- 144 SOPHUS BUGGE. | 144 De to nævnte blekingske stene, af hvilke jez holder Björketorp-stenen for den ældste, synes at kunne være 'omtrent samtidige med Rök-stenen*). Jeg formoder altså, at vi ved de tre nævnte runestene har eksempler på en ensartet manér, der ved oldtidens slutning i Sverige til- dels gjorde sig gjældende med hensyn til minde-indskrif- ter. Denne manér trådte frem 1 efterligning af det æld- gamle og i fantastiske eiendommeligheder, der endog kunde gå så vidt, at den hele indskrift var grundet på digt, ikke på historisk virkelighed. OQverensstemmelsen med de blekingske stene tyder, ligesom flere för nævnte momenter, hen på, at Rök-stenens forudsætninger ikke er at söge i Svearnes hovedland. Rettelser og tillæg. Side 9, linje 3 f. n. En nu tabt og i afskrifterne tildels forvansket indskrift fra Skåne (Lilj. 1445, Bautil 1259) har efter min formodning lydt: aft kunar skalt stantr sa. $ 12: 1118. PAR Jæs PAR. S. 16 1. 3. Professor Carl Såve finder samme par- ticip sagat i nu is sal sagat Dybeck fol. 183 (Lilj. 207). S. 16 1. 17. uir sutum i Malstad-indskriften betyder, som prof. C. Såve bemærker, ikke »vi satte», men »vi sögte», »vi hentede». S. 17 1. 7. Prof. Save forstår ukmini som ungminni, ungdoms-minde, således at Våmod skulde være död, me- 1) Jeg har tidligere (tidskr. for philol. VII, 341) henfört Björketorp- stenen til omtremt midten af 1lte århundred. To af de tidsmærker, som jeg nævnte, AK = oldn. ek og Ar = oldn. er, må vistnok opgives som grundede på feilagtig tolkning. deg opfatter nu FALAHAK som falk (d. e. fal ek) og UTlAr UBLA med tvil som um tidr vela. De yngre sprogformer, som blive tilbage, synes efter mit skjön ikke at forbyde hen- förelse til en noget ældre tid end midten af 11te århundred. hd