Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Adhæsion (Vedhængning) - Adhæsionsbaner - Adhæsionskoefficient, se Adhæsion - Adhæsionsvægt - a di - adiabatisk - Adiabene - Adiafon - Adiafora
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Adhæsionskoefficienten. Størrelsen af
denne er meget variabel og har Ydergrænserne
0,080 og 0,35 (c. 1/12 og 1/3) ell. udtrykt i kg pr. t,
hvad der hyppigst bruges, 80 og 350 kg pr. t, alt
efter Beskaffenheden af Hjuls og Skinners
Materiale og Overflade. Den største Værdi svarer
til ru ell. sandede Skinner i tørt Vejr, den
mindste til »fedtede« Skinner ell. Skinner
bedækkede med Rim ell. et tyndt Lag Sne. Under
alm. Forhold regner man med Værdier mellem
0,135 og 0,180. Ved »fedtede« Skinner f. Eks.
kan man forøge A. ved at strø Sand paa dem;
Lokomotivet er derfor forsynet med en ell. fl.
Sandkasser, hvorfra Føreren kan lade Sandet
løbe ned paa Skinnerne foran Drivhjulene.
G. K.
4) (jur.), se Accession 2).
Adhæsionsbaner kaldes saadanne Jernbaner,
hvis Togs Fremførelse kun sker ved Udnyttelse
af Friktionen mellem det trækkende
Lokomotivs Driv- (og Kobbel-) hjul og Skinnerne,
hvorfor de egl. burde kaldes »Friktionsbaner«. Det
langt overvejende Antal eksisterende
Jernbaner er A. I de Tilfælde, hvor en Banes
Stigninger er saa store, at de ikke tillader dens
Drift som A., maa man anvende særlige
Indretninger for at fremkalde Bevægelse, som
f. Eks. ved Tandhjulsbaner og Tovbaner. Som
Regel regner man, at en normalsporet
Hovedbane ikke med Fordel vil kunne drives som
A., naar den har større Stigninger end 25 ‰
(1:40), bl. a. fordi Kørslen nedad med store
Tog vanskeliggøres ved den stærke Paavirkning,
Bremsen er udsat for (Ophedning og stærkt
Slid af Bremseklodserne). Der findes dog
enkelte A. med større Stigninger; den Bane, der
har den største Stigning, nemlig 35 ‰ (c.
1:28,57), er Giovi-Banen (Strækning: Pontedecimo-Bussalla)
i Italien. Paa Sidebaner, drevne med
Damplokomotiver, kan man dog med Fordel
anvende Stigninger paa 50 ‰; undtagelsesvis
findes endnu stærkere Stigninger; et Eksempel
herpaa er den normalsporede Ütli-Bjergbane
ved Zürich, der har største Stigning 70 ‰
(c. 1:14,3), og Markbanen: Tavaux-Pontsericourt
i Frankrig med største Stigning 75 ‰
(c. 1:13,3); den sidste har dog kun 1 m Sporvidde.
Ved Smaabaner, hvor der anvendes elektriske
Motorvogne, gaar man til endnu stærkere
Stigninger. Den største Stigning for saadanne
Baners Vedkommende er 115 ‰ (c. 1:8,7) og
findes paa Linien Le Hâvre—Saint Marie i
Frankrig. Der har i Tidernes Løb været gjort
adskillige Forsøg paa at forøge Adhæsionen.
Af disse bør særlig det af den engelske Ingeniør
Fell opfundne System nævnes, idet dette fl.
Gange har fundet Anvendelse paa Ny-Zealand,
i Brasilien, Cantagallo og 1895 i England
(Laxey-Sneafell) ved Baner med en Sporvidde
paa 1,1 m og med Stigninger paa indtil 90 ‰
(c. 1:11,1). Før Aabningen af
Mont-Cenis-Tunnellen, var Banen over Mont-Cenis ligeledes
bygget efter Fell’s System. Dette bestod
i, at der midt imellem de sædvanlige Skinner
anbragtes en vandret Dobbeltskinne, ind imod
hvilken fra begge Sider vandrette Drivhjul paa
Lokomotivet pressedes ved Hjælp af Fjedre,
hvorved altsaa Adhæsionen og dermed Trækkekraften
forøgedes. Efter at Tandhjulsbanerne
er blevne saa fuldkomne, som de nu er, vil de
Fell’ske Baner næppe mere blive udførte ved
Nyanlæg.
