126 SOPHUS BUGGE. 126 sproggranskere Jessen og Wimmer, at den særlig skan- dinaviske runeskrift har udviklet sig af deu længere rækkes skrift, og jeg håber engang at skulle få belyst dette nærmere. I modsætning hertil har de fleste for- fattere betegnet den kortere runerække som den, der bedre har vedligeholdt det fælles grundalfabets eien- dommelighed; men da denne kortere række ikke frem- træder i nordiske runeindskrifter för i den yngre jærn- alder"), så må den — har nogle ment — være indkom- men fra östen med de nordiske folk, som omstyrtede den ældre jærnalders kultur. Videre betegnes Svearne af nogle som den nye kulturs egentlige bærere og Målar- landskaberne som den egn i Norden, de först har be- trådt. Man må da nödvendig også antage, at Målar- landskaberne er den skandinaviske egn, hvor det særlig nordiske runealfabet tidligst har været brugt; siden må det derfra have udbredt sig til Götaland, Danmark og hele Norden”). Men denne mening, at den særlig nor- diske runeskrift fra Upland skulde have udbredt sig over hele Norden, står efter min mening 1 bestemt strid med hvad rune-mindesmærkerne selv vise. Disse har intet, som hentyder på det rævnte forhold. Tværtimod har indskrifterne i Svearnes hovedland en forholdsvis yngre karakter. De ældste indskrifter med den kortere ræk- kes runer findes i Danmark og Sydsverige. Navnlig må fremhæves Helnæs- og Flemlöse-stenene fra Fyn, Kallerup- 1) Prof. Thorsen har (Danske runemind. s. 359) udtalt en modsat mening, men de derimod af dr. Jessen (Tidskr. f. philologi V, 297) reiste indvendninger synes mig fyldestgjörende. 2) Olde »Om de Skandin. runornas omedelbara ursprung från det åldsta Feniciska alfabetet» Lund 1871 s. 1 og s. 21 påstår således, uden at anföre noget bevis, at skriftrækken, der bestod af de 16 runer, med Svearne kom til Upland og derfra udbredte sig over hele Skandinavien. Denne opfatning er endog gået overi skoleböger, således i Odhners Låro- bok i Sveriges, Norges och Danmarks historia s. 4.