Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Alexander den Store - Alexander (IV), Søn af Alexander den Store og Roxane - Alexander. Af dette Navn har der været 8 Paver
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i et særligt Skrift [Leipzig 1879]. Et Hoved i det
kapitolinske Museum fremstiller A. idealiseret
i Retning af det guddommelige, medens en Buste
i Firenze, den saakaldte »døende A.«, fjerner
sig saa langt fra de mere nøgterne Fremstillinger,
at saavel dens Oprindelse som dens Bet.
er Genstand for den stærkeste Tvivl. En i
Herculaneum fundet Rytterstatuette af Bronze (nu
i Neapel) antages at gaa tilbage til et stort
Arbejde af Lysippos, der forestillede Overgangen
over Granikos. Betydeligere er en Mosaik,
fundet i Pompeji, der fremstiller Slaget ved Issos
(se Alexanderslaget). Smlg. Müller,
Numismatique d’Alexandre le Grand [Kbhvn
1855] og v. Lützow, »Münchener Antiken«
[München 1861]; Koepp, »Über das Bildniss
A. d. Gr. [Berlin 1892]; Ujfalvy, Le type
physique d’ Alexandre le Grand [Paris 1902].
Af moderne Arbejder kan nævnes Sodoma’s
Fresker i Villa Farnesina i Rom (A.’s Bryllup
med Roxane og Dareios’ Familie for A.),
Jerichau’s Relief (Brylluppet med Roxane), ødelagt
ved Christiansborg Slots Brand 1884, og
Thorvaldsen’s Alexandertog (s. d.).
K. H.
Alexander (IV), Søn af Alexander den Store
og Roxane (der tilhørte den persiske,
akhæmenidiske Kongefamilie), fødtes først efter
Faderens Død og proklameredes derefter som
Hersker i dennes vidtstrakte Rige. Regeringen
førtes i fl. Provinser i hans Navn, bl. a. i
Ægypten, hvor der findes en ægyptisk officiel
hieroglyfisk Indskrift fra hans 7. Regeringsaar. 317
kom han med Moderen til Makedonien, hvor
han faldt i Hænderne paa Kassander, som 311
lod ham og Moderen dræbe. Man vedblev dog
endnu i længere Tid i fl. Provinser at føre
Regeringen i hans Navn. I Museet i Kairo ses en
Statue af den unge A. som ægyptisk Konge, og
i Ny Carlsberg Glyptotek o. a. St. haves
Reliefbilleder af A. fra ægyptiske Tempelvægge,
naturligvis idealiserede Billeder uden
Portrætlighed. (Litt.: Flinders Petrie, History of
Egypt III).
V. S.
Alexander. Af dette Navn har der været 8 Paver.
1) Alexander I skal være blevet Martyr
Aar 119.
2) Alexander II (1061—73) hed oprindelig
Anselm og var fra Baggio i Milano-Egnen,
blev som Biskop i Lucca Fører for »Patariaen«,
der rasede mod de reformfjendske Præster, og
1061 ved Hildebrand’s Indflydelse valgt til Pave.
Men Enkekejserinde Agnes og Kong Henrik IV
fik valgt en Modpave, Honorius II; der var nu
Kamp, indtil Gotfred af Lothringen mæglede
Fred og lod begges Sag undersøge. Efter den
kölnske Ærkebiskop Anno’s Villie blev Udfaldet
gunstigt for A., men Modpaven satte sig fast i
Rom. Da Honorius imidlertid udeblev fra Mødet
i Mantua (1064), lystes han i Band og mistede
mere og mere sin Magt. Ledet af sin Archidiakon,
Hildebrand, kæmpede A. djærvt for
Kirkens Rettigheder (saaledes manede han Sven
Estridsøn i Danmark til at udrede Pederspengene)
og for dens Renhed. Han hindrede
Henrik IV i at skille sig fra Dronning Bertha
og ivrede mod Simoni og Præsteægteskab; da
Henrik IV fortsatte med Simoni, slyngede A.
