Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Aguti (Dasyprocta) ell. Guldhare, en lille Gnaverslægt - Agylla - Agyni, agynisk - Agyrtes - Agö, sv. Ø i den bottniske Bugt - Ahaggar (Hogarlandet), Plateau af 600 km's Omfang i Centralsahara - Ahasverus - 1) egl. Achaschverosch, den hebr. Form for Khschajarscha, Xerxes - 2) den evige eller den vandrende Jøde, i dansk Folkeoverlevering Jerusalems Skomager - Ahi (Slangen), i den ind. Mytologi et ell. fl. mytiske Væsener - Ahija, israelitisk Profet - Ahlborn, Lea, sv. Billedhuggerinde (1826-1897) - Ahlden, Slot i Hannover
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sammentrykt, Halsen slank, Halen yderst kort, nøgen,
rager ikke uden for Pelsen; denne er tæt,
tiltrykt og glat. Kroplængde gerne 40—50 cm. A.
er udelukkende Jorddyr, der springer og løber
godt, men kan hverken klatre ell. grave; de
lever mest parvis, bundne til Skovegne. Kødet
er spiseligt, og A. er derfor Genstand for ivrig
Jagt. Findes udelukkende i det tropiske
Sydamerika og Mellemamerika. D. aguti, i Guinea og
Nordbrasilien, har rødlig-citrongul Pels blandet
med sortebrunt, Undersiden gullig; en Art
D. cristata er udbredt over de vestindiske Øer.
Talrige fossile Levninger af A. findes i de
brasilianske Huleformationer.
R. Hg.
Agylla [↱a-], det gr. Navn paa den etruriske
Stad Cære.
Agyni, agynisk (gr., af γυνή Kvinde) betyder
Mangel paa Hunkøn, f. Eks. en Hanblomst
opstaaet ved Fejlslagning af Støvvejen.
Agyrtes (gr.), Præst for Gudinden Kybele.
Agö, sv. Ø i den bottniske Bugt, c. 30 km S. f.
Hudiksvall, en bekendt Landkending og
Ankerplads for Søfarende. Paa Øen ligger et
Fiskerleje af samme Navn.
Ahaggar [↱a-] (Hogarlandet), Plateau af
600 km’s Omfang i Centralsahara mellem 23°
og 26° n. Br. og 4° og 7° ø. L. for Grw., danner
den nordligste Del af den store Hævningslinie
fra NV.—SØ., der deler den store Ørken i en
vestlig Del, det egl. Sahara, og en østlig Del,
den saakaldte libyske Ørken. A. er sammensat
af trappeformede Terrasser og Plateauer, over
hvilke der hæver sig Bjergtoppe paa c. 3000 m;
ifølge Duveyrier skal endog de to højeste Toppe,
sandsynligvis gamle Vulkaner, være bedækkede
med Sne i det mindste en Fjerdedel af Aaret.
A. er Tuarek’ernes Stammeland. Hovedstaden
er Ideles ell. Jedales. De bedste
Oplysninger om Landet skyldes Barth og Duveyrier.
C. A.
Ahasverus, 1) egl. Achaschverosch, den
hebr. Form for Khschajarscha, Xerxes.
2) den evige eller den vandrende
Jøde, i dansk Folkeoverlevering Jerusalems
Skomager; en sagnagtig Skikkelse, der skal
have slaaet Jesus og til Straf derfor vandrer
fredløs om paa Jorden uden at kunne dø.
Fortællingen dukker tidligst op i det vestlige
Europa i første Halvdel af 13. Aarh. og fortæller
da om Dørvogteren hos Pontius Pilatus, som
slog Jesus, der førtes bort for at korsfæstes
(jfr. Kaifas’ Tjener, der slog Jesus, og Joh.
Ev. 21, 22 om Peter, der skal blive, indtil Jesus
kommer igen). Han nævnes her Carthaphilus;
i den flg. Tid forekommer han under andre
Navne, indtil med den tyske Folkebog fra 1602
Navnet Ahasverus fæstes ved ham. Her er han
Skomager i Jerusalem; paa Vejen til Golgatha
hviler Jesus et Øjeblik foran hans Hus, men
drives bort af ham; Herren siger da, at han
til Straf skal blive ved at vandre. Bogens
Fortale, som udgiver sig for at være fra 1564,
fortæller, at den senere Biskop i Slesvig Paul von
Eitzen som Student har set ham i en Kirke i
Hamburg 1542. — Paa Dansk haves denne
Folkebog (»Sanddru Beskrivelse om en Jøde,
som var født og baaren til Jerusalem« o. s. v.)
i Udgave fra 1631. En Almuevise af lgn. Indhold
synes forfattet i første Halvdel af 18.
