Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Albona, Lapin - Alboni, Marietta, Operasangerinde (1823-1894) - Al-Borak - Albornoz, Gil Alvarez Garillo, Kardinal og Statsmand (1310-77) - Albov, Michail Nilovitsch, russ. Forfatter (1851-1911) - Albrecht I (1298-1308) - Albrecht II (1438-39) - Albrecht I (af Brandenburg)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Vin, Oliven og Kastanjer. 3 km SØ. f. A. ligger
Havnen Porto Rabaz, og V. f. A. findes
Brunkulsgruber.
Alboni, Marietta, en af de berømteste
Operasangerinder (Alt) i 19. Aarh., f. 1823 i
Cesena (Romagna), d. 22. Juni 1894 i Ville d’Avray
ved Paris, fik sin første Uddannelse hos Bertolotti
i Bologna. Her lærte hun Rossini at kende
og indstuderede fl. af de berømteste Altpartier
i hans Operaer under Mesterens egen
Vejledning. I sit 16. Aar betraadte hun Scenen i
Bologna, optraadte 1843 paa La Scala i Milano og
drog derpaa med Impresarioen Merelli til Wien,
gik saa til Skt Petersborg og derfra paa
Koncertrejser i Tyskland og Ungarn. 1847 optraadte hun
i London paa Covent Garden-Theatre, samtidig
med, at Jenny Lind paa Her Majesty’s Theatre
lagde Englænderne for sine Fødder. Fra London
begav A. sig til Paris, hvor hun fejrede
storartede Triumfer, senest som Fides i »Profeten«.
Efter en Tourné gennem Nord- og Sydamerika
ægtede hun 1854 Grev Pepoli, der døde 1866,
hvorefter hun trak sig tilbage fra Scenen. 1877
giftede hun sig anden Gang med en fr. Officer,
Ziéger. A.’s Stemme udmærkede sig navnlig ved
en fyldig, blød Velklang i de dybe Toner, en for
en Alt ikke alm. Egalitet gennem alle Registre
og en sjælden fin og klar Højde. Ogsaa i
dramatisk Henseende stod hun i Række med de
første.
S. L.
Al-Borak (Navnet staar i Forbindelse med
det arabiske Ord Al-Bark ɔ: Lynet), et
fabelagtigt Dyr, paa hvilket Muhammed ifølge en
Legende foretog en natlig Rejse til Jerusalem og
derfra gennem Himlene til Allah’s Trone.
Albornoz [alwår↱nåþ], Gil Alvarez Carillo,
Kardinal og Statsmand (1310—77), var i sin
Ungdom Kriger, deltog i Algesiras’ Belejring og i
Slaget ved Tarifa. 1339 blev han Ærkebisp af
Toledo, men Pedro den Grusomme hadede og
forfulgte ham, saa at A. maatte søge Tilflugt i
Avignon hos Pave Clemens VI. Denne skænkede
ham Kardinalshatten, og Innocens VI gjorde
ham til pavelig Legat i Italien. Her udfoldede
nu A. en betydningsfuld Virksomhed, tvang de
smaa italienske Tyranner i Rimini, Forli,
Bologna og Urbino til Underkastelse og
genoprettede efter Cola di Rienzi’s Død Pavens
Autoritet i Rom. Ved de ægidianske Konstitutioner
bragte han Orden i Kirkestatens Forvaltning og
bidrog endelig væsentlig til Pave Urban V’s
Tilbagekomst til Italien 1377. A. forfattede et Værk
om den romerske Kirke.
Albov [↱aljbåf], Michaíl Nílovitsch, russ.
