2 SOPHUS BUGGE. 2 Helst forstår jeg nu ukmini som ungminni »noget som endnn er i friskt minde». Jfr ungt vinfeng;, ung tria. Formen suap (a 1. 4 og d 1. 2—3) = svå at er fuld- stændig ensartet med /vid = pvi ut, hvilken form jeg kan påvise i hattalykill Rögnvalds jarls. Ved tumir (a 7—8) foretrækker jeg nu den först- nævnte opfatning, som også dr. Wimmer holder for den rette. For den taler form (i ikke ai) og ordstilling. tumir an ub sakar, dømir ann ub sakur, »han afgjör stri- den»; ene seirer Våmod over ni flokke af fiender. Hel- tens död er da ikke her udtrykkelig nævnt, men kun antydet i den fölgende strophe og i indskriftens be- gyndelse. Participet fatlapr forekommer i Skånske lov: suærø ufætlæt Thorsens udg. s. 43, swærp u fætlat Schlyters ude 1, 4138: At an (d 1. 2) efter uaki skulde betyde då, på, fore- kommer mig nu at være lidet sandsynligt, da då i föl- gende linje og endnu to gange på stenen er skrevet å. De former (an og in), som jeg til stötte anförte af Forsa- indskriften og af Malstad-indskriften, er forsvundne. Og im med betydning af »i» 4 gange i Vestgötal. (s. 52) bör vistnok opfattes som den latinske form, ligesom man finder non, uel og andre latinske ord 1 skrifter, som er affattede på Islandsk, og ligesom der i VGL. selv I Piuuæ B. 6 $ I og 7 er skrevet 1111" (d. e. quatuor) for fiura. Ved stedet på Rökstenen vover jeg ikke at vende tilbage til min ældste opfatning, hvorefter man skulde læse: huar histg sikunar itu (u)it uaki åa (a)n og forstå det som: hvar hestr Sigynar etu vitt vangi å hann (af hinna). Ti Sigyn fremstilles ikke i islandske kilder som en trold- kvinde, der rider på ulve, men som en Asynje; og an som præteritum er betænkeligt allerede, fordi det er en indicativform, men også af andre grunde. Mulig tör man afslutte en sætning med huar histr si kunar itu = Avar