Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Appstolikere kaldes et gnostisk Parti i Nordfrankrig og Belgien i 12. Aarh. - apostoliske Breve - apostoliske Fædre - apostoliske Kammer (camera apostolica) - apostoliske Kanoner kaldes nogle kirkelige Retsforskrifter - apostoliske Konstitutioner (Constitutiones apostolicae), en kirkeretlig Samling - apostoliske Majestæt - apostolisk Embede - apostoliske Menigheder - apostoliske Sæder - apostolisk-katolsk Kirke, se Irvingianere - apostolisk Kirke, Kirken i Aposteltiden og den nærmest flg. Tid - apostolisk Præfekt - apostolisk Pønitentiarie, se Pønitentiarie - apostolisk Succession (Successio apostolica) - apostolisk Symbol, se apostolisk Trosbekendelse - apostolisk Tidsalder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kristendom, de prædikede, og deres strenge Askese
skaffede dem Tilhængere i alle Frankrigs og
Belgiens større Byer. Selv blandt Præsterne havde
de Tilhængere, som, for ikke at bryde aabenlyst
med Kirken, vel læste Messen, men udelod
Konsekrationen og Kommunionen og kastede Hostien
bort (se Apostelbrødre). (Litt.: I. Döllinger,
»Beiträge zur Sektengeschichte des
Mittelalters [I, 98—104. München 1890]).
L. M.
apostoliske Breve, Breve forfattede af
Apostle, bruges dog i Alm. ogsaa om de af
Ikke-Apostle forfattede Breve, som er optagne i Ny
Test. De bevarede a. B. er: 13, der bærer
Paulus’ Navn, det anonyme Hebræerbrev samt de 7
saakaldte katolske Breve, af hvilke 2 bærer
Peter’s, 1 Jakob’s, 1 Juda’s Navn og 3, der er
anonyme, tillægges Johannes. De er Lære- og
Formaningsskrivelser til Menigheder ell. enkelte
Personer; kun et enkelt (Brevet til Philemon)
har en ganske privat Karakter. Tabt er et af
Paulus til Korinth (1. Kor. 5, 9), muligvis endnu
et af Paulus til Korinth (2. Kor. 2, 3), et af Paulus
til Filippi (Fil. 3, 1) og et af Paulus til Laodicea
(Kol. 4, 16), maaske ogsaa et Johanneisk (3.
Joh. 9).
J. C. J.
apostoliske Fædre kaldes de Mænd, der
var umiddelbare Disciple af Apostle, og som har
efterladt sig Skrifter. Til dem regner man i Alm.:
Clemens Romanus, Forfatteren af
Barnabas-Brevet, Ignatios, Polykarpos,
Papias, Hermas og Forfatteren af Brevet til Diognetos.
Betegnelsen er for saa vidt uheldig, som Paulus’
Ledsager, Barnabas, ikke kan være Forfatter til
det ham tillagte Brev, og Forfatteren af Brevet
til Diognetos levede rimeligvis først omkr. Aar
300. Den bedste Udgave af de a. F.’s Skrifter er
Patrum apostolicorum opera ved Gebhardt,
Harnack og Zahn (Leipzig 1875—77).
L. M.
apostoliske Kammer (camera apostolica)
var tidligere Navnet for det pavelige Finansministerium,
som tillige var udrustet med anden
forskelligartet Myndighed.
apostoliske Kanoner kaldes nogle kirkelige
Retsforskrifter, som findes i mange af Haandskrifterne
til de apostoliske Konstitutioners 8.
Bog, og som i Tal snart er 50, snart 85. De er
blevne til i Syrien og inden Slutn. af 5. Aarh., da
de findes i Spidsen af Dionysios den Lilles Kirkelove.
Den vesterlandske Kirke har kun godkendt
de 50 Kanoner, hvorimod den østerlandske paa
det andet trullanske Kirkemøde (692) godkendte
de 85. De er udgivne af de Lagarde i
Reliquiae juris ecclesiastici antiquissimae (Leipzig
1856).
