Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Anville, d', Jean Bourguignon, fransk Geograf og Kartograf (1697-1782) - Anvisning - Anzasca, Val d', en Alpedal paa Sydsiden af Monte Rosa , i den italienske Prov. Novara - Anzengruber, Ludvig (Pseudonym Ludvig Gruber), Østerrigsk Forf.,(1839-1889) - Anzer, Johann Baptist v., tysk katolsk Missionær i Kina,(1851-1903)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Anville [d-ã↱vil], d’, Jean Bourguignon,
en af Frankrigs berømteste Geografer og
Kartografer (1697—1782). Kun 15 Aar gl blev A. ved
Læsningen af de gamle Forfattere foranlediget
til at udgive et Kort over Grækenland, betitlet
Graecia vetus. Som 22aarig ung Mand blev han
kgl. Geograf, senere Privatsekretær hos
Hertugen af Orléans og Medlem af Videnskabernes
Akademi. Det var særlig Studiet af den gamle
Geografi, han kastede sig over; men ved Bestemmelsen
af Byers og Steders Beliggenhed blev
han for Sammenligningens Skyld ogsaa nødsaget
til at beskæftige sig med Nutidens og Middelalderens.
Han har efterladt sig ikke mindre end
78 Skr og Afh., for største Delen fremkomne i
Mémoires de l’Académie des inscriptions et
belleslettres. Fremhæves kan: Etats formés en
Europe après la chute de l’empire romain en
Occident (1771) og Traité des mesures itinéraires
anciennes et modernes (1769). Mest bekendt er
A. dog blevet som Kartograf. Vi skylder ham 211
Kort og Planer, af hvilke fl. senere har
forbauset ved Nøjagtigheden af deres Angivelser.
Hans bedste Kort er det over det gamle Ægypten,
af andre kan nævnes Orbis veteribus notus,
Orbis romanus, Atlas général (1736—80). Hans
kostbare Kortsamling blev 1779 købt af Ludvig
XVI til det kgl. Bibliotek.
C. A.
Anvisning kaldes en Anmodning fra en Person
(Assignanten) til en anden (Assignaten) om for
Assignantens Regning at yde en vis Præstation
til en Trediemand (Assignataren). A., der i Alm.
er skriftlig, maa overgives som Legitimation til
Assignataren, for at han kan præsentere den hos
Assignaten, der da ved A. bliver bemyndiget til
at erlægge Præstationen. Sædvanligst er A. en
Pengeanvisning, d. v. s. en Anmodning
om at betale et bestemt Beløb til Assignataren;
den maa lyde paa Navn og kan ikke udstedes
ell. endosseres til Ihændehaver ell. med Navnet
in blanco. A. kan overgives til Assignataren,
enten blot for at han paa Assignantens Vegne skal
hæve Beløbet og atter afgive det til Assignanten
(Incassoanvisning), ell. for at han selv
skal beholde det anviste Beløb. I sidste Tilfælde
vil Assignataren, selv om intet andet Gældsforhold
bestaar mellem ham og Assignanten, ved
Udstedelsen af A. faa et Krav mod Assignanten,
og honoreres A. ikke, kan han indtale Beløbet
hos Assignanten, medmindre denne godtgør, at
han ikke skylder Beløbet, f. Eks., fordi der
foreligger Inkassoanvisning. Hvis Assignanten
skylder Assignataren Penge, kan sidstnævnte ikke
anses at have faaet Betaling ved at modtage en
A. for det skyldige Beløb, men han vil i
Almindelighed bevare sin Fordring paa
Assignanten, hvis A. ikke honoreres. Assignanten
bliver ved A. kun bemyndiget til at betale,
hvorimod Assignataren ikke kan stille noget
Forlangende om Betaling, medmindre Assignaten
særlig har paataget sig Forpligtelse dertil, f.
