Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Adonis - Adonis L., Slægt af Ranunkelfam. - Adonisk Vers - Adonit - adoptere - Adoptianisrne - Adoption
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hemmelig til Underverdenens Dronning Persefone;
mellem de to Gudinder udbrød en Strid om
Barnet, hvilken af Zeus bilagdes saaledes, at
A. i en Tredjedel af Aaret skulde være sin egen
Herre, en anden Tredjedel tilhøre Afrodite og
lige saa længe Persefone. Et andet Sagn lader
A., medens han stod i sin fejreste Ungdom, paa
Jagten blive dræbt af et Vildsvin, som Artemis
ell. Ares havde udsendt. Dog udvirkede
Afrodites Sorg, at han en Del af Aaret fik Tilladelse
til at forlade de Dødes Rige. I Adonis-Skikkelsen
synes Elementer af forsk. Oprindelse forenede.
Baggrunden derfor er en gl., fælleseuropæisk
Dyrkelse af en Vegetationsguddom, der hos
Grækerne tidlig er blevet omformet under
Paavirkning af forasiatiske Gudeforestillinger. Selve
Navnet antages for fønikisk (Adon = Herre).
Dyrkelsen af A. var intet Sted i Grækenland
Statskultus, ej heller besad A. offentlige Templer.
Hovedfesten (Adonia) faldt sent paa Sommeren
og havde væsentlig Karakter af en Sørgefest:
om Vaaren, naar Planterne spirede, var A.
kommet op til Jorden, om Sommeren, naar de
visnede, vendte han tilbage til de Dødes Rige.
Blandt Kultusskikkene nævnes derfor fl. Steder
en Fremstilling af A.’s Død og Begravelse. Til
denne Fest saaede man Planter i smaa Potter
o. l. og drev dem ved Kunst frem i kort Tid;
naturligvis visnede de lige saa hurtig, og derved
blev disse saakaldte »Adonishaver« et Billede
paa A.’s korte Levetid. — Theokritos’ 15. Idyl
skildrer den pragtfulde Adonis-Fest i Alexandria.
Af nordiske Digtere har bl. a. F. Paludan-Müller
i sit sidste Arbejde (»Adonis« [1874]) behandlet
Sagnet om A.
C. B.
Adonis L., Slægt af Ranunkelfam., en- ell.
fleraarige Urter med meget findelte Blade og
enkelt stillede Blomster; Frugterne er Nødder.
C. 20 Arter. A. autumnalis L., hvis
halvkugleformede, tæt sammensluttede Kronblade er
blodrøde med en sort Plet ved Grunden, er en alm.
Prydplante paa Friland. Ligeledes, men mindre
alm. er A. aestivalis L. med mønjerøde, ved
Grunden mørkviolette Kronblade. A. vernalis
L., med citrongule Blomster og dunhaarede
Smaafrugter, vokser paa Øst- og Sydeuropas
Heder og dyrkes som Prydplante. Den sorte,
bitre Rod anvendes i Rusland til et afførende
Middel.
A. M.
A. autumnalis L. (Europa) er en enaarig
Sommervækst, der benyttes til Rabatter og
Bede, 30—50 cm høj; Frøet saas i Marts-Maj
paa Blivestedet, og Planterne udtyndes til 15
cm. A. vernalis L. (Europa) er en Staude,
20—25 cm høj, blomstrende Apr.-Maj; formeres
ved Deling i Septbr. Trives bedst i moseagtig
Lyngjord og fuld Sol.
L. H.
Adōnisk Vers, antik Versform, bestaaende af
en Daktyl og en Trochæ ell. Spondee (—⏑⏑—⏒),
f. Eks. »Stærke vi stande«. Det anvendtes
som Afslutning paa større, daktyliske ell.
logaødiske Forbindelser; mest bekendt er det fra
sin Forekomst som sidste Vers i den sapfiske
Strofe.
