130 SOPHUS BUGGE. 130 sætte slige kunstlerier en langvarig og hyppig brug af runeskriften; men at de tidlig var kjendte, sår man navn- lig af den omstændighed, at et håndskrift i St. Gallen (nr. 270), som henföres til 9de eller 10de århundred og som rimelig er skrevet efter engelsk original, giver under- retning om forskjellige arter af chiffreskrift, ved hvilke den engelske runerække lægges til grund, deriblandt en slags kvistruner, som kaldes hahalruna (Stephens runic monum. s. 239; W. Grimm iiber deutsche runen s. 110 £.). Også andre håndskrifter omtale disse kvistruner, således et vaticansk håndskrift fra slutningen af 10de århundred, hvilket kalder dem hagalrune (Germania XVI, 256). Det er vistnok rimeligt, at runeristeren selv har hittet på enkelte af de kunstlerier som er anvendte i de på Rök- stenen forekommende forskjellige arter af chiffreskrift; men det synes neppe tvilsomt, at han i det væsentlige også her har sluttet sig til en vidt udbredt, skjönt ikke af alle kjendt og på mindestene ifölge disses bestem- melse sjælden anvendt skik. At lönskrift, der angav hver rune ved tegn, som viste, til hvilken gruppe den hörte og hvilken plads den indtog i vedkommende gruppe, brugtes i England, det sér man ikke blot af det nys nævnte håndskrift i St. Gallen, men også af en indskrift på en sten ved Hackness i Yorkshire (Stephens 467). Den begynder med oldengelske runer, har derpå kvist- runer og endelig nederst ordet ora (bed!) i latinske unciåler; den er derfor vistnok en gravskrift. Indskrit- terne på flere mindestene i Södermanland (f. eks. Bautil 767, 819) begynde med sædvanlige runer och slutte med kvistruner, som hidtil ikke er læste. Med en art chiffre- skrift, som ikke forekommer på Rök-stenen og som i håndskriftet nr. 270 i St Gallen og i andre håndskrifter kaldes is-runer, har runemesteren Erik på Rotbrunna- stenen i Upland (Bautil 646) skrevet sit navn. |Rök- stenen giver således ikke det eneste eksempel på an-