131 TOLKNING AF RUNEINDSKRIFTEN PÅ RÖKSTENEN. 131 vendelse af lönskrift i en minde-indskrift. Andre rune- indskrifter, i hvilke lönskrift er anvendt, er mere at be- tragte som övelser i en ledig stund, der skal vise rune- risterens færdighed. Således de to forhen nævnte ind- skrifter fra Maeshowe på Orknöerne, der er læste af Stephens; den ene af disse er ristet af den »runekyn- digste mand vesten for havet», således som runeristeren i sædvanlige runer betegner sig selv. Den forkortede skrivemåde, at r over linjen i ualraubar a 1. 4 betegner ar og P over linjen i haruaps d 1. 7 sand- synlig betegner ap, kunde vistnok först opstå, efterat runeskriften længe havde været i brug; men jeg vover ikke deri at söge et bestemtere tidsmærke. Heller ikke skilletegnenes form synes at give os nogen sikker vel- ledning ved tidsbestemmelsen. Hidtil er kun de sprogeiendommeligheder i ind- skriften sammenstillede, som frembyde overensstemmelse med beslægtede indskrifter. Jeg skal nu söge at karak- terisere Rök-indskriftens sprog i det hele. Det springer da straks i ödinene, at mange sprogformer bære et så gammelt præg, at de synes at pege tilbage til en tid, der ligger forud for den, hvilken alle eller ialfald de allerfleste med den kortere rækkes runer skrevne ind- skrifter tilhöre. anart, -tualf, tualfta, faikian oive os former, som en- gang må have været brugte i Nordisk, men af hvilke vi ellers ikke har spor. Andre sprogformer, som lige- ledes vise en höi ælde, har sidestykker i enkelte andre med den kortere rækkes runer skrevne indskrifter, navn- lig sådanne, som höre til samme gruppe som Rök-ind- skriften: Forskjellen mellem b (f. eks. ualraubar) og f (f. eks. ulfar) i indlyd og udlyd. an ved siden af a for for- holdsordet å. Åccusativformen sunu i ental: karur. Endel- sen å d. e. nasalt a i infinitiv. Måské maprR med nasalt