128 SOPHUS BUGGE. 128 ikke medregnet) med hensyn til tegnenes form og be- tydning samt skriftens anbringelse slutter sig nær til adskillige andre indskrifter. Heri tör derfor ikke sees en enkelt mands påfund, men mindesmærket på Rök danner med hensyn til skriften det mest fremtrædende led i en udviklingsrække, er den mest iöiefaldende repræsentant for en egen ved mindestene gjældende stil. Stilens eien- dommeligheder fastholdtes derved, at man efterlignede æl- dre mindestene, og disse eiendommeligheders udbredelse fra bygd til bygd fremmedes sandsynlig tildels, således som 1 den förste kristne tid i Svealand, ved vandrende runemestere (der vel undertiden tillige var skalde), hvilke drev det at tilhugge mindestene og udstyre dem med runer som en fast syssel. Vi har seet, at ordfor- mer og udtryk tildels fulgte med den særegne skrift- form, altså også tilhöre stilens eiendommeligheder, hvor- for de ikke uden videre kan antages at gjengive det sprog, som taltes i vedkommende landskab, da stenen blev reist. De med Rök-stenen nærmest beslægtede runemindes- mærker kan måské også give nogen veiledning med hen- syn til den tid, på hvilken den er reist, skjönt den sy- nes at have et ældre præg end de fleste andre. Jeg hol- der det, trods Stephens's modsatte mening (Runic monum. s. 686), for hævet over enhver tvil,-'og håber engang se- nere at skulle kunne godtgjöre, at Forsa-ringen er fra kristelig tid, og det endog ikke fra den förste tid ef- ter kristendommens indförelse. Nu fortæller Adam fra Bremen, at Adalbert, der var erkebiskop i Bremen 1045—1072, sendte Steinfinn til Helsingland, hvor denne vandt mange sjæle for kristendommen. Derefter tör Forsa-ringen ikke henföres til en ældre tid end slutnin- gen af 1lte århundred. Nu har vistnok både sprogfor- merne og brugen af runerne i Forsa-indskriften et ikke så lidet yngre præg end i Rök-indskriften; også vil man