Aarh. Der fortælles ofte, at man har set ham
paa en ell. anden Egn vandre omkr., indskrumpet
af Alderdom, mosgroet; Juleaften hviler han
sig en kort Tid, støttet til en Plov ude paa
Marken. I 19. Aarh.’s Litt. er A. behandlet af
mangfoldige forskellige Digtere; af danske
Digterværker er de mest bekendte Ingemann’s
»A.« [1837]; Paludan-Müller’s »A.« (i »Tre Digte«)
[1854] foruden lejlighedsvise, skæmtende
Behandlinger i H. C. Andersen’s Eventyr og
Hostrup’s Komedier. (Litt.: K. Nyrop,
»Fortids Sagn og Sange«, 2. Bd [1907]: »Den
evige Jøde«; Feilberg, »Jysk Ordbog«
[2. Bd S. 40, 4. Bd S. 246]).
(A. O.). H. Grüner-Nielsen.
Ahi (Slangen), i den ind. Mytologi et ell. fl.
mytiske Væsener, som vilde bemægtige sig
Himlen ell. holde Lyset (Morgenrøden, Solen) og
Vandet tilbage, hvorfor de dræbes af
Krigerguden Indra med et Redskab, man plejer at
kalde »Tordenkilen«, efter sin Anvendelse en
Slags Thors-Hammer, efter en Kamp, der snart
fremstilles som foregaaet i Tidens Begyndelse,
snart som fortsat hver Dag. A. er, som det
synes, identisk med Vṛitra (s. d.). Den ligger
paa Bjergene, som man plejer at antage for en
billedlig Betegnelse af Skyerne, men som mindst
lige saa godt synes at kunne opfattes som
virkelige Bjerge, navnlig ved Jordens Grænser,
hvorfra den foretager sine Angreb og spærrer Vejen
for Lyset og Vandet, og hvorfra Vandet efter
dens Drab, som stadig maa fornyes, strømmer
saavel ned igennem Floderne som ind over
Himlen. Det har rimeligvis været en fælles jafetisk
og har i alt Fald været en fælles indo-iransk
Forestilling; thi i Mazdeismen synes den dels at
være det mytologiske Grundlag for Forestillingen
om Ahriman, dels optræder den selvstændig
under Navnet Ajis Dahnka som en af Ahriman’s
vigtigste Forkæmpere, og endelig kommer den
igen i Sagnhistorien som Zohak. — Med A. maa,
i alt Fald paa indisk Grund, ikke forveksles
Ahirbudhnya (»Bund-Slangen«), der er et godt
Væsen.
(S. S.) D. A.
Ahija, israelitisk Profet, som ved en symbolsk
Handling forkyndte Jerobeam I, at han skulde
blive Herre over Tistammeriget (1. Kong. 11,
29 ff.). Senere forkyndte A. ham hans Søns Død
og hans Hus’ Undergang (1. Kong. 14).
J. P.
Ahlborn, Lea, sv. Billedhuggerinde, f. 18.
Febr 1826 i Stockholm, d. 13. Novbr 1897.
Faderen, Ludvig Lundgren, var Gravør ved den
kgl. svenske Mønt, Broderen, Per Lundgren,
var ligeledes Medaille-Gravør. Efter disses Død
blev A., som i fl. Aar havde søgt kunstnerisk
Uddannelse i Paris, ansat som »ordinarie«
Medaille-Gravør ved samme Institut. 1854 ægtede
hun Billedhuggeren Karl A. Saa godt som alle
de Mønter og Medailler, der i en Række af Aar
blev udført i Sverige, skyldes L. A.
(eksempelvis Sveriges ny Øremønt).
A. Hk.
Ahlden, Slot i Hannover, bekendt som
Opholdssted for Sophie Dorothea, eneste
Datter af Hertug Georg Vilhelm af Celle
(1666—1726), gift 1682 med sin Fætter Georg Ludvig,
senere Kurfyrste af Hannover og 1714 Konge af
England under Navnet Georg I. Sophie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
