Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind I: A—Arbejdergilder / 581 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF)

[Read further instructions below this scanned image.]

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Fig. 1. Alter i Pompeji.

af c. 8 m). Men sædvanlig var de antikke A.
byggede af varigere Materiale i regelmæssige
arkitektoniske Former, tit smykkede med
Relieffremstilling (Blomsterguirlander, Bukranier,
stundom Offerscener som paa det i Fig. 1 afbildede
A. i Pompeji) ell. forsynede med Indskrifter,
der da for det meste angav Navnet paa den, der
havde oprejst det, ell. paa den Gud, til hvem
det var viet (Fig. 2). A. fandtes ikke blot i de
egentlige Helligdomme, der udelukkende var
bestemte til religiøs Brug, men ogsaa paa andre
Steder, der havde særegen Bet. eller Hellighed:
i de gamle Kongeborges Gaard (i den homeriske
Tid), paa Byernes Torv, paa Korsveje o. s. v.
Da Ofre til de Afdøde især i den senere Oldtid
var almindelige, fik ogsaa Gravmindet tit Form
af et A.
C. B.

Fig. 2. Alter ved Palatinerhøjen i Rom, forfra og fra Siden.

Det Bord, hvorved Nadveren holdtes, kaldte
de første Kristne »Herrens Bord«, det »hellige
Bord«, men efterhaanden blev i den vesterlandske
Kirke A. et almindeligt Navn for det. Med
Navnet kom ogsaa de gamle hedenske
Forestillinger, og man begyndte at betragte
Nadverens Sakramente som en Gentagelse af Kristi
Offerdød. I den garnle Menighed holdt man gerne
Nadver paa Martyrernes Grave, og naar Kirker
byggedes, sørgede man for, at A. kom til at staa
lige over en Martyrgrav. Hvis der ingen
saadan fandtes, lagde man nogle Ben af den
Martyr, efter hvem Kirken havde Navn, under
A., og i Romerkirken findes intet A. uden
Relikvier (i Henhold til Joh. Aab. 6, 9). I den græske
Kirke findes kun eet A., i den romerske er der
foruden Hovedalteret Sidealtere, Votiv- og
Messealtere. I Oldkirken stod A., der var af
Træ ell. Sten og hævet nogle Trin i Vejret, frit
fremme i Koret, men i Middelalderen blev det
rykket længere tilbage mod Kornichen.
Nordsiden af A. — naar det stod mod Ø. — kaldtes
Evangelie- ell. Brødsiden, den anden
Epistel- ell. Kalksiden. I 7. Aarh. gav Paven Fyrster, de
højere Gejstlige og Missionærer Lov til paa
Rejser at medføre et lille A. med en indviet Plade
(Rejsealter). Ved Reformationen beholdt de
Lutherske Hovedalteret, men de Reformerte
afskaffede ogsaa det og stiller kun et almindeligt
Bord frem, naar de holder Nadver. (Litt.:
Laib und Schwarz, »Studien über die
Geschichte des christlichen Altars« [Stuttgart 1857];
Yrjø Hirn, »Det heliga Skrinet«
[Helsingfors 1909]).
L. M.

De murede katolske Alterborde, hvoraf
der trods Reformationen er bevaret en Mængde
i de skandinaviske Lande, endnu stundom med
det lille Relikviegemme (Sepulchrum) i
Bordpladen, var i Reglen tarvelige, beregnede paa
at skjules af Duge og Tæpper ell. Paneler med
Skulptur og Maleri. Danmark ejer en
enestaaende Række af romanske Alterprydelser i
romansk Stil, dels Antemensaler, dels Krucifikser
og Opsatser (Pandebrædt, Superfrontale),
smykkede med drevne, forgyldte og mørkfarvede
Kobberplader, Figurer, Ornamenter og Indskrifter;
Eksempler findes dels i Nationalmuseet, dels i
Stadil og Sal Kirker. Fra samme Tid er i Norden
fremdraget enkelte Rester af Ciborier, en
Alterprydelse, der ellers hører hjemme i
Oldkirken og i Italien, og som bestaar af fire Søjler,
der bærer en Baldakin over Alterbordet, og
mellem hvilke der vistnok kunde hænge Tæpper.
Bernini’s vældige Tabernakel i Peterskirken er
en sidste Udløber af de oldkristelige Ciborier.

Egentlige Altertavler kom først i Brug i
den gotiske Periode, c. 1300—1400. Som en Rest
af den ældre Skik at opstille et pragtfuldt
Relikvieskrin paa A. er de ældste Tavler stundom
Ramme omkring Relikvier, men i Reglen
indeholder de gotiske A.-Tavler Skulpturer ell.
Malerier. De blev snart A.’s væsentligste Pryd og
indrettedes som Træskabe med bevægelige
Fløjdøre, der paa Ydersiderne har Malerier, paa
Indersiderne udskaarne, malede og forgyldte
Figurer, ligesom i Midtpartiet. For at Fløjene
kunde bevæges over Alterbordet, var der gerne et
Fodstykke (Predella, rimeligvis Levning af den
ældre Middelalders Superfrontale). Denne
Skabstype (jfr. Triptychon) kunde udvikles
yderligere, udstyres med Overbygning og et større
Antal Fløje (Pentatyptichon); det yderste
Billedsæt kunde da være malet graat i graat, det
næste Sæt Billeder viste gerne Passionsscener;
inderst kom Hovedbillederne ell. de straalende
Skulpturer. Et berømt Eksempel paa denne Art
A. er v. Eyck’s Altermalerier fra Gent, men i
Alm. foretrak man Skulpturer. I Skandinavien
findes talrige sentgotiske Alterskabe, af hvilke
en Del er forfærdigede i Nederlandene, men de
fleste i de nordtyske Hansestæder, enkelte af
indvandrede Kunstnere (f. Eks. Claus Berg’s A.
i Odense, Brüggemann’s i Slesvigs Domkirke).

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>