Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Antomboka, Bugt paa Nordspidsen af Madagaskar - Antommarchi, Francesco, (1780-1838), var fra 1818 Napoleon's Læge paa Skt Helena - Anton, Konge af Sachsen (1827-36), f. 1755, d. 1836 - Anton af Bourbon, fr. Prins (1518-62) - Anton Günther, sidste Greve af Oldenburg, (1583-1667) - Anton Ulrik, Søn af Hertug Ferdinand Albrecht af Braunschweig-Wolfenbiittel (1714-74) - Antona-Traversi, 1) Camillo, ital. Litteraturhistoriker og Digter, f. 27. Novbr 1857 i Milano - Antona-Traversi, 2) Giannino, ital. Forf., ovenn.'s Broder, f. 1861 i Milano - Antonelli, Giacomo, Kardinal og pavelig Statssekretær, (1806 -1876) - Antonello da Messina, ital. Maler (c. 1430- 79)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Antomboka, Bugt paa Nordspidsen af
Madagaskar (se Diego Suarez-Bugten).
Antommarchi [anto↱m.arki], Francesco,
(1780—1838), var fra 1818 Napoleon’s Læge paa
Skt Helena. Efter Kejserens Død udgav han
Les derniers moments de Napoléon (2 Bd, 1823).
Anton, Konge af Sachsen (1827—36), f.
1755, d. 1836. Sønnesøn af August III, var
1781—82 gift med Marie af Savojen og 1787—1827
med Maria Theresia, Datter af Kejser Leopold
II. Han var opr. bestemt for den gejstlige Stand
og tilbragte hele sin Tid med Andagtsøvelser,
Musik og genealogiske Studier. Da han 1827
ved sin ældre Broder Frederik August’s Død
blev Konge, overlod han hele Styrelsen til sin
Minister Einsiedel, men modsatte sig afgjort
enhver Ændring i Statsforfatningen, indtil
Uroligheder i Septbr 1830 nødte ham til at tage sin
Brodersøn Frederik August til Medregent og
overlade ham Styret. 1831 indførtes en
konstitutionel Forfatning.
E. E.
Anton af Bourbon [da. bur↱båŋl, fr. Prins
(1518—62), Søn af Hertug Karl af Vendôme, blev
ved Faderens Død 1537 Hoved for Huset Bourbon
og ved sit Giftermaal med Johanne d’Albret
1548 Fader til Kong Henrik IV (1553) og efter
hendes Faders Død (1555) Titulærkonge af
Navarra. Han og hans Broder Ludvig af Condé
stod i Spidsen for Huguenotterne, og efter
Frants II’s Død 1560 udnævntes han til Rigets
Statholder; men han lod sig drage over til det
katolske Parti og blev dødelig saaret ved Rouens
Belejring. Hans Hustru blev derimod
Protestantismen tro.
E. E.
Anton Günther, sidste Greve af Oldenburg,
f. 9. Novbr 1583, d. 19. Juni 1667, var en Søn
af Grev Johan XVI og Grevinde Elisabeth af
Schwarzburg. Ved Faderens Død 1603 tiltraadte
han Regeringen, foreløbig under Kong
Christian IV’s Formynderskab. Han bragte
Delmenhorst og Kniphausen tilbage til Oldenburg og
regerede med stor Dygtighed, navnlig forstod
han under Trediveaarskrigen at holde sine
Lande fri for Krigens Rædsler. I sine sidste Aar
optoges han, der ingen ægte Livsarvinger havde,
af Forhandlinger med de nærmeste Arvinger for
at faa saa meget af sit Land som muligt
henregnet til Allodialgodset, der kunde gaa over til
hans naturlige Søn, Grev Anton af Aldenburg,
og til sidst overdrog han 1664 hele Grevskabet
til Danmark og Gottorp, dog forbeholdt han sig
Nydelsen deraf i sin Levetid. (Litt.: L. H. E.
Meiners, »Geschichte Anton Günthers«
[Oldenburg 1867]).
L. L.
Anton Ulrik, Søn af Hertug Ferdinand
Albrecht af Braunschweig-Wolfenbüttel (1714—74),
blev 1739 gift med Kejserinde Anna’s
Søsterdatter Anna Leopoldovna (s. d.).
Antona-Traversi, 1) Camillo, ital.
