Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Anfordring - Anfossi, Pasquale, ital. Operakomponist (1727-97) - Anfægtelighed, Retsforhold - Anfægtelse, i den teologiske Sprogbrug - Anførselstegn, Citationstegn - Angakok, eskimoisk Aandebesværger og Spaamand - Angantyr, Navn paa fl. nordiske Sagnhelte - Angara, Flod i Sibirien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
som helst Tid er berettiget til at præsentere
Fordringen for Debitor og forlange Beløbet
betalt straks.
Anfossi, Pasquale, ital. Operakomponist
(1727—97), døde som Kapelmester ved Laterankirken.
A. nævnes blandt sin Tids bekendteste
Operakomponister, men hans Arbejder er ret
hurtigt forsvundne fra Operascenen.
W. B.
Anfægtelighed. Visse fremmede Retsforfatninger,
derunder maaske Romerretten, gør
Forskel paa, om et Retsforhold er ugyldig
stiftet, eller det vel er gyldig stiftet, men en af
Parterne ell. en Trediemand dog kan anfægte
det og faa det omstødt, f. Eks. anfægte en
Retshandel p. Gr. a. Svig ell. Tvang, et indgaaet
Ægteskab, fordi Ægteskabsbetingelserne
manglede ved Indgaaelsen. Dansk Ret gennemfører
ikke denne Sondring. I de fleste Tilfælde, hvor
man i fremmed Retsvidenskab har talt om
Anfægtelighed, foreligger efter vor Ret egl.
Ugyldighed, men undtagelsesvis er Løftet utvivlsomt
kun anfægteligt, saaledes at Skyldneren
udtrykkelig skal hævde en Ugyldighed, for at denne
kan gælde, jfr. særlig Sølovens § 227 om A. af
Bjergekontrakter sluttede, medens Nød stod paa.
(Litt.: Jul. Lassen, »Haandbog i
Obligationsret«, alm. Del § 13, II).
V. B.
Anfægtelse betegner i den teologiske
Sprogbrug Fristelse til Synd fra en særegen Side,
nemlig for saa vidt den optræder hos den
fromme Kristne og her vender sig imod hans
Tro, altsaa som en Fristelse til Tvivl om
Virkeligheden af Livssamfundet med Gud. Medens
den kristne Tro indeholder Visheden om Guds
fulde Naade, kan det dog for den Troende
komme til at staa saaledes, som om denne
Naade fuldkommen var veget fra ham. Det er
saaledes ikke saa meget en Tvivl om Frelsens
objektive Kendsgerninger som mere om den
subjektive Side, om Naadestandens Virkelighed
for den Enkelte selv, der hermed betegnes.
A. fremstilles som den sværeste Fristelse, der
kan opleves; men ligesom den kun optræder
hos de mere udviklede Kristne, er det ogsaa en
saadan, hvis Overvindelse hænger nøje sammen
med den fulde Bekræftelse i Troen, der som
en Vished om det oversanselige maa kunne
hævde sig sejrrig over for den manglende sanselige
Erfaring. Det er fornemmelig Luther,
som har udviklet denne Tanke, som han havde
modtaget fra de gamle Mystikere; han talte her
ud af sin egen Erfaring, men henviste for øvrigt
ogsaa til, hvad der var Tilfældet med alle de
»høje Guds Hellige«, ogsaa med Jesus selv
(Math. 27, 46).
F. C. K.
Anførselstegn, Citationstegn, »Gaaseøjne«
(»—«), benyttes i Skrift, naar man ordret
gengiver, hvad der er blevet sagt; ogsaa ofte, naar
et Ord bruges i overført Bet., naar en Bogtitel
anføres, o. l.
