Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vinterhistorier - Varvara Afanasiévna
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
89
åbnet sig påny, kræfterne forlader ham, hans dage
er nok talte.
Vi gik for at se til den gamle soldat på hans
værelse i drengestuen. Han var sengeliggende, meget
svag bleven; violinen af hvidt træ hang på muren
over hans seng. En ung gut havde påtat sig at
være sygevogter for Petruchka og synes at opfylde
sin funktion med megen omhu; det var en lidenT
halt bonde, ansat til at have opsyn med bikuberne>
elev og bitræde for spillemanden. Alt imens han
passet den syge, sendte den halte fra tid til anden
længselsfulde øiekast til instrumentet på væggen. Da
vi gik ud af værelset, kom vi til at høre følgende
slutningsstump af en samtale:
— Å, lille far, giv mig violinen, så jeg kan
forsøge at spille på den iaften ude på gården.
— Nei, nei, la nu være. Vent, til jeg er død,
det blir ikke sålænge; da skal du få min violin i
foræring, og da kan du jo spille så meget du vil.
— Skal jeg virkelig?
— Jeg lover dig det.
Tak, lille far, det er jeg nok fornøiet med
Bivogteren behøvet ikke vente længe. Alt før
jeg reiste, lå Petruchka på ligstrå, med gravtoilettet
iorden. Kirken stod tom som landsbyen forresten,
man hentet presten fra nabosognet. Presten kom.
Hans sakristan kjørte en lav og lang slæde, på træ
meier, af dem man bruger at kjøre varer til byen
med. Et rødragget føl, friseret som en jagthund,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
