Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Agerhønsejagten - Agerjord - Agerkaal - Agerlove (leges agrariae) - Agermaane (Agrimonia L.), Slægt af Rosenfamilien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Agerhønsejagten. Klokken 8—9 Form., naar
Duggen er af Græsset, kan Jagten begynde.
Hønsene er da som Regel færdige med at
fouragere paa Stubben og ligger gerne samlet
i Roe-, Kartoffel- ell. Gulerodsstykkerne. Man
lader Hunden slaa ud, saaledes at den har
Vind i Næsen, og fører den nu ved Hjælp af
Fløjte og Vink i Krydssøg frem gennem
Terrainet. Selv lægger man Mærke til mulige
Skrabninger i Jorden (Steder, hvor Hønsene
har badet sig), til Fjer og Fald (Ekskrementer),
alt for at komme under Vejr med, hvor
der er Haab om at træffe Fugl.
Duer Hunden noget, vil man imidlertid snart
af dens Form og Haleføring faa Besked derom.
Hunden markerer nemlig Vildtet, »trækker
an« for det og tager sluttelig, naar Hønsene
»trykker«, Stand. Jægeren kan nu enten selv
rejse Hønsene, ɔ: faa dem paa Vingerne,
ell. han kan have Hunden dresseret til at gøre
det paa en bestemt Kommando. Jages der med
en ung Hund, bør man — for bedre at have
Styr paa den — selv rejse Flokken og har da
ogsaa derved nogen Chance for at kunne drive
Hønsene i den Retning, man ønsker, og holde
dem inden for Revierets Grænser.
Naar nu Fuglene staar op, gør man sig,
først paa Sæsonen, ved et Øjekast bekendt med,
om Kyllingerne er tilstrækkelig udviklede og
jagtbare; dette kendes paa, at alle Styrere har
naaet deres fulde Størrelse, hvorved Halen,
der altid under Flugten holdes udbredt som
en Vifte, syner smukt afrundet og ikke, hvad
der er Tilfældet, naar Kyllingerne er for smaa,
viser sig gaffelformig. Først efter at have
overbevist sig herom skyder man, men da aldrig
blindt ind i Flokken, det er ikke jægermæssigt
og giver hyppigst intet andet Resultat end
Anskydninger; man vælger en bestemt Høne, en
af dem, der flyver yderst i Flokken, og naar
man har afgivet sit første Skud med Held til
den, tager man en ny Høne paa Kornet.
Derefter lægger man nøje Mærke til Retningen,
Flokken tager, og til Stedet, hvor den omsider
atter slaar ned.
Den gamle Høne, der holder sig midt i Flokken,
bør spares, ligesom den gamle Hane, der
er den første, som staar op. Skyder man
denne sidste, — Flokkens naturlige Anfører
— opnaar man imidlertid lettere at faa
Flokken sprængt, Hønsene kaster sig enkeltvis
skilte fra hinanden og er da lettere at finde og
skyde.
Man bør aldrig beskyde en Flok mere, end
at der er 6—7 Høns tilbage til Yngel det
følgende Aar. Af Hagel gør man rettest i at bruge
Nr. 6.
S. F.
Agerjord er Betegnelsen for den under
regelmæssig Dyrkning med Plov værende Jord i
Modsætning til udyrket Jord (Eng-, Mose-,
Hede-, Skovjord) paa den ene Side og den
mere omhyggelig dyrkede Havejord paa den
anden Side. Ved Bearbejdning, Dræning,
Tilførsel af Gødning o. s. v. antager A.
efterhaanden en for de dyrkede Planter gunstigere
fysisk Beskaffenhed end de udyrkede Jorder,
dens Indhold af Plantenæring er sædvanlig
lettere tilgængelig, ligesom en større ell. mindre
Mængde Muld er karakteristisk for A. Gl. A.
vil saaledes baade i fys. og kem. Henseende
vise sig forsk. selv fra opr. i øvrigt ganske
tilsvarende Jorder.
K. H-n.
Agerkaal, i Landbruget fælles Betegnelse for
fl. til de Korsblomstrede hørende enaarige
(undertiden overvintrende) Ukrudsplanter, navnlig
den egl. A. (se Kaal), Agersennep (se Sennep)
og Kiddike (s. d.).
K. H-n.
Agerlove (leges agrariae) kaldtes hos Romerne
de Love, hvorved Dele af Statens Jord (ager
publicus) udskiftedes i Lodder til Borgere.
Saadanne Love var et Hovedmiddel til at skaffe
fattige Romere Jordejendom; de Rigere foretrak
derimod, at Staten beholdt Jorderne, idet de
saa havde Ret til at »okkupere« dem imod at
betale en forholdsvis ringe Afgift, og Striden
om A. gaar derfor gennem Roms hele Historie.
Den første A. siges at være gennemført 486 f.
Kr. af Konsulen Spurius Cassius, som selv skal
være blevet et Offer for Patriciernes Vrede
derover; Fortællingerne herom saavel som om de
flg. A. er dog hos de rom. Historieskrivere i
den Grad gennemtrukne med Reminiscenser fra
de senere sociale Kampe, at det er ugørligt at
klare den virkelige Sammenhæng. De liciniske
Love (367), hvorved Forskellen mellem
Patriciere og Plebejere blev væsentlig udjævnet,
fastslog, at ingen rom. Borger maatte tage mere
end 500 Jugera (250 Tdr. Land) af Statsjorden
i Besiddelse; herved blev de Fornemmes
Adgang til ad denne Vej at skaffe sig Rigdom i
høj Grad begrænset, og i den flg. Tid
gennemførtes mange A., samtidig med at Romernes
Erobring af hele Italien udvidede Statsjorden
efter den største Maalestok. Aarhundredet fra
367 til de puniske Kriges Beg. var derfor den
rom. Republiks lykkeligste Tid, i hvilken det
store Fl. af Borgerne var smaa Grundejere.
Uheldigere Forhold indtraadte derimod, da
Erobringerne naaede ud over Italien; i
Provinserne fik den nydannede Adel, Nobiliteten,
Lejlighed til at erhverve umaadelige Rigdomme,
medens samtidig Konkurrencen med Sicilien og
Afrika trykkede Kornpriserne og undergravede
Bøndernes Stilling i Italien; i mange Egne veg
den lille Selvejendom helt for Latifundier,
anvendte til Luksus ell. til Kvægavl, og selve
Hovedstaden fyldtes af et ejendomsløst
Proletariat. For at raade Bod herpaa gennemførte
Tiberius Gracchus 133 en Fornyelse af den
liciniske A., dog med enkelte Ændringer, og som
Følge deraf blev store Dele af Statsjorden
atter uddelte i smaa Lodder til fattige Borgere.
Loven kunde dog ikke afhjælpe Ondet, der
havde saa dybe Rødder baade politisk og
økonomisk, og i den flg. Tid anvendtes A. især til
at skaffe Veteranerne Jord; dog fik endnu Cæsar
59 f. Kr. vedtaget en A., hvorved den frugtbare,
campaniske Mark blev udskiftet bl. 2000 Borgere
med 3 ell. fl. Børn.
Kr. E.
Agermaane (Agrimonia L.), Slægt af
Rosenfamilien (Agermaane-Gruppen), fleraarige Urter
med mellembrudt-fjersnitdelte Blade og
Blomsterne i Klase ell. Aks. Blomstens Underbæger
er tørt, krukkeformet, med snæver Munding, og
foroven udstyret med en Mængde Krogbørster,
der tjener til Spredning af de indesluttede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