Forfatter, f. i Skt Petersborg 1851, d. 1911,
studerede Jura i Skt Petersborg, men afbrød
Studierne 1877—78 for som Sygepasser frivilligt at
deltage i den russ.-tyrkiske Krig. A. begyndte
saa tidligt at skrive, at hans Forfattervirksomhed
endog greb forstyrrende ind i hans
Skolegang. I Aarenes Løb har han offentliggjort en
Række Fortællinger i forskellige Blade og
Tidsskrifter. Størst Lykke gjorde »Opgørets Dag«
(i Bladet »Slovo« 1879). Han har deri givet, hvad
han selv kalder en psykiatrisk Studie, og i det
hele vælger han ofte til Genstand for sine
Skildringer sygelige ell. abnormt anlagte
Karakterer. Derved minder han om Dostojevskij. De
fleste af hans Fortællinger foregaar mellem
fattige og fortrykte Mennesker, men han har
ogsaa givet mere idylliske Billeder af Smaaborgernes
Liv. Af hans særskilt udgivne Værker
kan nævnes: »Fortællinger« (1884),
»Præstekjolen« (1884); »Fiskenes Stønnen« (1888) og
»Paa en Prik« (1888). Tillige har A. udfoldet
en stor Virksomhed som Journalist og
Medarbejder ved forskellige ansete Tidsskrifter.
H. C-e.
Albrecht (Tyske Konger). 1) A. I
(1298—1308) var den ældste Søn af Rudolf af
Habsburg og blev af denne 1283 forlenet med
Hertugdømmerne Østerrig og Kärnthen, hvorved
Grunden lagdes til Habsburgernes store Familiebesiddelser.
Han opnaaede ikke at blive valgt til tysk
Konge ved Faderens Død, men da Modstanden
rejste sig mod Adolf af Nassau, blev A. opstillet
som Modkonge og overvandt Adolf ved Göllheim
1298. Støttet paa sin Husmagt regerede han
kraftig; et Forbund imod ham af de gejstlige
Kurfyrster knækkede han med Hjælp fra Stæderne,
som han tilsikrede Frihed for Rhin-Tolden, og
han udsonede sig med Pave Bonifacius VIII ved
at give Afkald paa Indblanding i Italiens
Forhold. I sine sidste Aar var han uheldig; hans
Søn Rudolf, som han havde skaffet Kongeriget
Böhmen, døde; hans Forsøg paa at erhverve
Thüringen strandede. 1. Maj 1308 blev A. myrdet
af sin Brodersøn Johan, siden kaldt Parricida,
der mente sig forurettet og sammen med tre
Adelsmænd overfaldt A. paa en Rejse. Den Rolle,
som Sagnet tillægger A. i Schweiz’ Historie,
hvor hans Tyranni skal have fremkaldt
Frihedskampen, stemmer ikke med de virkelige
Forhold.
2) A. II (1438—39) (som Hertug af Østerrig
A. V), mistede tidlig sin Fader og overtog selv
Regeringen 1411. Han knyttede sig nøje til
Kejser Sigismund og ægtede 1422 dennes Datter
Elisabeth, hvorved han fik Udsigt til at arve
baade Ungarn og Böhmen. Da Sigismund døde
1437, blev han ogsaa Konge i begge disse Riger,
og Kurfyrsterne valgte ham 1438 til tysk Konge,
men allerede 27. Oktbr 1439 døde han; hans Søn
Vladislav fødtes først 4 Maaneder senere.
Kr. E.
Albrecht (af Brandenburg). 1) A. I, der
Bär, Markgreve af Brandenburg, Grundlægger af
det askaniske Hus, var en Søn af Grev Otto den
Rige af Ballenstedt; hans Moder var en Hertugdatter
af det billungske Hus. Som tro Tilhænger
af Lothar af Supplinburg blev A. forlenet med
forskellige Dele af Sachsen; 1134 udnævntes han
til Markgreve i »Nordmark«. Efter Lothar’s Død
stillede han sig paa Staufernes Side imod
Welferne, og da Henrik Welf mistede sine to
Hertugdømmer, forlenede Konrad III A. med
Sachsen (1138); 4 Aar senere maatte han dog atter
give dette tilbage til Henrik’s Søn, Henrik Løve.
A. udfoldede som Markgreve den største
Virksomhed. Han udvidede sin Magt ved at
underkaste sig vendiske Lande, og 1150 erhvervede
han Brandenburg, hvorefter han siden kaldte
sig. Venderne blev kristnede; deres Land blev
fortysket ved en storartet Kolonisation af
nederlandske Bønder; Købstæder blomstrede frem
rundt om. Saaledes lagde A. Grunden til
Brandenburgs senere Storhed, medens han tillige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
