133 TOLKNING AF RUNEINDSKRIFTEN PÅ RÖKSTENEN. 133 oldn. meirr, og skrivemåden synes at ads tte en ud- taley uden ielydl Samme ord forekommer sikkert som andet led i fiarumir a 1. 6—7 = oldn. firrmeirr. Qgså förste led fiar har en mindre oprindelig vokal end oldn. jirr (af en grundform ferrir, fersis). Det samme gjælder efter min mening skialti c d. e. skialdi ligeoverfor det sædvanlige oldn. skildi. Qgså kan nævnes pritaunta d 1. 3 »trettende», hvor au synes at udtrykke lyden 0, der her er en min- dre oprindelig vokal. sitir, der stemmer overens med den sædvanlige gammelsvenske form, er, da verbet böles stærkt, vistnok mindre oprindeligt end den almindelige oldn. form sitr, skjönt Latinen har sedere. Disse yngre sprogformer synes at vise, at hine andre, til hvilke de stå i mere eller mindre påtagelig modsæt- ning, er brugte her i indskriften ikke fordi denne er ind- huggen i så eldgammel tid, men ved efterligning af det ud bande eller fed en traditionel bevarelse af dette, som har været knyttet til en særegen stilart af minde-ind- skrifter eller til en vis skole (oil jeg så tör udtrykke mig) af runeristere 3, Når den mand, der forfattede ind- skriften på Rök-stenen, vilde benytte rigtig gammeldags sprogformer, der ikke tilhörte det sprog, han selv talte. så var det naturligt, at han en enkelt gang, som ved satint, oreb feil, ligesom den Grkerddle FE 8 i Forsa- Siidskriften synes at have fremkaldt to former (aikui og stapui), som neppe nogensinde har været hörte i det levende sprog og som stå i skjærende modsætning til andre sene former i samme indskrift (ufak, kilan, anunr, pita, aku d. e. ågu = oldn. eigu, sik i dativs forhold*). I) Lignende dömmer Wimmer (navneordenes böjning s. 75 anm.1): »denne sten indeholder både i tegn og former en mærkelig blanding af gammelt og nyt sammen med ting, der hverken synes at være. det ene eller det andet». 2 I de stavlöse Helsinge-indskrifter findes ligeledes måské ældre og nyere sprogeiendommeligheder om hverandre. [a0]