3 INDSKRIFTEN PÅ RÖKSTENEN. 213 hestr så Gunnar etu og forbinde til én sætning: uit uaki an kunukar tuair tikir susp 2 likia = vitt vangi ænn konun- gar tvæir tigir svåd å liggja »så at tyve konger endnu ligge vidt på vangen». Formen an (ikke in) »endnu» kunde stöttes ved an på Forsa-ringen, hvis jeg har ret i at tolke dette som æmnn, fremdeles. Men ordstillingen bliver rigtignok ved den nævnte forklaring meget kunst- let, navnlig derved at suap fölger efter 6 ord i samme sætning. —(uit kunde også tages til den förste af de to sætninger.) rupi 7 kunde efter formen være dativ af rödr, glsv. roper, roning, eller af rædi n., åre. Da sætningen er ufuldstændig bevaret, lader at sig ikke med sikker- hed forklare. Vigtige oplysninger har jeg vundet derved. at jeg, siden Rettelser og tillæg» blev trykte, har havt adgang til at granske h Asinike rune-mindesmærker i original. Disse vil jeg andensteds behandle udförlig; her sammen- stiller jeg i al korthed de rettelser, som jeg med hen- syn til dem kan give. Forsa-ringen. Som allerede Arendt har seet, har ringen t+ som tegn for h, | som tegn for m. Man må læse: hafskaki . halkat . å hiurtstapum, ikke an iurtstapum . tarstapum, ikke tarstapui. Herved rettes mine ytringer s. 18, 51, 107, 109, 112, 115, 116, 133, 147. Ringen har ikke ufak (s. 133), men ufakr, som Arendt har læst. Ringen har suap, ikke suaap (s. 28, 31, 116). Jeg forbinder nu furir suap med betydning »imod det som». Jeg forstår nu ikke aikui som et ord (s. 116, 133), men læser aiku i som to sprogrigtige ord.