Eks. ved Accept, og dette gælder ogsaa, selv
om Assignanten har Penge til Gode hos Assignaten,
idet A. ikke kan anses som en Transport
af Assignantens Fordring. Naar Assignaten
honorerer A., har han Krav paa Dækning hos
Assignanten; men om da han i Forhold til
Assignanten er pligtig til at honorere, d. v. s., om han kan
nægte at betale uden at blive erstatningspligtig
over for Assignanten, beror paa hans nærmere
Mellemværende med denne, og i Alm. kan en
Honoreringspligt ikke antages at foreligge uden
iflg. udtrykkelig ell. stiltiende Aftale. En saadan
foreligger ordentligvis ved de saakaldte
Bankanvisninger, som den, der har Midler
staaende eller Kredit hos en Pengeinstitut, trækker
paa vedkommende Institut og benytter i Stedet
for kontant Betaling. Ang. Pengeanvisninger,
der er betalbare ved Sigt (ikke lydende paa
nogen bestemt Betalingsdag) gælder iflg. L. af 23.
Apr. 1897 nogle særlige Regler, der navnlig gaar
ud paa at foreskrive en kort Præsentationsfrist
og en hurtig Forældelse.
A. kan benyttes i forsk. Øjemed og bl. a.
tjene samme Formaal som Veksler og Checks;
den adskiller sig fra disse derved, at den ikke
er undergivet visse særlige, positive Lovregler
ang. Form, Retsvirkning og Retsforfølgning m. v.,
som kun gælder for Dokumenter, der betegner
sig selv som Veksler ell. Checks. A. er stempelfri,
naar den ikke er forsynet med Accept.
K. Hch.
Anzasca, Val d’, en meget smuk Alpedal
med frugtbare, af Vinhaver bedækkede Sider,
liggende paa Sydsiden af Monte Rosa og
hørende til den italienske Prov. Novara. Den
gennemstrømmes af Anza og er rig paa Mineraler,
hvorfor Indbyggerne, der væsentligst er
tysktalende, for en stor Del lever af Bjergværksdrift.
Guldminerne ved Pestarena blev allerede
udnyttede af Romerne.
H. P. S.
Anzengruber [↱antsəngru.bər], Ludvig
(Pseudonym Ludvig Gruber), østerrigsk
Forf., f. i Wien 29. Novbr 1839, d. smst. 10. Decbr
1889. Han var Søn af en lille Statsembedsmand
og kom i 14 Aars Alderen i Boghandlerlære, blev
derpaa Skuespiller og fik en vandrende
Kunstners haarde Lod at bære. Han opgav atter
Teatret, vendte tilbage til Wien, fik Ansættelse i
Politidirektørens Kontor og begyndte 1870 sit
dramatiske Forfatterskab med »Der Pfarrer von
Kirchfeld«, der naaede en stor Sukces paa
»Teater an der Wien«. Nu fulgte den Række
Folkeskuespil, i hvilke A. i antiklerikal Aand slutter
sig nøje til det wienske Lokalstykkes Overleveringer
— fremfor alt maa »Der Meineidbauer«
nævnes, endvidere »Die Kreuzelschreiber« med
den kendte Figur »Steinklopferhanns«, der er
blevet en Glansrolle for mangfoldige tyske
Skuespillere, »Der G’wissenswurm« og »Das vierte
Gebot«. Senere, i selve det Aar, han døde,
opførtes »Der Flech auf der Ehr’«. A., der 1878
hædredes med Schiller-Prisen, har ogsaa skrevet
Noveller og Fortællinger, der yderligere
befæstede hans Position ved deres karakterfulde
Styrke og deres kraftige og sunde Realisme.
A.’s samlede Værker foreligger i 10 Bd
(Stuttgart 1890). A. Bettelheim har skrevet hans
Biografi (Berlin 1897) og udg. hans Breve
(Stuttgart 1902).
C. B-s.
Anzer [↱antsər], Johann Baptist v.,
tysk katolsk Missionær i Kina, f. 16. Maj 1851
i Weinried i Bayern, d. i Rom 24. Novbr 1903.
Efter Afslutningen af sine Studier blev A. 1879
sendt til Kina, hvor han i Schantung udfoldede
en stor Virksomhed som Missionær. 1886 blev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
