På « 127 TOLKNING AF RUNEINDSKRIFTEN PÅ RÖKSTENEN. 127 og Snoldelev-stenene fra Sjæland; den på disse anvendte skrift har kun de 16 runer, men flere runeformer, som afvige fra de sædvanlige, stemme overens med former, som findes i de med den længere rækkes runer skrevne indskrifter. Et trin længer tilbage föres vi efter min formodning ved Sölvesborg-stenen i Bleking og, som jeg tror, Råfsal-stenen i Bohuslen, der fremvise en rune, der mangler i den kortere række. OQgså sprogformer tale for flere af de nævnte indskrifters höie ælde. Et trin endnu længer tilbage föres vi ved den forholdsvis sene form af den længere rækkes skrift, som vi kjende fra blekingske stene (selv om de nu levnede stene, som jeg har sögt at vise, skulde være forholdsvis unge), og som vi efter Rök-stenens runer i tre linjer på bagsiden mu- lig tör formode på nu forsvundne mindesmærker i Öster- götland. Det er således i de danske og sydsvenske landska- ber, vi finde de ældste former af den særlige skandina- viske runeskrift og den seneste form af den ældre jærn- alders skrift; i disse egne må da vistnok (hvilket jeg også formoder af andre grunde, som jeg her ikke skal udvikle) den kortere rækkes skrift först have dannet sig, og, som jeg tror, af den længere rækkes. Fra disse egne spredtes den ad mange veie og i mange indbyrdes lidt afvigende former. Fra Götaland kom den vistnok til Svearnes landskaber; til Norge förtes den kortere ræk- kes skrift, som jeg en anden gang skal söge at vise, ad flere veie, af hvilke én rimelig gik fra Vestergötland. Men vi har så få mindesmærker tilbage fra denne skrifts tidligere brug, at det er os umuligt overalt at fölge dens udbredelse med sikkerhed. Vi har seet, at den 1 den kortere rækkes skrift af- fattede indskrift på Rök-stenen (dog chiffreskriften her