A. B. D.
Adonit, C5H12O5, er en fematomig (pentavalent)
Alkohol, der findes i Adonis vernalis. Den
krystalliser er i farveløse Prismer, som er meget
letopløselige i Vand og smelter ved 102°. A.
smager sødt; den giver ved Iltning med Brom
i alkalisk Opløsning Ribose, som er en fireatomig
Aldehydalkohol.
O. C.
adoptēre (lat. adoptare, ønske, vælge),
udvælge, antage; antage i Barns Sted.
Adoptianisme kaldes den kristologiske
Anskuelse, der gaar ud paa, at Kristus efter sin
guddommelige Natur er Guds Søn i egentligste
Forstand, men efter sin menneskelige Guds
Adoptivsøn. Den blev fremsat i Slutn. af 8.
Aarh. af Ærkebiskop Elipandus af
Toledo og Biskop Felix af Urgel. Paven
advarede de spanske Bisper mod »den
nestorianske Gift«, men da Elipandus stod under
maurisk Herredømme og saaledes var uden for
Skudvidde, maatte Karl den Stores Undersaat,
Felix, holde for. Karls Teologer, især Alkuin,
søgte at føre ham tilbage paa den rette Vej,
men skønt han tilbagekaldte fl. Gange, og skønt
A. blev fordømt baade i Frankfurt (794) og i
Rom (799), døde han dog som Adoptianer. I
Spanien havde A. mange Tilhængere — ikke,
som man har ment, af Hensyn til
Muhammedanerne, der forargedes over Kristi Guddom,
thi den fornægtedes jo ikke — og endnu i Slutn.
af 9. Aarh. var den ikke uddød.
L. M.
Adoption, Antagelse i Barns Sted. Efter rom.
Ret kunde en Mand, naar han ved sin Faders
(Bedstefaders) Død havde vundet selvstændig,
familieretlig Stilling (var blevet pater familias
ɔ: en Families Overhoved), ved Iagttagelsen af
visse Former komme i et saadant Forhold til en
andens Barn, at dette i enhver Henseende blev
betragtet som hans og ikke som dets virkelige
Forældres Barn. Hvis hans Adoptivbarn hidtil
havde været under en andens faderlige Magt
(patria potestas), talte man om en adoptio, i
modsat Fald om en arrogatio. Adgangen til at
benytte denne fuldkomne A., hvis Opstaaen
vistnok delvis har haft religiøse Grunde, idet
Opretholdelsen af den huslige Gudsdyrkelse var
betinget af mandligt Afkom, blev af Justinian
knyttet til ganske særegne Betingelser; ved
Siden af tilstedtes dog i videre Omfang en
ufuldkommen A., hvor Adoptivbarnet forblev i sin
naturlige Familie, men samtidig skulde regnes
for Adoptantens (den adopterendes) Barn og
have Arveret efter ham. Denne A. kunde ogsaa
foretages af Kvinder. Da Romerretten blev
gældende Ret i Tyskland, kom ogsaa der den
ufuldkomne A. i Brug; i germansk Ret havde den
været ukendt, hvilket havde til Følge, at
Adoptivbarnet ikke arvede Adoptivfaderens Adelskab,
Len ell. Familiefideikommis, idet disse Forhold
vedblivende holdtes uden for den rom. Rets
Herredømme. I de nugældende tyske,
schweiziske og østerrigske Love hjemles en A., med
lignende »ufuldkomne« Virkninger, medens
Betingelserne for at kunne adoptere en Person er
forskellige, men ofte ret strenge. I Frankrig
blev Adgangen til at adoptere først aabnet ved
Napoleon I’s code civil. Kun den fuldmyndige
kan adoptere, og han kan som Adoptivbarn
alene antage den, som har reddet hans Livs
ell. som han, medens Adoptivbarnet var
mindreaarig, har underholdt uafbrudt i 6 Aar.
Dog hjemles en Art A. med svagere Retsvirkninger,
tutelle officieuse, over for Børn under 15
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
