Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Afrika - Afrika. Opdagelseshistorie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
italienske Missionærer, og disse grundlagde
Missionsanstalten Concobella, hvis Beliggenhed er
usikker, fra 15—17° ø. L., men som i alt Fald
laa dybere inde i Landet, end nogen hvid Mand
naaede inden Stanley; Lopez’ Beretning om
Kongo-Riget, udg. af Pigafetta 1591, er et af de
ældste geogr. Arbejder derom. I Angola og
Benguella kendte man derimod kun
Kystterrassen nøjere, om end Slavehandlere bragte
Efterretninger om fjernere Egne, og S. f. Kap Negro
til Oranje-Floden var selv Kysten saa godt som
ukendt. I Kaplandet var Forholdene bedre;
gentagne Gange sendte den hollandske Regering
— Kaplandet var fra 1652 holl. Koloni — til det
Indre mindre Ekspeditioner, hvis Udbytte vel
hemmeligholdtes, men dog kom senere
Ekspeditioner til Gode. Siden Kolbe i Beg. af
18. Aarh. besøgte Kaplandet, kom oftere
videnskabelige Rejsende til Landet, der i grove Træk
blev bekendt i det nævnte Aarh. mod Ø. til den
Store Fiskeflod og mod N. til Nieuweveld-Bjergene.
Den store Karroo var vel saa godt som
ukendt, men Kolonisterne havde dog allerede
begyndt at overskride Zwarteveld, og
Kompasbjerget var besteget af Oberst Gordon, som
1777 havde opdaget Oranje-Flodens øvre
Løb. Et Aar senere besøgte Patterson denne
Flods Munding. Hvad Østkysten angaar,
berigede de portugisiske Købmænd ikke
Geografien meget ved deres Rejser ind i Landet
fra Mosambik-Kysten; de portugisiske Kolonier
gik til Tete ved Sambesi-Floden. Paa
Sansibar-Kysten faldt de portugisiske Kolonier i Slutn.
af 17. Aarh. i Arabernes Hænder. Med
Abessinien, det eneste kristne Land i A., traadte
Portugiserne i Forbindelse efter Opdagelsen
af Søvejen til Indien, og flere Missionærer
berejste Landet. Pastor Tellez gav 1660 og den
tyske Gehejmeraad Ludolf 1681 en samlet
Beskrivelse af Landet. Efter Jesuiternes
Fordrivelse i Midten af 17. Aarh. var Abessinien lukket
et halvt Hundrede Aar, indtil Poncet 1698
gennemrejste Landet. James Bruce’s store,
videnskabelige Rejse 1768—73 gik fra Massaua til
den blaa Nils Kilder og derpaa over Sennaar
og den nubiske Ørken til Ægypten. D’Anville’s
Afrikakort fra Midten af 18. Aarh. betegnede et
stort Fremskridt over for de mange tidligere
ukritiske Kort over Abessinien.
En ny Æra for Afrikaforskningen indtraadte
efter Stiftelsen af The African Association i
London 1788. Den geogr. Kundskab om A.
naaede den Gang intetsteds — bortset fra
Ægypten — mere end 4—600 km ind i Landet.