L. M.
apostoliske Konstitutioner (Constitutiones
apostolicae), en fra forsk. Tid stammende
kirkeretlig Samling i 8 Bøger. De 6 første, som i
Østen kaldes Didascalia, foreligger baade paa
Syrisk (Arabisk og Ætiopisk) og Græsk; den
syriske Recension er den ældste og stammer
sikkert fra 3. Aarh. De indeholder dogmatisk-liturgiske,
sædelige og retslige Forskrifter, som
lægges Apostlene i Munden. 7. Bog er en tendentiøs
Bearbejdelse af et nylig fundet Skrift, »De 12
Apostles Lærdom«, vistnok fra Midten af 4. Aarh.
8. Bog er et Ritual af endnu senere Oprindelse.
Kirken har aldrig godkendt dem. De er udgivne
af de Lagarde paa Syrisk (Didascalia
apostolorum syriace (Leipzig 1854) og Græsk
(Constitutiones apostolorum [Leipzig 1862] og af I. B.
Pitra i Juris ecclesiastici graecorum Historia et
monumenta I (Rom 1864). (Litt.: Harnack,
»Texte und Untersuchungen« II [1884]).
L. M.
apostoliske Majestæt, en Titel, givet Aar
1000 af Pave Sylvester til den første kristne
Konge af Ungarn, Stefan den Hellige, og
fornyet 1758 af Clemens XIII for Maria Theresia
og hendes Efterfølgere.
apostoliske Embede, i den gamle Kirke
Bispeembedet som det, hvis Indehavere var Apostlenes
Efterfølgere; senere særlig Paveembedet.
H. M.
apostoliske Menigheder, saadanne
Menigheder, som førte deres Oprindelse tilbage til
Stiftelse af Apostlene; blandt disse var de
betydeligste: Jerusalem, Antiochia, Efesos, Korinth,
Rom og Konstantinopel. Blandt disse er dog kun
Menighederne i Jerusalem, Efesos og Korinth
stiftede af Apostle.
H. M.
apostōliske Sæder, saadanne Menigheder,
som iflg. Traditionen har haft Apostle til deres
første Biskopper; efterhaanden overførtes
Navnet a. S. ell. apostolsk Stol paa Pavestolen
alene.
H. M.
apostolisk-katolsk Kirke, se Irvingianere.
apostolisk Kirke, Kirken i Aposteltiden og
den nærmest flg. Tid (1. Aarh.). I anden Bet.
af Ordet apostolisk maa Kirken til alle Tider
kaldes saaledes, nemlig som den, der er
grundlagt af Apostlene og endnu har deres Aand
raadende i sig. I denne Bet. er apostolisk i det
nicæno-konstantinopolitanske Symbol et af
Kirkens Prædikater. I særlig Forstand kalder
Romerkirken sig apostolisk, nemlig som den, der
styres af Paven, Apostelfyrsten Peters Arvtager.
H. M.
apostolisk Præfekt kaldes den Præst, som
staar i Spidsen for en af den romerske
Propaganda paabegyndt Mission. Hans
Missionsmark, hvis Grænser er geografiske ell.
etnografiske, kaldes et Præfektur. Hvis Missionen
lykkes, og der er Haab om at faa indfødte
Præster, ophøjes Præfekturet til et apostolisk
Vikariat ɔ: Paven udvælger i Egenskab af
Overbiskop en Titulærbiskop (Episcopus in
partibus infidelium) til sin Vikar. Ved paveligt Brev
af 15. Marts 1892 blev de a. P. i Danmark og
Norge ophøjede til apostoliske Vikarer.
L. M.
apostolisk Pønitentiarie, se Pønitentiarie.
apostolisk Succession (Successio apostolica)
kaldes den fra Apostlene uafbrudte Rækkefølge
af Biskopper. Ved Reformationen blev den brudt
i de fleste protestantiske Lande, kun ikke i
England og maaske ikke i Sverige. Den anglikanske
Kirke lægger afgørende Vægt paa den og
erklærer, at kun de Kirker, der har a. S., har
rette Biskopper.
L. M.
apostolisk Symbol, se apostolisk
Trosbekendelse.
apostolisk Tidsalder betegner i den teologiske
Sprogbrug Tidsrummet fra Jesu Død til
Jerusa-lems Ødelæggelse Aar 70; den
efterapostoliske Tid regnes fra Aar 70—140
(Gnosticismens Fremkomst).
H. M.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
