Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vinterhistorier - Fløiteblæseren Petruchka
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
5 1
De ved nok, hvor mægtig og vakkert denne
strofe klinger! Ved de store militærfester har De
hørt den fare som en stormvind over fronten på ba
taljonerne, mens den får hjerterne til at banke, sab
lerne til at , klinge og fanerne til at slå mod stangen.
Når den lyder, får den roligste af os kulsinger,
blodet sprænger til øinene, som det vilde ud. —
Den dag, da fløiteblæseren Petruchka spilte den, da
havde den ingen magt eller vælde; indefra hans lille
rør piblet den ud, dæmpet og traurig og sagtmodig
Men hver og en kjendte den igjen og skalv. Noget
halvglemt reiste sig mdi os ; det var ikke bonden der,
som blæste i sin elendige træstilk, vi hørte, det var
det store Ruslands stemme, som lovet os hjælp, det
var den klagende røst fra fædrelandet i nød, som bad
os bevare dets ære og forlangte vort liv.
For en underlig maskine vi mennesker er, ikke
sandt? — En svingning af luften havde omskabt os
på et eneste sekund. På den moralske nedstemt
hed, som vi lå under for nys, fulgte i et øieblik
en begeistret løftelse i alles sind. Alle rystet sig
ligesom vækket af en ond drøm, jog en erindring af
skam på flugt. Hovederne reiste sig igjen — øine,
som før undveg, mødtes nu i hed glød. Komman
danten tog hurtig op papiret, kastet det i hovedet
på udsendingen og sagde:
«Gå og hæng dig!»
Tog man dette for en lidt uformel ordre? Var
det sandt, som man fortake mig bagefter, at udsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