lige før sin Død Bandstraalen imod ham og
stævnede ham til Rom. Normannerne
opflammede han til Kamp mod Saracenerne, Vilhelm
Erobreren sendte han et indviet Banner til Kamp
mod Angelsachserkongen Harold, og efter hans
Erobring af England (1066) arbejdede A. paa at
romanisere den engelske Kirke. Saa stor en
Vælde A. udfoldede udadtil, var han dog
temmelig afmægtig over for de romerske
Adelsslægter. Han døde 21. Apr. 1073 og blev
efterfulgt af Hildebrand som Gregorius VII.
3) Alexander III (1159—81) hed oprindelig
Roland og var en stor Autoritet i Kirkeret,
Forf. til det vigtige kanoniske Værk Stroma.
Som Kardinalbiskop af Siena var han sin
Forgængers Kansler og højre Haand, ivrig for
Kirkens Vælde og den bitreste Fjende af
Hohenstauferen, Kejser Frederik I. Da han i
Anledning af Ærkebiskop Eskil’s Fængsling gav Møde
paa Rigsdagen i Besançon 1157, medbragte han
et Pavebrev, der antydede, at Kejserdømmet
var et Len af Pavestolen, og mundtlig skærpede
han denne Paastand. En af Frederik’s Stormænd
for da mod ham med draget Sværd; Kejseren
reddede ham, men bød ham ufortøvet drage
tilbage. Ved Pavevalget 1159 fik Roland de
fleste Stemmer og kaldte sig A. III, men
kejserligsindede Kardinaler valgte Kardinal Octavianus
og fik ham skyndsomst iført Paveskrud. A.
bandlyste Victor IV, som Modparten kaldte sig.
Frederik I stævnede dem begge til et Møde i
Pavia (1160). A. udeblev og bandlystes, og
Victor’s Valg blev stadfæstet. A.’s Svar var at
bandlyse Kejseren, men hans Stilling i Italien blev
bestandig misligere, og i Foraaret 1162 drog han
til Frankrig. Selv her begyndte Præstestanden
at falde fra; men den tyske Kejsers Anmasselser
bevirkede et Omslag, og Frankrig tillige med
England, Sicilien og Spanien stod nu paa A.’s
Side. Mest opholdt han sig i Sens, hvor hans
Tilhængere flokkedes om ham, blandt dem Eskil
fra Danmark, og trods hans Landflygtighed
voksede hans Magt stærkt; saaledes gik
Valdemar I og de danske Bisper over paa hans Parti.
Victor døde 1164, og der blev valgt en ny
Modpave, Pachalis III. 1165 kunde A. alligevel holde
sit Indtog i Rom, og vel blev han Aaret efter
fordrevet af Kejseren; men den tyske Hær blev
ødelagt af Pest, de lombardiske Stæder rejste
sig og sluttede Forbund med A. (Fæstningen
Alessandria blev opkaldt efter ham), Pachalis
III døde (1168), og den tredie Modpave, Calixtus
III, fik aldrig ret megen Magt. Da saa Kejseren
havde lidt det skæbnesvangre Nederlag over for
Lombarderne ved Legnano (1176), maatte han
ved et højtideligt Møde med Paven i Venedig
1177 ydmyge sig og ophøre at støtte Calixtus
III; A. frafaldt paa sin Side Kravene om
Lenshøjhed over Kejserriget og lovede at tilbagegive
frarevne Lande, men Sejren var umiskendelig
hans. Imidlertid havde han i England vundet
en endnu mere glimrende Sejr; ivrig havde han
støttet Ærkebiskop Thomas Becket i Kampen
for de kirkelige Ideer, og da Ærkebispen til sidst
faldt som Offer for Kongens opbrusende
Heftighed, helgenkronede A. ham straks, bandlyste
Kong Henrik II (1170) og tvang ham til
ydmygende Bod ved den myrdede Ærkebisps Grav
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
