Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Anjer, Havneplads med Fort paa Øen Java - Anjou, tidligere Prov. i det nordvestlige Frankrig - Anjou, Lars Anton, sv. Teolog (1803-84) - Ankafos, Navn paa fl. gr. Heroer - Ankarcrona 1) Teodor, sv. Søofficer (1687 -1750) - Ankarcrona 2) EdvardAlexis (1825-1901), sv. Landskabsmaler - Ankarcrona 3) Henrik August, sv. Krigsmaler, foreg.'s Broder, f. 1831 - Ankarcrona 4) Sten Gustaf Herman, sv. Maler, f. i Hakarp 11. Maj 1869 - Anke, paaanke, se Appel - Ankel, fremstaaende Benknude ved Overgangen til Foden - Ankelringe - Ankenes Herred i Norge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Anjer [↱anjer eller ↱andзer], Andscher,
Havneplads med Fort paa Nordvestspidsen af
Øen Java ved Sunda-Strædet, nederlandsk
Residentskab Bantam (3000 Indb.). A. er et vigtigt
Anløbssted, hvor Skibe, som skal til Asiens
østlige Havne, forsyner sig med Vand og
Levnedsmidler. 1883 blev den næsten ganske
ødelagt ved den. uhyre Vandbølge, som fremkaldtes
ved Vulkanen Krakataus Udbrud og gik 3 1/2
km ind over Kysten, men er nu genopbygget.
Anjou [ã↱зu], tidligere Prov. i det
nordvestlige Frankrig, nu omfattende Dept
Maine-et-Loire og nogle Dele af Mayenne, Sarthe og
Indre-et-Loire. A. grænsede mod NØ. til Maine, mod
Ø. til Touraine, mod S. til Poitou, mod V. til
Bretagne og var 895000 ha; Hovedstad var
Angers. A., der i den galliske og romerske Tid
beboedes af det galliske Folk Andes ell.
Andecavi, blev erobret af Frankerne under
Childerik I, men dog bevaret som et administrativt
Distrikt, der i 9. Aarh. blev gjort til Grevskabet A.
1154 blev Greven af A., Henry Plantagenet,
Konge af England og beholdt samtidig A.
tilligemed sine øvrige franske Besiddelser. Under
Johan uden Land inddrog Kong Filip August A.
under den franske Krone (1204); men allerede
1246 gav Ludvig IX det som arveligt Len til sin
yngste Broder Karl, der snart efter blev Konge
af Neapel og Sicilien, og som er Stamfader til
den ældre Linie A. 1290 gik A. ved Giftermaal
over til Huset Valois og blev 1297 ophøjet
til et Pairie. Da Filip af Valois 1328 blev
Konge af Frankrig, blev A. derved atter forenet
med Kronen. Filip gav dog snart A. til sin
Søn Johan den Gode, og da denne blev Konge,
gjorde han (1360) A. til et Hertugdømme og gav
det til sin Søn Ludvig, der senere blev Konge af
Neapel, og som er Stamfader til den yngre
Linie A. Endelig efter Kong Réné’s Død 1480
blev A. af Ludvig XI atter inddraget og er siden
forblevet under den franske Krone. Navnet
Hertug af A. blev en Ærestitel for Kongens Brødre.
Den sidste Hertug af A. var, før Revolutionen,
Ludvig XVI’s Broder, der senere blev Kong
Ludvig XVIII. I 17. Aarh. blev A., som tidligere havde
hørt under Guv. Orléanais, gjort til et særligt
Guv., der ophævedes 1790 ved den ny
Departementsinddeling.
G. Ht.
Anjou [↱aŋ∫u], Lars Anton, sv. Teolog
(1803—84), af indvandret vallonsk Slægt, blev
1845 Prof. i Kirkehistorie ved Upsalas Univ., 1855
Kultusminister og 1859 Biskop i Visby. A. udgav
adskillige kirkehistoriske Lærebøger samt
»Svenska kyrkans historia från 1593 till slutet af 17:de
århundradet« (1866).
A. M. D.
Ankaios, Navn paa fl. gr. Heroer, deriblandt:
1) Søn af Zeus ell. Poseidon, Konge over
Lelegerne paa Samos. En Sandsiger havde, da A.
plantede en Vinstok, forudsagt ham, at han
aldrig vilde komme til at smage Vinen af den.
