Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Apollinarisberg, Bjerg ved Remagen ved Rhinen - Apollinarisme (rel.) - Apollino (ital., »lille Apollo«), bekendt lille Marmorfigur af en Dreng - Apollinopolis. gr. (og rom.) Navn paa flere ægyptiske Stæder - Apollo, se Apollon - Apollodoros 1) Komediedigter fra Karystos i 3.Aarh, f.Kr. - Apollodoros 2) gr. Grammatiker fra Athen, c. 140 f. Kr. - Apollodoros fra Damaskos, gr. Arkitekt levede i 2. Aarh. e. Kr. - Apollodoros, atheniensisk Maler fra 5. Aarh. f. Kr. - Apollolyre, et Blæseinstrument med 42 Klapper - Apollon, gr. Gud
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
værdifulde Fresker og indeholder Relikvier af
den hellige Apollinaris.
Apollinarisme kaldes den paa den anden
økumenske Kirkeforsamling i Konstantinopel
(381) som kættersk forkastede Mening af Biskop
Apollinaris af Laodikeia (d. 390), ifølge hvilken
den guddommelige Logos i Kristus er traadt i
St. f. den menneskelige Aand (se Kristologi).
L. M.
Apollino (ital., »lille Apollo«), bekendt lille
Marmorfigur af en Dreng, fremstillet som Apollo.
Dens kunsthistoriske Alder er omstridt; mulig er
det en Kopi efter en græsk Figur fra sidst i 5.
Aarh. f. Kr., opr. benyttet til Gravfigur over en
romersk Dreng. Den gemmes i Ufficierne i
Firenze.
H. A. K.
Apollinopolis. gr. (og rom.) Navn paa flere
ægyptiske Stæder. 1) A. magna (det store A.),
By paa Nilens vestlige Bred, det nuv. Edfu,
saaledes kaldet, fordi man der dyrkede en Form af
Solguden Horos, som Grækerne sammenlignede
med deres Apollon. Solguden i Edfu afbildes
gerne under Billede af Solens runde (røde)
Skive, med to Uræusslanger og to mægtige
Vinger paa Siden. Falken var her som andetsteds
helliget Horos, der i denne By havde Tilnavnet
Behut (ell. Behutit), et Ord, der ogsaa bruges
som Navn paa Byen. I denne fandtes et stort
Tempel, der er bevaret næsten uskadt til vore
Dage og er udgravet helt af Mariette. Alle Vægge
og Søjlegaarde er prydede med Billeder og
hieroglyfiske Indskrifter, hvoraf nogle giver en
Udsigt over Helligdommens Historie. Den nuv.
Bygning stammer fra Ptolemæernes Tider; men den
har afløst ældre Bygninger. Templets talrige
hieroglyfiske Indskrifter er kopierede af M. de
Rochemonteix og udgivne af Chassinat: Le temple
d’Edfou (Kairo 1892—97). Byen vedblev at have
Bet. i hele Romertiden, var i den koptiske Tid
Sæde for en Biskop. Edfu er nu en lille Købstad.
2) A. minor ell. parva, en By paa Nilens østlige
Bred, hvis Ruiner findes ved det nuv. Kus. A.
laa 22 romerske Mile (30 km) N. f. Theben og
drev betydelig Handel med Havnestæderne paa
det Røde Havs Kyst, Berenike og Myoshormos,
og gennem disse med Arabien og Somali-Kysten.
I Byen tilbades Horos. Den kaldtes af Romerne
ogsaa Vicus Apollinis. 3) A. parva, en lille By V. f.
Nilen i Nærheden af Assiut (Lykopolis), var uden
Tvivl ogsaa Sæde for en Horos-Dyrkelse.
V. S.
Apollo, se Apollon.
Apollodoros [gr. -↱lo´-], 1) Komediedigter fra
Karystos i 3. Aarh. f. Kr., tilhører den saakaldte ny
Komedie; to af hans Stykker er kendte fra den
romerske Digter Terents’ Bearbejdelser
(Phormio og Hecyra). En ældre Komediedigter af
samme Navn var fra Gela paa Sicilien.
