Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Aktinomykose
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
almindeligvis for Tilbagegangs- og Degenerationsfænomener,
noget, der i den senere Tid dog er
blevet Genstand for Tvivl. Af fl. (Mertens,
Loele) er det saaledes formodet, at Kolberne
er en Slags Beskyttelsesorganer over for de
Kampmidler, den angrebne Organisme har til
Raadighed. At Kolberne i alt Fald ikke er
Formeringsorganer, som antaget af enkelte, kan
anses for sikkert.
Aktinomycesarterne er dels sygdomsvækkende
Kim, dels uskadelige (Saprofyter). Afgørelsen
heraf i det enkelte Tilfælde er ofte meget
vanskelig ell. umulig, da de kulturelle og
morfologiske Ejendommeligheder ikke er meget
udtalte, og de sygdomsvækkende Former ofte
mister deres sygdomsfremkaldende Evne ved at
blive overført paa Dyr. Diagnosen Aktinomykose
stilles dels paa det kliniske Forløb:
svulstlignende Betændelse med udtalt Fisteldannelse,
dels (og afgørende) paa Forekomst af
Svampekolonier i den fra Fistlerne udflydende Materie.
I denne findes de som meget karakteristiske
»Korn«, oftest af svovlgul, undertiden af mere
graalig ell. brunlig Farve. »Kornene«’s Størrelse
varierer fra Grænsen for det lige synlige til
Størrelsen af et Knappenaalshoved, i enkelte
Tilfælde kan de blive endnu større. Ved
Aktinomykose i Tarmen er de undertiden sorte
(Svovljern?). Svampekolonierne i disse »Korn«
viser sig ved den mikroskopiske Undersøgelse
at bestaa i den centrale Del af et tæt Fletværk
af Traade, i den perifere Del af en Række tæt
mod hinanden liggende Kolber (se ovf.), der som
en Glorie omgiver det indre Fletværk. Hele
Anordningen er overordentlig karakteristisk og
tillader en sikker Diagnose. Ikke sjælden findes
Kalkaflejringer i Kolonierne. Den nævnte
Struktur kan vel erkendes uden videre, men ses
bedst, naar Materie med »Kornene« udstryges i
tyndt Lag og farves med de til Bakteriefarvning
alm. anvendte Farvemetoder. Det centrale
Fletværk farves smukt ved Gram’s Farvning,
Kolberne farves særligt godt af Eosin, Orseille,
Orcein etc.
Dyrkning paa kunstigt Medium (i Reagensglas)
er som Regel forbundet med en Del
Vanskelighed. Bedst lykkes det ved i en Agatmorter
at knuse friskt, ved Operation fjernet
Betændelsesvæv, der indeholder de omtalte »Korn«, og
derpaa overføre den udpressede Vædske i Glas
med Bouillon. Mange Glas maa paa denne
Maade tilsaas; med 100 tilsaaede Glas lykkes
det ofte kun at faa Vækst i et enkelt ell. nogle
ganske faa. Er Svampen først vokset, lykkes
det derimod let at føre den videre i ny Kulturglas
enten i flydende Substrat (Bouillon) ell.
paa fast (Bouillon med Agar-Agar etc.). Paa
den angivne Maade har Boström først dyrket
en sygdomsvækkende Art. En anden, almindeligere
forekommende, ligeledes sygdomsvækkende
Art er først dyrket af Wolff og Israël;
denne Art kræver, for at kunne vokse i
Reagensglas, at Luftens Ilt omhyggelig fjernes
(anaërob). Disse to Hovedtyper (hver omfattende
fl. hinanden nærstaaende Varieteter) er
Aarsagen til Aktinomykosen saavel hos Dyr
som Mennesker, den anaërobe Form er langt
den almindeligste. Paa forskellige Planter,
særlig Græsarter, findes et betydeligt Antal
Aktinomycesarter, der alle synes at være aërobe ɔ:
vokser paa kunstigt Medium under Luftens
(Iltens) Adgang, hvorved de som nævnt skiller
sig fra den af Wolff og Israël dyrkede
sygdomsvækkende Form. Anaërobe Former er paa
den anden Side ikke fundne vegeterende paa
Planter ell. andre Steder i Naturen (O. Hagen).
Hvorledes Mennesker, resp. Dyr, inficeres, har
været Genstand for megen Overvejelse. Mest
Opsigt har vel i denne Henseende Boström’s
Undersøgelse vakt. I Betændelsesprodukter,
særlig fra inficerede Kreaturer, der forholdsvis
ofte har Aktinomykose i Kæben, kunde i fl.
Tilfælde paavises Rester af Straa o. l.,
undertiden besatte med Aktinomycessvampe. Dette
sammenholdt med den hyppige Forekomst af
Straalesvampe paa Græsarterne sattes naturligt
i Forbindelse, og det tør vel anses for den
alm. Opfattelse, at Infektionen som Regel
foregaar ved, at inficeret Materiale trænger ind i
Kæbens Slimhinde (eventuelt gennem karierede
Tænder) ell. gennem Slimhinderne i Svælg,
Spiserør, Mave ell. Tarm. Opfattelsen støttes
endvidere af, at Kvæget særlig inficeres i
sumpede Egne, hvor Straalesvampe forekommer i
større Mængde paa Græsset. Bang og
Jensen (1884) fandt saaledes en særlig hyppig
Optræden af Aktinomykose hos Kvæg, der
fodredes med Græs fra oversvømmede Enge. Selv om
meget saaledes taler for Infektion gennem
Foderet, maa det dog erindres, at den
almindeligst forekommende sygdomsvækkende
Aktinomycesart er anaërob og altsaa forsk. fra de
paa Græsser o. l. voksende, der alle er aërobe
(Harbitz og Grøndahl, 1910). Fuld
Klarhed om Infektionsmaaden kan saaledes ikke
siges at være bragt til Veje. Sikre Eksempler paa
Overførelse af Smitte fra syge Dyr til
Mennesker ell. mellem Mennesker indbyrdes kendes
næppe heller. En yderligere Vanskelighed ved at
fastslaa, om en givet Aktinomycesart er
sygdomsvækkende, ligger i, at det, selv med Kulturer,
rendyrkede fra sikre Sygdomstilfælde, kun
undtagelsesvis lykkes at fremkalde Sygdom hos
Forsøgsdyr. Kulturerne mister altsaa straks
deres sygdomsvækkende Evne, bliver
»avirulente«.
O. T.
Aktinomykose optræder særlig hyppig
hos Kvæget, men træffes ogsaa jævnlig hos
Svinet, forholdsvis sjældent derimod hos
Hesten (Johne) og Hunden (Rabe, Bahp);
den er for øvrigt ogsaa iagttaget hos Elefanten
(Burke). Bollinger er den første, der nærmere
har beskrevet Sygdommen (1877), som siden er
indgaaende studeret af talrige Læger og
Veterinærer. Hos Dyrene giver Svampens
Indtrængen Anledning til en langsomt forløbende,
reaktiv Betændelsesproces, som ytrer sig i
Dannelsen af mindre og mere faste ell. større og
blødere Svulster (Aktinomykomer), i
hvilke man kan paavise Svampehobene i Form
af sandkornsstore, svovlgule Korn. Udviklingen
af disse Aktinomykomer sker paa Bekostning af
det Væv, i hvilket de vokser, og paa den Maade
gaar ikke alene Bløddelene, men ogsaa Knoglerne
til Grunde. Karakteristisk for A. er deres
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