G. K.
Adhæsionskoefficient, se Adhæsion 3).
Adhæsionsvægt kaldes den Del af et
Lokomotivs Vægt, der gennem samtlige de af
Maskinen drevne Hjul overføres til Skinnerne, i
Modsætning til den »døde« Vægt, der overføres
gennem de øvrige Hjul. (Om Bet. af A.’s
Størrelse for Lokomotivets Trækkekraft, se
Adhæsion 3)). Ønsker man et Lokomotiv med stor
Trækkeevne, maa man gennem dets
Konstruktion bl. a. sørge for en stor A., hvilket man
kan opnaa ved at »koble« flere Hjulpar
sammen (se Lokomotiv), saaledes at alle disse
»Kobbelhjul« ogsaa kommer til at virke som
Drivhjul.
G. K.
a di (ital.), paa samme Dag, paa Sigt.
adiabatisk (gr.) kalder man i Fysikken en
Forandring i et Legemes Tilstand, naar
Legemet under denne Forandring hverken afgiver
ell. modtager Varme. En pludselig
Sammentrykning af en Luftmasse er saaledes en
adiabatisk Forandring. Ved en saadan
Sammentrykning stiger Luftens Temp., og Trykket
vokser derfor hurtigere, end det vilde gøre,
om Luften under Sammentrykningen fik Tid til
at afgive den udviklede Varme til Omgivelserne.
K. S. K.
Adiabene, gr. Omskrivning af det semitiske
(aramaiske) Navn paa et Landskab Ø. f. Tigris
imellem de to Floder Zab (Djab), Assyrernes
»øvre« og »nedre Zab«, de gamle Geografers
Lykos og Kapros. Paa Kristi Tid, rimeligvis
allerede tidligere, dannede A. ligesom andre
Egne af Mesopotamien, f. Eks. Edessa, egne
Kongeriger, der var afhængige af Partherkongerne.
En Dronning fra A., Helene, gik i den
første Kejsertid over til Jødedommen og rejste
til Jerusalem med sin talrige Familie, som det
fortælles af Josefus (Jød. Hist. XX). De
saakaldte »Kongernes Grave« lige N. f. Jerusalem
er rimeligvis hendes Familiebegravelse. Man har
her fundet fl. Stensarkofager, hvoraf een har
en kort, oldsyrisk Indskrift; de fleste af disse
er nu i Louvre.
V. S.
Adiafon (gr.), et Musikinstrument, opfundet
1819 af en Urmager Franz Schuster i Wien;
det var forsynet med Staalstænger, der
ansloges ved Hjælp af et Klaviatur og frembragte
Toner af en orgel- ell. harmonikaagtig Klang.
I sin opr. Skikkelse er A. nu fuldstændig ude
af Brug; men i den senere Tid har man søgt
at erstatte Staalstængerne med Stemmegafler af
Staal og derved fremstillet det saakaldte
»Gaffelklaver«, hvor Stemmegaflerne altsaa træder i
Stedet for Strenge. Endnu har dette
Instrument dog aldeles ingen praktisk Betydning.
S. L.
Adiafora (gr.) betyder de ligegyldige Ting og
anvendtes af Stoikerne som Betegnelse for det
etisk indifferente. Da den stoiske Etiks
Grundprincip gik ud paa, at kun Sjælens fuldkomne
Udvikling var et Gode, blev alle andre Ting
ligegyldige, Sundhed ell. Sygdom, Rigdom ell.
Fattigdom, ja, selv Liv ell. Død var uden
absolut Bet., men Stoikerne begik af Hensyn til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
