Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Anaxagoras, gr. Filosof (c. 500 f. Kr.) - Anaxarchos, gr. Filosof fra 4. Aarh. f. Kr. - Anaximandros fra Milet, gr. Filosof (c. 610-547 f. Kr.) - Anaximenes fra Milet, gr. Filosof, d. ca. 526 f.Kr.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Perikles, der var Athenæernes Fører gennem
en Menneskealder. Ved den peloponnesiske Krigs
Udbrud, da Perikles’ Stjerne begyndte at dale,
vendtes Folkestemningen ogsaa imod hans
Venner; A. anklagedes for Gudsbespottelse og maatte
forlade Athen. I Lampsakos ved Hellespont
levede han endnu et Par Aar og afsluttede her
sit Liv, der fra først til sidst havde været viet
til Forskning. I Modsætning til de ældre ioniske
Naturfilosoffer, men i Lighed med sine
Samtidige, Empedokles og Leukippos, antog A. ikke
et enkelt, for alt til Grund liggende Urstof, men en
Mangfoldighed af selvstændige Stoffer med hvert
sin bestemte Kvalitet. Guld og Kød er for ham
usammensatte Stoffer, hvorimod de enkelte
Elementer og Urstoffer, som andre Tænkere antog,
var en Blanding af alle Stoffer, hvori de enkeltes
Egenskaber ikke kunde fremtræde. Stofferne
adskilles og forenes paa andre Maader, og heri
bestaar det, man opfatter som Opstaaen og
Forgaaen; Stofmassen forbliver altid den samme.
Fra Begyndelsen af var Verden Kaos, det vil
sige, at alle Stoffer var sammenblandede, og i
denne Masse opstod paa et enkelt Punkt en
Kredsbevægelse, der videre forplantede sig og
tiltog i Hastighed; Jorden som det tungeste Stof
lejrede sig i Midten, Stenmasser rev sig under
Bevægelsen løs fra den, slyngedes ud i Rummet
og blev, glødende af den voldsomme Fart, til de
lysende Himmellegemer. En uovervindelig
Vanskelighed for denne Teori om Verdens Opstaaen
laa deri, at paa den ene Side Stoffet altid har
været til og der ikke gives nogen Opstaaen og
Forgaaen, og alligevel Verden skal have en Beg.
i Tiden, men denne Vanskelighed deler A.’s
System med alle andre Kosmogonier. Den anden
Vanskelighed, at faa den Bevægelse til at opstaa,
som fører ud over Kaos, løste A. paa en for ham
ejendommelig Maade. I Analogi med det enkelte
Menneske, i hvem Forstanden, Tanken
fremtræder som Kilden til Liv og Bevægelse, tænkte
han sig Altet sat i Bevægelse af en Verdenstanke,
der er den Kraft, der gennemtrænger og raader
i alt, men dette ny Princip blev for A. aldrig
andet end en Puppe i sit Svøb. Det blev kun en
endnu halvt materiel Kraft, der udefra satte
Maskineriet i Bevægelse, ikke i Virkeligheden et
indre alt iboende Livsprincip, thi A. forklarede
alle de enkelte Naturfænomener paa rent
mekanisk Vis, og serve Verdenstankens Indgriben er
ogsaa af mekanisk Natur; dog er den ikke heller
at opfatte som et selvstændigt personligt Væsen,
der udefra styrer Verden. A. har vel med sit
Princip for første Gang i gr. Filosofi indført et
spiritualistisk Moment, men han var endnu saa
bundet af den ioniske Naturfilosofi, at han ikke
var i Stand til at gennemføre den ny Tanke i
dens Konsekvenser. Af A.’s Forklaringer paa
enkelte Naturfænomener er mange træffende
rigtige og vidner om megen Skarpsindighed og
usædvanlig Iagttagelsesevne. Han lærte, at
Maanens Natur var som Jordens, og at den fik sit
Lys fra Solen, han forklarede korrekt Maanefaserne
og Sol- og Maaneformørkelser og gav en
rationel Forklaring paa Nilens Oversvømmelser.
