125 TOLKNING AF RUNEINDSKRIFTEN PÅ RÖKSTENEN. 125 gyndelsen til den regel, at en rune kun skrives én gang, hvor det ene ord ender med den bogstav, med hvilken fölgende ord begynder. På Björketorp-stenen er denne regel, ligesom på Rök-stenen, gjennemfört. Når der på Rök- «stenen endog er skrevet tualraub" for tua ualraubar, kan dette sammenlignes med RUNORONU på Björketorp- stenen, der synes at skulle betyde RU(NOr) NORONU. 15. Den, som har ladet minderunerne riste, taler i Kårnbo-indskriften og tildels (sakum) i Rök-indskriften i förste person; det samme er efter min tolkning tilfældet i indskrifterne på Björketorp- og Stentofte-stenene og på mange andre mindesmærker, der har indskrifter med den længere rækkes runer. Hvis ; jeg har ret i, at de ældste danske indskrifter med den fe tere rækkes runer samt indskriften på Sölves- borg-stenen i Bleking af alle kjendte indskrifter stå nær- mest ved den typus, af hvilken Rök-indskriften og den dertil hörende gruppe har udviklet sig, så kan forholdet opfattes på to måder: enten har Östergötland tidligere havt indskrifter nær beslægtede med vidtkeskiesde på Sölvesborg-, Hel- næs- og Flemlöse- stenene, så at indskrift-typen på Rök- stenen har udviklet sig i Östergötland selv; eller også har denne ndla fee -typus udviklet sig i en sydligere egn og er derfra bleven bragt til Øster götland. Vi mangle, såvidt jeg sér, for tiden midler til at afgjöre dette; men andet alternativ forekommer mig på grund af flere usikre antydninger, som jeg ikke her skal fremhærve, at være sandsynligst. Jeg har udförlig udviklet hele dette forhold, fordi det forekokikde mig at være af vigtighed med hensyn til den særlig skandinaviske runeskrifts ældste historie. Jeg antager i overensstemmelse med prof. Stephens (år- böger for nord. oldkynd. 1867 s. 196) og med de danske