Angakok [aŋ↱æk.åkr], Plur. angakut, eskimoisk
Aandebesværger og Spaamand. A. foregiver, at
de kan sætte sig i Forbindelse med de usynlige
Magter gennem deres Hjælpeaander; de bliver
derved Mellemmænd mellem Menneskene og det
oversanselige. Uddannelsen til A. begynder fra
Ungdommen og er lang; den foregaar hemmelig
ved Fasten og Paakaldelse af Aanden under
Ophold paa ensomme Steder, indtil omsider
Lærlingen taber Bevidstheden og Aanden viser
sig for ham, hvorefter han senere ved visse
Midler kan hidkalde den og benytte den til sit
Samfunds Bedste. En A. maa skaffe sig flere
Hjælpeaander, der yder forskellige Tjenester,
én som raadgivende, en anden som Hjælper i
Fare, og atter andre bruges til Hævn og
Ødelæggelse for Fjender. — Øjemedet med
Aandepaakaldelserne er i Reglen at skaffe Fangst og
godt Vejr, at helbrede Syge, ell. at udfinde
Aarsagen til forefaldende Ulykker. A. foregiver,
at han maa begive sig paa Aandeflugt til fjerne
Steder, Maanen ell. under Havet for at
undersøge og udrette det, som Spørgsmaalet er om.
— Paakaldelsen af Aanderne sker i Mørke i
selve Huset, hvor A. sidder foran Indgangen,
nøgen, med Hænderne sammenbundne paa
Ryggen og med Trommen ved sin Side og knastørre
Skind hængende foran Indgangen. Under
Trommens stærke Lyd og Skindenes Raslen kommer
Aanden til Stede, og hvis det er Oplysninger ell.
Raad, som man forlanger, hører man A. spørge
og en Stemme ligesom udefra svare, men paa
et særligt Sprog, saaledes at A. nærmere maa
forklare Svaret. — A. er i Alm. de klogeste
og mest forslagne Hoveder, og de maa have
særlige Anlæg for at kunne gøre et saa
mystisk og dæmonisk Indtryk paa Forsamlingen
som mulig. P. Gr. a. sin Forbindelse med
den usynlige Verden kan en anset A. have en
vis Magt over sine Bofæller. (Litt.: Rink,
»Om Grønlændernes gamle Tro« [»Aarh. f. nord.
Oldk. og Hist.«, 1868]; Holm, »Etnologisk
Skitse af Angmagsalikerne« [»Medd. om Grønl.«
X. 1888]; Thalbitzer, The heathen priests
of East Greenland [»Verh. des XVI. Intern.
Amerikanisten-Kongresses«, 1909]).
G. F. H.
Angantyr [^aŋ-], Navn paa fl. nordiske
Sagnhelte (af angan, ypperlig, og Tyr, Navn paa en
Gud; men opr. Anganther, af Ther, Tjener),
1) Svensk Sagnkonge, Fader til Ottar, kendes
kun i den engelske Form Ongentheov i
Bjovulfdigtet, sikkert hist. Person, fældet af
»Geate«-kongen Hugleik’s Krigere c. 500. — 2) En af
Arngrim’s 12 Sønner, Bersærk, bejlede til
Upsalkongens Datter Ingeborg, faldt med alle sine
Brødre i Kamp med Hjalmar og Örvarodd paa
Samsø; hans Sværd, Tyrfing, blev lagt i Høj
med ham, indtil hans Datter Hervar hentede
det frem; maaske poetisk Gentagelse af 1). —
3) Søn af Heidrek, Sønnesøn af Hervar,
kæmpede om Goteriget med sin Halvbroder Hlod
og hans store Hunnerhær; dette Sagn kendes
ogsaa uden for Norden og har rimeligvis sin
Oprindelse fra Aetius og det store Hunnerslag
(451). — 4) Bersærk, der bejlede til den danske
Konge Ingjald’s Søster Helga og sammen med
sine 8 Brødre blev dræbt af Starkad; han er
rimeligvis en poetisk Gentagelse af Nr. 2.
A. O.
Angara [anga↱ra], Flod i Sibirien, udspringer
paa Dauriens Bjerge i den nordlige Del af
Provinsen Transbaikalien, falder efter et sydligt
Løb i Baikal-Søen, forlader denne mod S., vender
sig først mod N. forbi Irkutsk, derpaa mod V.,
og falder i Jenissei tæt ved Jenisseisk efter et
Løb paa 2080 km. Efter Foreningen med Ilim
kaldes den Øvre-Tunguska. Den 4—9 m
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