Med etiske Spørgsmaal beskæftigede A. sig ikke,
og naar han forvistes fra Athen, fordi han
krænkede Statsreligionen, saa refererer denne
Anklage sig blot til hans Forklaringer paa
Naturfænomener, som ellers henførtes til
overnaturlige Aarsager; religiøse Spørgsmaal har ikke
været behandlet af ham, og det er ikke heller
rigtigt, naar der tillægges ham allegoriske
Fortolkninger af de homeriske Digte. Ved sin
Tankes utrættelige Energi, sin ubøjelige
Redelighed og en fuldstændig Vien af al sin Kraft i
Forskningens Tjeneste med Foragt for alle Livets
ydre Goder indtager A. en høj Plads blandt de
gr. Tænkere. Af hans filosofiske Værk er kun
nogle Brudstykker bevarede.
W. N.
Anaxarchos, gr. Filosof fra 4. Aarh. f. Kr.,
f. i Abdera, d. paa Cypern, skal have tilhørt
Demokrit’s Skole, men af hans Filosofi er kun
nogle etiske Sætninger bekendt, som viser
Slægtskab med den kyniske Skole i Foragt for ydre
Nydelser og Lidelser. Han ledsagede Alexander
den Store paa Toget i Asien, og hans Skikkelse
er derfor indspundet i talrige Anekdoter om
hans Samvær med Kongen. Bekendt er Historien
om hans Død. Den cypriske Fyrste Nikokreon,
der var hans Dødsfjende, fik ham i sin Magt, og
lod ham støde til Døde i en Morter, men A. led
den frygtelige Død uden Klage.
W. N.
Anaximandros fra Milet, gr. Filosof (c. 610—547
f. Kr.), lærte at der til Grund for alle Ting
ligger et Stof, som han kaldte »det Uendelige«.
Herved betegnes dog ikke noget i filosofisk,
abstrakt Forstand uendeligt, men et Stof, der er
kvantitativt og kvalitativt ubegrænset, da alle
Stoffer opstaar deraf, idet de efterhaanden
udskiller sig med hvert sine bestemte Egenskaber.
Udskillelsen foregaar ved en af Stoffets iboende
Bevægkraft opstaaet Hvirvelbevægelse, der
fører Stofferne til deres efter Tyngden bestemte
Plads, Jorden inderst og Ilden yderst. Solen,
Maanen og Stjernerne er roterende Ildhjul, og
Jorden er et tamburinformet Legeme, der
svæver i Midten af det kugleformede Verdensrum.
Ligesom A. saaledes var den første, der
forkastede de primitive Forestillinger om Verden
og fremsatte Teorien om Rummets Kugleform,
saaledes var han ogsaa den første, der
konstruerede en Himmelglobus, opstillede Gnomon i
Grækenland og tegnede et Verdenskort, hvorpaa
de da kendte Lande omkr. Middelhavet var
afsatte. I sine Teorier om de organiske Væseners
Opstaaen af Havdyndet og flg. Udvikling til at
leve paa Landjorden minder A. om senere Tiders
Evolutionisme. A. var den første Græker, der
forfattede et filosofisk Skr., som dog paa enkelte
Brudstykker nær er gaaet tabt.
W. N.
Anaximenes [gr. -↱me-] fra Milet, gr. Filosof,
d. c. 526 f. Kr., lærte ligesom sin Lærer Anaximandros,
at alt opstaar af et ubegrænset Grundstof, men
som Grundstof antog han Luften, hvoraf alt ved
den iboende evige Bevægelse udvikler sig.
Udviklingen sker gennem Fortætning og
Fortynding. Luften bliver ved Fortynding til Ild og ved
Fortætning til Vand, der atter fortættes til Jord,
hvoraf de sammensatte Legemer opstaar. Af
Ilden var Solen, Maanen og Stjernerne dannet.
Ligesom Læren om Fortynding og Fortætning
aabenbart er hentet fra Iagttagelser i Naturen,
saaledes hænger ogsaa Teorien om Luften som
det fundamentale sammen med Opfattelsen af
den menneskelige Sjæl som Luft. »Som Sjælen,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
