Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Adel. 1) Europas A. i Alm. 2) A. i de enkelte Fastlandsstater. 3) A. i England. 4) A. i de nordiske Riger. 5) A.'s Betydning for Stat og Samfund.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Standens Medlemmer kom i den dybeste
Fattigdom.
Ogsaa den danske Enevælde ønskede dog at
forhøje Kronens Glans ved at omgive sig med
en Hofadel, som tillige kunde danne en Modvægt
mod den gamle A., og Midlerne dertil var at
nobilitere Borgerlige og naturalisere fremmede
Adelige. Begge Veje blev stærkt benyttede, og
dertil indførte Christian V (1671) en Højadel,
bestaaende af Lensgrever og Lensbaroner med
langt mere udstrakte Privilegier end den
øvrige A. Ogsaa ved Oprettelsen af Stamhuse
forbedredes A.’s økonomiske Stilling. En særlig
Art af A. fremkom ved, at det i Rangforordningerne
fra 1693 ff. bestemtes, at Rang i de tre
øverste Klasser gav arvelig A. (denne saakaldte
Rangadel anerkendes dog nu ikke mere). En
Menneskealder efter Suverænitetens Indførelse
havde A. faaet et helt nyt Præg, en A. af
Kongens Naade, udstyret med store Æresrettigheder
og ikke faa sociale Privilegier, men uden
politisk Indflydelse og uden synderlig
Standsaand. A. var talrig repræsenteret ved Hoffet,
i Officersstanden, i de højere Embedsposter;
men der fremtraadte næppe nogetsteds i dens
Indflydelse en særlig adelig Standspolitik.
Højadelen havde et unationalt, tysk Præg;
Lavadelen var mere bureaukratisk.
De liberale Reformer sidst i 18. Aarh. indskrænkede
i høj Grad Godsejernes Rettigheder
og dermed ogsaa de adelige Privilegier; de ny
Skatter paalagdes især det fri Hartkorn;
Kaldsretten til Dommer- og Præsteembeder blev
ændret til en Forslagsret o. s. v. Det var da ikke
store Særrettigheder, der var tilbage, da
Grundloven 1849 ophævede »enhver i Lovgivningen til
Adel, Titel og Rang knyttet Forret«, ligesom
den forbød fremtidig Oprettelse af Len,
Stamhuse og Fideikommisgods. I Nutiden spiller A.
i Danmark som Stand kun en ringe Rolle. Den
findes i de forskelligste sociale Stillinger, og
omend Flertallet af de større Godsejere hører
til A., er det dog langt fra, at »de store
Bønder« har Adelspræg. Men Æren ved at høre
til A. ell. maaske endnu mere Fordelene ved
ad denne Vej at kunne skaffe sine Døtre ind
i Jomfruklostrene gør dog, at Adelsskab er ivrig
efterstræbt, og ikke faa Familier har faaet
deres A. anerkendt i vore Dage. Egentlige
Nobilitationer er derimod sjældne (under
Frederik VII Baron Hambro og Grevinde Danner).
Den danske A.’s nulevende Medlemmer
anføres i »Danmarks Adels Aarbog«, der udkommer
aarlig siden 1884. Alt i alt bestaar A. nu af
omtr. 220 Slægter, hvoraf ca. 40 lever uden for
Landet; flere Slægter er dog uddøde paa
Mandslinien. Af de indenlandske Slægter har kun
omtr. 30 været i Danmark før 1660; Halvdelen
af disse hører til den gamle, danske A., Resten
er dels indvandrede, tyske Slægter, dels
nyadlede af Kongerne. Over 150 Slægter har da
deres danske Adelsskab fra Enevoldskongerne;
over en Tredjedel af dem er dog fremmede, i
Danmark naturaliserede Adelsslægter.
I Norge har A. en Historie, der er højst
forsk. fra den danske A.’s; dens Blomstringstid
falder tidligere, hvad der hænger sammen med,
at Fødselsadelen træder stærkere frem i Norge,
som først blev samlet til Enhed af Harald
Haarfager. Samfundet havde derfor her opr. et
stærkt aristokratisk Præg; øverst stod Fylkeskongerne
og Herserne, der tillige var Hovgoder.
De store Ætter betragtedes med Ærbødighed
af Folket; Vikingetogene gav dem Lejlighed til
baade at udføre Bedrifter og samle Rigdomme.
Mange af denne A. vilde ikke bøje sig for
Harald Haarfager og søgte sig et nyt Hjem
paa Island, hvor de frembragte den
aristokratiske Kultur, der har skænket os
Skjaldedigtningen og Sagaerne. I Norge selv blev de gamle
Herser til Kongens Lendermænd, men de
følgende Menneskealdere er fyldte med Kampe
mellem Kongerne og Stormændene, som først
standsede, da Lendermændene havde prøvet en
udenlandsk Konges Regimente med Knud den
Store og derefter selv satte Hellig-Olav’s Søn,
Magnus, paa Tronen. Nu stod Lendermændene
som Kongens højfornemme Embedsmænd,
skarpere sondrede fra Folket end nogen Sinde;
Stillingen var omtr. arvelig, Standen havde højere
Drabsbøder, men ingen politiske Rettigheder
eller Skattefrihed. Saa kom de store
Borgerkrige i Aarhundredet efter 1130, under hvilke
Lendermandsadelen naaede sin højeste
Magtfylde, men som til sidst knuste den; 1308
ophævedes endog selve Embedet.
Imedens var der begyndt at vokse en
Lavadel op af de kgl. Hirdmænd ligesom i Danmark
og Sverige; men i Norge vilde denne A. aldrig
ret trives. Kronens Magt var her stærkere,
Kongedømmet helt arveligt; Norges
Naturforhold passede daarlig til det rustede Rytteri,
der nu blev Landenes Hovedvaaben; A.’s
tidligere Deltagelse i Handelslivet standsede, og
den formaaede ikke at tilegne sig Bondegods
i det Omfang, som A. i de andre Riger.
Manglen paa en kraftig Rigsadel blev en Hovedgrund
til Norges underlegne Stilling i Kalmarunionen.
A. blev stedse mere faatallig, idet mange
Slægter sank ned i Bondestanden; de rigere samlede
ved indbyrdes Giftermaal store Rigdomme paa
faa Hænder, men deres politiske Virksomhed
blev uden Hold og Kraft. Saaledes gled Norge
ind i Afhængighed af Danmark; danske
Adelsmænd blev ansatte i de norske Slotslen, og ved
Giftermaal erhvervede de sig stedse større Dele
af den norske A.’s Godser; da Reformationen
gjorde Ende paa det gejstlige Aristokrati, faldt
det norske Rigsraad med det.
Fra 1537 traadte den indfødte A. helt i Skygge
for de indvandrede Danske, der dog aldrig
knyttede sig rigtig til Landet. Den ny
dansk-norske A. opnaaede vel efterhaanden at udvide
Standens Rettigheder ved Skattefrihed og egen
Jurisdiktion, især 1646, da Stændermødernes
Tid ogsaa var begyndt for Norge; men dens
sociale Stilling var dog altid langt ringere end
i Danmark; var A. her henimod 1660 naaet til
at eje over 2/5 af alt Gods, saa ejede A. derimod
i Norge kun 1/8 deraf, og der fandtes kun
omtr. 60 adelige Hovedgaarde. Enevoldstidens
Hof- og Embedsadel fik lidet at sige i Norge;
der oprettedes kun to Grevskaber (Jarlsberg og
Larvik) og eet Baroni (Rosendal), medens
mange Herregaarde opløstes og kom til
Bønderne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
