Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ancona - Ancona, Alessandro d', ital. Litteraturforsker, f. 1835 - Anconfaar eller Odderfaar - ancora (ital. igen), d.s.s. da capo - Ancre, Marschal d', hed opr. Concino Concini
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Apollodoros. Paa en nyere Mole staar en anden
Bue, der er bygget 1765 af Vanvitelli til Ære
for Pave Clemens XII, der havde gjort A. til
Frihavn, hvad den var 1732—1869. Af
monumentale Bygninger fremhæves Domkirken San
Ciriaco, der er bygget i 11. og 12. Aarh. paa
Ruinerne af et Venus-Tempel (Venus Marina);
den har en smuk, gotisk Façade, Kuppel og
antikke Søjler samt i Krypten en prægtig
Sarkofag for Titus Gorgonius, rom. Præfekt i A.;
desuden Kirken Santa Maria della Piazza (fra
13. Aarh.), Kirkerne Sant’Agostino og San Francesco,
begge med smukke, gotiske Portaler, og
Kirken San Dominico (fra 13. Aarh., fornyet
1788); endvidere den 1443—59 byggede Børs med
prægtig, gotisk Façade, Raadhuset (opført 1270)
med Malerisamling og Bibliotek, fl. Teatre og
det i en Femkant af Vanvitelli opførte Hospital
ved Havnen. Indb. driver betydelig Industri
i Silke og Sæbe, Papir, Læder og Tobak;
desuden har A. store Roesukkerraffinaderier.
Handelen har taget et betydeligt Opsving under det
ny Kongerige.
Historie. A. (Ancona Dorica) grundlagdes
380 f. Kr. af Syrakusanere, der flygtede for den
ældre Dionysios’ Voldsherredømme; 268 kom
den under Rom og blev Koloni og Hovedstad
for Picenum. Den hævede sig til stor Velstand
ved sin Handel og Industri (Purpurfarverier),
især efter at Havneanlæggene var blevne
udvidede af Trajan. Østgoternes Konge, Totila,
erobrede A., men allerede 551 tog Belisarius
den igen; 592 kom den i Longobardernes
Hænder. Som Hovedstad i det af disse oprettede
Markgrevskab indtog den længe en betydelig
Plads. Under Hohenstauferne erklærede den sig
uafhængig og forstod længe som Republik
under byzantinsk Overhøjhed at afvise de tyske
Kejseres Angreb. Ved Freden i Constanz 1183
blev A. Hovedstad i det under pavelig
Lenshøjhed staaende Marc A., men kæmpede
heftigt for sin Uafhængighed; endelig 1532
lykkedes det Pave Clemens VII at indlemme den i
Kirkestaten. Ved Freden i Tolentino 1797 blev
den fransk; men allerede 1799 erobrede
Østerrigerne og Russerne den; 1805 besattes den
atter af de Franske; 1813 fordrev Neapolitanerne
den franske Besætning, og 1815 blev den givet
tilbage til Paven. 1832—38 holdt Franskmændene
Byen besat. 1849 blev den efter længere
Belejring indtaget af Østerrigerne, der beholdt
den til 1859. Efter Nederlaget ved Castelfidardo
1860 trak den pavelige General Lamoricière
sig med Resterne af sin Hær tilbage til A., som
han imidlertid snart maatte overgive til
Piemonteserne. 17. Decbr 1861 blev A. indlemmet i
Kongeriget Italien.
H. P. S.
Ancona [d-aŋ↱kona], Alessandro d’, ital.
Litteraturforsker, f. 20. Febr. 1835 i Pisa. Han
deltog ivrig i den liberale Agitation mod den
toskanske Regering og repræsenterede 1855—59
sine Partifæller i Torino. Efter Storhertugdømmets
Fald begav han sig til Firenze, hvor han
udgav Bladet La Nazione; 1860—1900 var han
Prof. i ital. Litt. i Pisa, hvor han til Elever bl.
a. har haft Pio Rajna og Francesco d’Ovidio.
