, ligesom ved alle andre kulturytringer, overalt en sammenhængende udvikling at antage; det nye er aldrig nyt i strængeste forstand, men slutter sig til noget ældre; forandringen foregår skridt for skridt, omend til enkelte tider hurtigere end til andre, tildels under större eller mindre indflydelse udenifra, fra én eller flere sider. Som svar på det ovenfor fremsatte spörsmål må da först fremhæves, at Rök-stenens ind- skrift-typus ikke finder sine forudsætninger i Svearnes hovedlande, Upland og Södermanland, de bygder, i hvilke skikken at riste runer på mindestene ved kristentidens begyndelse blev almindeligere end i noget andet nordisk landskab. De i Södermanland og endnu mere de i Up- land rådende indskrift-typer (forsåvidt den kortere ræk- kes skrift angår) synes mig i væsentlige (dog ikke i alle) stykker yngre end Rök-stenens'). Jeg söger den sidst- nævntes forudsætninger i syd. Vistnok formår jeg ikke at påvise den typus, af hvilken den, vi finde i Rök- indskriften og de andre af samme gruppe, umiddelbart har udviklet sig, men af de bevarede mindesmærker stå, såvidt jeg skjönner, ingen nærmere ved deune end de allerældste danske og sydsvenske indskrifter med den kortere rækkes runer, af hvilke jeg her navnlig vil frem- hæve de på stenene fra Helnæs og Flemlöse i Fyn samt fra Sölvesborg i Bleking, hvilken sidste har en rune af den længere række. Sölvesborg-indskriften står igjen vistnok i sammenhæng med de i den længere rækkes skrift affattede blekingske indskrifter. Jeg skal söge at stötte denne opfatning ved at sammenstille nogle lig- heder, der hver for sig tildels har lidet at betyde, da flere af dem også gjælde for andre indskrifters vedkom- mende, men som tilsammentagne synes mig at have vægt. * 1) Men jeg benegter ikke hermed, at denne ældre typus endnu var i brug på en tid, da hine yngre var blevne almindelige.