Tiden gik, og A. havde allerede fyldt et Bæger
med Vinen og spottede Spaamanden; men denne
sagde roligt de bekendte Ord: »der er langt
mellem Bægeret og Læberne«. I samme Øjeblik
kom der Bud om, at et Vildsvin ødelagde
Markerne; A. satte Bægeret fra sig og ilede af Sted
for at fælde Dyret, men blev selv dræbt af det.
2) tegeatisk Heros, Deltager i Argonauter-Toget
og i den kalydoniske Jagt. I Gavlgruppen
paa Athene Aleas Tempel var A. afbildet væbnet
med en Dobbeltøkse.
C. B.
Ankarcrona 1) Teodor, sv. Søofficer
(1687—1750), fik 1715 Kommandoen over Eskadren ved
Pommern og forsvarede sig tappert mod den
danske Admiral Sehested. Ved A.’s Hjælp slap
Karl XII bort fra Stralsund, og han blev 1717
for denne og øvrige Fortjenester adlet (hed opr.
Christophers). 1742 blev han Admiral og 1743
Amtmand i Stockholms Amt.
2) Edvard Alexis (1825—1901), sv.
Landskabsmaler, hentede især Motiver fra sv.
Birkeskove.
3) Henrik August, sv. Krigsmaler, foreg.’s
Broder, f. 1831, begyndte som Officer, og deltog
i sine unge Aar i sp. og fr. Tjeneste tappert i
flere afrikanske Krige. Mange af hans Motiver
er da ogsaa hentede fra Afrika. Han har desuden
behandlet fl. svenske nationale Motiver.
1888 blev han Oberst ved Svea lifgarde. Siden
1892 har han været Statholder paa Gripsholm
Slot, hvis kostbare Kunstsamlinger han
omhyggelig har røgtet.
A. M. D.
4) Sten Gustaf Herman, sv. Maler, f.
i Hakarp 11. Maj 1869, foreg.’s Brodersøn,
uddannede sig for en Del i Tyskland og vakte tidlig
Opmærksomhed med forsk. Dyrbilleder. Hans
»Høstpløjning« kom til det Fürstenberg’ske
Galeri i Göteborg (nu Göteborg Mus.). Andre
Arbejder: »Hemåt«, »Sista lässet«, »Kvällglans« etc.
A. Hk.
Anke, paaanke, se Appel.
Ankel kaldes den fremstaaende Benknude, der
findes paa Ind- og Udsiden af Underekstremitetens
nederste Ende ved Overgangen til Foden.
Den udvendige A. dannes af nederste Ende af
Læggebenet, den indvendige af Skinnebenet.
Hver af dem har nærmest Form som en
Pyramide med Spidsen nedad. Der fæster sig flere
for Forbindelsen mellem Fod og Ben vigtige
Baand paa A., især paa disses Spids; denne
afrives derfor let ved Forstuvninger af Foden.
Brud af A. (den ene ell. begge) er ogsaa ret
hyppige; ved hensigtsmæssig Behandling heler
de i Reglen godt, men det varer som oftest
længe (Maaneder), før den herefter følgende
Stivhed i Fodledet taber sig. Ankelledet,
d. s. s. Fodledet.
Lp. M.
Ankelringe er af og til anvendte, især hos
Folkeslag af lavere Kulturtrin, mest af simpelt
Stof og i det hele tarvelige, stundom svære og af
særlig Form. I klassisk Oldtid forekommer A.
sjælden. Paa lignende Maade haves enkelte
Eksempler paa Anvendelse fra Danmarks
Bronze- og Jernalder (Folkevandringstid).
H. A. K.
Ankenes [aŋ-], Herred, (1910) 3093 Indb.
Ved kgl. Resol. af 21. Decbr 1903 er Narvik
fraskilt A. og danner eget Sogn. A. ligger omkr. det
Indre af Ofoten Fjord og dens Sidearme
Rombaks-Fjord, Breis-Fjord og Skjomen. I N.
grænser det til Tromsø Amt, i Ø. til Rigsgrænsen
mod Sverige. Hovednæringsvejen er Fiskeri
(Lofotfiske), men i den senere Tid er dette gaaet
tilbage, hvorfor Befolkningen er begyndt at
lægge sig efter Jordbrug og Fædrift. Der er en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