A. er en særdeles frugtbar Forf. og Udgiver.
Hans første Bog, Discorso intorno alla vita e
alle dottrine politiche del Campanella, saa
Lyset, da A. kun var 18 Aar gl.; dertil sluttede
sig senere en Udgave af Tommaso Campanella’s
Værker (2 Bd, Torino 1854).
Blandt hans mange Arbejder maa desuden
nævnes La poesia popolare italiana nel secolo
XV (1858); La Beatrice di Dante (1865);
I Precursori di Dante (1874); Studi di critica e di
storia letteraria (1880); Studi sulla letteratura
italiana de’ primi secoli (1884); s. A. en
Udgave af Dante’s Vita nuova med en Afh. om
Beatrice (2. Udg.); Il teatro mantovano nel
secolo XVI (1885); La gentildonna italiana del
secolo XVII a convito (1898); Federigo il Grande
e gli Italiani (1901); Ricordi ed affetti (1902,
ny Udg. 1908); og fra de sidste Aar: Scritti
danteschi, Viaggiatori e auenturieri, Saggi di
letteratura popolare (Livorno 1913). 1875—88
udgav han sammen med D. Comparetti Antiche
Rime volgari og 1892—95 sammen med O. Bacci
Manuale della letteratura italiana. Han har
desuden besørget Udgivelsen af en Række
gamle italienske Tekster, især den for Dramaets
Historie vigtige Samling Sacre rappresentazioni
dei secoli XIV, XV e XVI (3 Bd, Firenze 1872),
der suppleres ved Le origini del teatro in
Italia (2 Bd, 1877, 2. Udg. 1891), og skrevet en
Række Essays, der først har været spredte i
Tidsskrifter. En fuldstændig Bibliografi af hans
Skr før 1900 findes i det Festskrift, der dette
Aar overraktes ham.
(E. G.). E. M-r.
Anconfaar [↱äŋ↱kən-] eller Odderfaar,
ejendommelig Faarerace, som i sin Tid fandtes
i Massachusetts. Stamfaderen var en 1791 i en
lille Hjord, tilhørende en Farmer Set Wright,
født Vædder med korte, krumme Ben og
lang Krop, omtrent som en Grævlingehund.
Racen blev dannet, fordi disse lav- og
krumbenede Faar vanskelig kunde springe over
Gærder og derved var lettere at vogte. Det særlige
Racemærke siges at være nedarvet med stor
Sikkerhed, og Aarsagen til den nævnte
Racekarakters Fremkomst er ubekendt. Muligvis er
den kun at betragte som en sygelig Dannelse,
der skyldtes særlige lokale Jordbundsforhold
(Kalkmangel). Ved Krydsning skal Racekarakteren
i de fleste Tilfælde være slaaet igennem.
Nogen Bet. uden for sin Hjemstavn har A. ikke
faaet.
H. G.
ancora [aŋ↱kora] (ital. »igen«), d. s. s. da capo.
Ancre [↱d-ã.krö], Marschal d’, hed opr.
Concino Concini, Søn af en firenzisk
Notar. Han ledsagede Maria Medici til Frankrig,
da hun var blevet gift med Henrik IV (1600),
og ægtede her Maria’s stygge, men indflydelsesrige
Kammerfrue, Leonore Galigai. Da Henrik
IV var død 1610, fik dette Ægtepar den største
Indflydelse hos Dronningregentinden, der
udnævnte A. til Marquis d’A., til Storstaldmester
og første Kammerherre hos Kongen, ja til sidst
(1614) til Marskal af Frankrig, skønt A. aldrig
havde været i Krig. Af sine talrige Sinekurer
nød han de største Indtægter og udfoldede en
utrolig Luksus. Han beholdt sin Myndighed,
ogsaa efter at Ludvig XIII var blevet erklæret for
myndig, og behandlede den unge Konge med et
Overmod, der vakte baade Frygt og Had hos
denne. Heraf benyttede en af Ludvig’s
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