2) gr. Grammatiker fra Athen, c. 140 f. Kr.,
Discipel af Grammatikeren Aristarchos og
Stoikerne Diogenes og Panaitios, Forfatter til en
Mængde Skrifter af forskelligt Indhold, hvoraf
kun Fragmenter er bevarede (samlede i Müller’s
Fragm. histor. Graec. I, Paris 1841); det
betydeligste var Χρονικά, en i jambiske Trimetre
affattet Oversigt over Begivenhederne fra den
ældste Tid til hans egen Tid. Under A.’s Navn
gaar en mytologisk Haandbog (Βιβλοθήκη),
der er en værdifuld Kilde for den græske
Mytologi, men næppe er forfattet af ham. (Udgivet
af Heyne [Göttingen 1803], Westermann i
Mythographi Graeci [Braunschweig 1843]; Bekker
[Leipzig 1854] og Hercher [Berlin 1874], epitoma
Vaticana, ed. Wagner [Leipzig 1891]). (Litt.:
R. Münzel, de Apollodori περί θεών libris,
[Bonn 1883]; C. Robert, de Apollodori
bibliotheca [Berlin 1873]).
K. H.
Apollodoros [gr. -↱lo´-] fra Damaskos, gr.
Arkitekt levede i 2. Aarh. e. Kr., stod i høj Anseelse
under Kejser Trajan, men faldt under Hadrian i
Unaade og blev henrettet. Han var en af
Oldtidens genialeste Bygmestre. Han byggede
Trajan’s Broer over Donau, hvoraf Ruiner endnu er
til, en Cirkus, et Odeion m. m.; fremdeles Trajan’s
Termer, det første, storslaaede Badeanlæg
i sin Art, samt anlagde Pragttorvet forum
Trajani, fuldendt 113 e. Kr. som en firsidet
Tempelgaard omgivet af dobbelte Søjlehaller, til 2 Sider
med halvrunde Absider, hvori fandtes
Helligdomme, med Kejserens Rytterstatue i Midten;
paa den tredie Side fandtes en Basilika (Ulpia),
56 m bred, med dobbelte og tredobbelte
Søjlestillinger, medens en stor Triumfportbue paa den
fjerde Side gav Adgang til det hele Anlæg; bag
Basilika’en fulgte sandsynligvis to Biblioteksbygninger
og mellem disse paa en aaben Plads
Trajan-Søjlen med Kejserens Statue paa Toppen,
alt i kostbart Materiale, storslaaet og klart i
Anlægget og med skønne arkitektoniske Led og
Dekorationer. A. betegnes ofte »Oldtidens sidste
store Arkitekt«. Kun ringe Dele af hans Bygninger
er endnu til om Trajan-Søjlen. Foran lagdes
senere et Tempel for Trajan. En Portrætbuste
er bevaret i München.
H. A. K.
Apollodoros [gr. -↱lo´-] atheniensisk Maler fra
5. Aarh. f. Kr., efter Oldtidens Overlevering en
banebrydende Kunstner, der betegnes som
umiddelbar Forløber for Zeuxis. Som hans særlige
Fortjeneste nævnes Skyggegivning og Aftoning af
Billedet, ligesom han vistnok ogsaa havde en
udviklet Anvendelse af Perspektiv. Saaledes
udvikledes ved ham det egl. Maleri fra Tegningen.
H. A. K.
Apollolyre, et Blæseinstrument med 42
Klapper, der paa een Gang skulde kunne efterligne
Klangen af Horn, Obo, Klarinet, Fagot og Violin.
Det blev opfundet 1832 af Ernst Leop. Schmidt
i Heiligenstadt, vel nærmest som en forbedret
Udgave af det 1828 af en Skomager Weinrich
i samme By konstruerede Instrument, som han
kaldte »Salmelodikon«. I Leipzig »Mus. Zeitung«
1833 Nr. 5 gives en udførlig Beskrivelse af A.,
der imidlertid i Tidens Løb er gaaet fuldstændig
ud af Verden.
S. L.
Apollon (græsk Ἀπόλλων, i nogle Dialekter
Ἀπέλλων lat. Apollo), gr. Gud. (Hertil en Tavle
med 4 Fig.).
I. Gudeforestillingens Oprindelse.
Den tidligere alm. antagne Hypotese, at A. opr.
var en Sol- og Lysgud, er nu opgivet; saa langt
vor Kundskab naar tilbage, har Grækerne kendt
og dyrket Solen som en særlig Gud (Helios,
s. d.), forsk. fra A. Hvis den anførte Hypotese
var rigtig, maatte Gudeskikkelsen i ældgammel
Tid have undergaaet en saadan Ændring og
Udvikling, at det simple og usammensatte Væsen,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