Litteraturhistoriker og Digter, f. 27. Novbr 1857 i
Milano. Han har forfattet talrige litteraturhistoriske
Arbejder om Boccaccio, Ugo Foscolo og
Leopardi. Som dramatisk Forfatter er han
særlig kendt ved sine Lystspil, saaledes I fanciulli
(1894), I parassitti (1899).
2) Giannino, ital. Forf., ovenn.’s Broder, f.
1861 i Milano. Han debuterede som Dramatiker
1891 og har siden udfoldet en rig Produktivitet,
særlig som Forf. af moderne Skuespil, men
ogsaa som Novellist, Journalist og Foredragsholder.
Af hans Skuespil maa særlig nævnes La
civetta og Viaggio di nozze (oversat paa Tysk
og paa Norsk og spillet paa Kria Teater). I
carità moderna retter han en skarp Satire mod
den moderne Velgørenhed, der giver sig Udslag
i Bazarer og Flirt, etc. Hans Noveller er samlede
i et Bd med Titelen Oh! Le dame e i
gentiluomini.
(E. G.). E. M-r.
Antonelli, Giacomo, Kardinal og pavelig
Statssekretær, f. 2. Apr. 1806 i den for sine
Røverier berygtede Flække Sonnino i
Kirkestaten paa den neapolitanske Grænse, d. 6.
Novbr 1876 i Rom. Som Dreng var han Vidne til
de hyppige Voldsgerninger i hans Hjem og
maatte se mange af sine Slægtninge og Naboer
vandre til Galejerne ell. blive henrettede. 1819
kom han til Rom, hvor han blev uddannet i
et Seminarium og viste store Evner. Gregor
XVI ophøjede ham til forsk. Værdigheder, 1845
til Finansminister. Hans smidige Natur kunde
lige saa godt føje sig efter Gregor’s Despotisme
som efter Pius IX’s Liberalisme, og det lykkedes
ham snart at faa stor Indflydelse paa den sidste.
11. Juni 1847 blev han Kardinal. Han var
dengang uordineret og modtog nu Ordination
som Subdiakon og Diakon; præsteviet blev han
aldrig. I Beg. smigrede han det patriotiske
Parti, men gik snart over til Reaktionen. Han
maatte derfor trække sig tilbage fra Ministeriet,
men vedblev at være den svage Pius IX’s
fortrolige Raadgiver og den egl. Leder af den
romerske Politik. Efter Rossi’s Mord bevægede
han Paven til Flugten til Gaëta, hvorfra han
som Statssekretær opfordrede de katolske
Magter til Indskriden mod den romerske Republik.
Under Beskyttelse af fr. Bajonetter vendte han
4. Apr. 1850 med Pius IX tilbage til Rom for at
indføre en sørgelig Reaktion. Medens Paven
mere og mere hengav sig til sine teologiske
Yndlingsideer, regerede Manden fra Sonnino den
ulykkelige Kirkestat. Men Cavour rystede hans
Stilling, og Jesuitterne, der ikke var ham
gunstige, fik efterhaanden Indflydelse paa Paven.
Hverken Dogmet om Maria’s ubesmittede
Undfangelse ell. det ökumeniske Koncilium med
Ufejlbarhedslæren var efter hans Smag; de var
Jesuitternes Værk. A. havde ingen Sans for
teologiske Spørgsmaal, og i diplomatiske Intriger
var han ikke Cavour voksen. Han protesterede
forgæves mod Victor Emanuel’s Besættelse af
Romagna og Markerne, og efter de franske
Troppers Afmarche Aug. 1870 kunde han ikke
standse Kirkestatens Fald. A. delte »Fangenskabet
i Vatikanet« med Paven, men denne
lod sig nu lede af Jesuitterne, skønt A. vedblev
at være Statssekretær indtil sin Død. Han havde
besudlet sit Minde ved skamløs Nepotisme og
et usædeligt Privatliv, og efter hans Død blev
der ført en skandaløs Proces om hans umaadelige
Formue mellem en uægte Datter og andre
Slægtninge.
A. Th. J.
Antonello da Messina, ital. Maler (c. 1430—79).
Trods indgaaende Arkivundersøgelser er A.’s
Liv til Dels indhyllet i Mørke. Han synes at
have faaet sin Ungdomsundervisning i Neapel,
hvis Malerskole dengang stod under Indflydelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