Det nævnte Selskabs Formaal var »at fremme
Opdagelser i det indre A.«, et Formaal, der
planmæssig søgtes naaet ved Udtagelsen af dertil
egnede Rejsende. Niger-Spørgsmaalet søgtes løst
først; paa d’Anville’s Kort 1761 flød Nigeren
endnu Ø. efter og endte i en Sø dybt inde i
Landet; nogle satte denne Flod i Forbindelse
med Nilen. Fra tre Sider vilde man søge at
naa Timbuktu, om hvilken By der den Gang
var megen Tale, nemlig fra Tripolis, Gambia
og Nilen. De første Rejser mislykkedes, men
Mungo Park naaede dog Floden 1795—97; paa
sin senere Rejse 1805—06 fulgte han endog,
inden han omkom, Flodens Løb fra Bamaku
til Bussa; Spørgsmaalet om Flodens
Udmunding var dog stadig lige uløst. Burchardt
ventede 5 Aar i Ægypten forgæves paa en Lejlighed
til at naa Nigeren over Fezzan. To af den
engelske Regering 1816 udsendte Ekspeditioner,
Tuckey’s ad Kongo-Floden, hvor han kun naaede
14° ø. L., og Paddie’s, der skulde følge Mungo
Park’s Rute og støde sammen med Tuckey inde
i Landet, kostede mange Menneskeliv og Penge,
men bragte kun Skuffelser. Lyons naaede 1819
Tedjerre i Sahara paa Karavanvejen fra
Tripolis og hørte paa denne Rejse første Gang Tale
om Tsad-Søen. Oudney, Clapperton og Denham,
af hvilke den første døde paa Rejsen, foretog
1822—24 deres epokegørende Rejse til Sudan
fra Tripolis; de naaede Tsad-Søen og Nigeren,
og paa sin anden Rejse 1825—27 naaede
Clapperton, der døde paa denne Rejse, Nigeren
sydfra fra Benin-Bugten; Clapperton’s Tjener,
Richard Lander, fuldendte, ledsaget af sin
Broder, paa en Rejse 1830 sin Herres Værk, idet
han, ogsaa sydfra, naaede Niger ved Bussa og
fulgte dens Løb til Mundingen. Paa samme
Rejse opdagede Lander Nigers store Biflod
Binuë, som man ansaa for at være en
passende Vandvej til det Indre, men Ekspeditioner
udsendte af Købmænd i Liverpool og den
engelske Regering bragte ingen større
Resultater. Engelske Forsøg paa at naa Timbuktu
mislykkedes, dog skal nævnes Laing’s Rejse 1822,
hvor han i Sulima-Landet mente at have opdaget
Nigers Kilder. Det geogr. Selskab i Paris (stiftet
1821) udsatte 1826 en Prisbelønning for at naa
Timbuktu, hvilket gav Anledning til Caillie’s
store Rejse 1827—28, der gik fra Sierra
Leone-Kysten over Timbuktu og gennem Sahara til
Marokko. Timbuktu naaedes i øvrigt allerede
1826 af Laing fra Tripolis, men han blev dræbt
paa Rejsen videre S. paa. Niger-Problemet var
saaledes i alt væsentlig løst 1830, hvorpaa
Spørgsmaalet om Nilens Kilder traadte i
Forgrunden.
Algiers Erobring af Franskmændene 1830
blev af stor Betydning for Nordafrikas
Fremtid; man trængte her efterhaanden dybere ind
i Landet, og 1847 naaede Cavaignac Oasen Figig.
Englænderne tog ogsaa i det nordlige A. fat paa
Opdagelsesrejser med Tripolis som
Udgangspunkt. Richardson foretog saaledes 1845 Rejser
til Mursuk, Ghadamas og Rhat og foreslog den
engelske Regering en Ekspedition gennem
Ørkenen til Sudan, en Ekspedition, der fik stor
videnskabelig Bet. ved Barth’s og Overweg’s
Deltagelse; Richardson døde 1851 og Overweg
det flg. Aar, begge i Egnene ved Tsad-Søen.
Barth berejste 1850—55 udstrakte, ukendte Egne
i Sudan, hvor han bl. a. kom til Adamaua ved
øvre Binuë, Egnene om Tsad-Søen indtil 10° n.
Br. og Timbuktu. Efter Barth, der havde rejst
20000 km, fulgte Vogel (1853—56), hvis Steds- og
Højdebestemmelser navnlig var af Bet.; Vogel
blev dræbt i Wadai; v. Beurmann (1862—63)
blev dræbt paa Grænsen af Wadai; Rohlfs (1865—67)
naaede paa en Rejse fra Tripolis til
Guinea-Bugten gennem hidtil ukendte Egne.
Ligesom Stiftelsen af The African Association
blev af stor Bet. for Forskningen i Niger-Egnene,
blev Bonaparte’s Ekspedition til Ægypten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
