Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Granit - Granit, kunstig - Granité - Granitello - Granite-Ware - Granitgnejs - Granitgrus - Granitit - Granitmarmor - Granitone - Granitpapir - Granitporfyr - Granittomarmor - Granius Licinianus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
løse Sten, der findes i stor Mængde i de fleste
Egne; til Husbygning benyttes saadanne ogsaa
i stor Maalestok, i mere monumentale
Bygninger dog kun i enkelte Tilfælde (Viborg
Domkirke, Christiansborg Slot), medens man i øvrigt
for at opnaa en arkitektonisk tiltalende
Virkning, anvender ensartede Sten fra bestemte
Stenbrud.
For at G. skal kunne brydes i større
Maalestok, maa den opfylde forsk. Betingelser;
Brydningsstedet maa have en for Eksport gunstig
Beliggenhed; de Sprækker, der naturlig
gennemsætter G. ligesom alle andre Bjergarter,
maa ikke ligge saa tæt, at de forhindrer
Tilvirkningen af større Blokke, medens selve
Substansen mellem Sprækkerne skal være saa
homogen og solid som mulig; endelig maa man
benytte saadanne Sorter, der erfaringsmæssig
er saa modstandsdygtige mod Forvitring som
muligt, da det viser sig, at denne Egenskab er
højst forsk. i de forsk. Tilfælde, uden at det
altid er muligt paa den friske Sten at
konstatere den. For Kbhvn’s Vedk. benyttes næsten
udelukkende G. fra Sverige og Bornholm og
kun i enkelte Tilfælde, naar man vil opnaa
særlige Farvevirkninger, G. fra Norge,
England ell. Tyskland. Af sv. G. maa mærkes:
Bohusläns-G., fin- til mellemkornet, af gullig
ell. rødlig graa Farve (Sokkelen paa sv. Kirke,
Østergade 17—19, Nationalbanken m. m.),
Lysekils-G., grovkornet, rød (Ivar Huitfeldt’s
Monument), Varberg-G., en omdannet G.-Gnejs af
grøn Farve (Østergade 27); endvidere flg.
østsvenske G.: Karlshamn-G., af varierende
Udseende, graa ell. graarød (Østbanegade 27 og
29 m. m.) og Grafversfors-G. fra Østergötland,
ogsaa af ret forsk. Udseende, men ofte
kendelige ved at besidde blaalig Kvarts (Søjler paa
Videnskabernes Selskabs Bygning, Kunstmus.
m. m.). Af bornholmske G. mærkes
Hammer-G., mellemkornet, rødliggraa (Grundtvig’s Hus,
Telefoncentralen m. m.), Vang-G.,
mellemkornet, mørkegraa, lidt stribet (Kgl. Bibliotek),
Rønne-G., finkornet, mørkegraa til sort (V.
Bulevard 34 og 41), Paradisbakke-G., finkornet,
mørkegraa med hvide Flammer (anvendt til
Banegaarden, Telefoncentralen og Raadhuset),
endelig Svaneke-G., grovkornet, lyserød
(Bredgade 33). (Ang. Anvendelsen af G. o. a.
Stenarter henvises til E. M. Nørregaard,
»Oversigt over naturlige Bygningssten, anvendt
i Kbhvn«. 1911).
O. B. B.
Granit, kunstig, til Façader, Balustrer
m. m. støbes af Cementmørtel, hvis Sand er
erstattet af knust Granit (1/16″ Granitskærver).
Efter fornøden Hærdning behugges Overfladen
som Granit; jo mindre Cement og jo fl.
Granitkorn den færdige Flade fremviser, des bedre;
derfor bør Mørtelen ikke være federe end 1:2.
Den knuste Granit bør forud vaskes, og
Mørtelen være vandrig, ellers falder Granitkornene
let ud ved Hugningen og efterlader en graa
Cementplet.
E. Su.
Granité [-’te], et ensfarvet, nopret, uldent
Møbelstof.
Granitello, se Granit.
Granite-Ware [’grãnit-’wæ.ə], et
porcelænlignende, men ikke gennemskinnende,
keramisk Produkt, fint hvidt Stentøj, let glaseret
ell. uglaseret (white-stone ell. white flint,
opaque-porcellaine-waare), hvis Masse er
sammensat af et plastisk mindre ildfast Ler, nogen
Kaolin og pulveriseret Flint, samt en større
Mængde af det feldspatholdige Cornishstone,
der forøger Smelteligheden, saaledes at
Genstandene fuldbrændes ved betydelig lavere
Varmegrader, end det ægte Porcelæn; ogsaa lader
Massen sig langt lettere forme, end dette.
G.-W. er derfor særlig af disse Grunde billigere
end Porcelæn. Fabrikationen finder
hovedsagelig Sted i England, og Wedgewood kan anses
som dens Opfinder og Indleder (Queens-Ware,
1759), ligesom de af ham stiftede berømte
Etruria Works i England fremdeles staar
uopnaaede; Frankrig og Amerika, nu tillige
Tyskland, frembringer lgn. Varer.
(T.-J.). Arn. K.
Granitgnejs, Overgang mellem Granit og
Gnejs.
Granitgrus er Grus, som bestaar af mere
ell. mindre afrundede Granitfragmenter,
Feldspat- og Kvartskorn; anvendes gerne til
Grusning af Spadserestier.
O. B. B.
Granitit, se Granit.
Granitmarmor, en Kalksten (Marmorart) fra
Sydbayerns Nummulitkalkformation, har i
poleret Tilstand nogen Lighed med graa finkornet
Granit og har fundet en Del Anvendelse ved
Münchens Pragtbygninger.
(N. V. U.). O. B. B.
Granitone, en Stenart fra Prato nær Firenze,
henhører til Olivingabbro (se Gabbro).
Granitpapir, Buntpapir med granitagtig
Farvetegning.
Granitporfyr, en Bjergart, der indtager en
Mellemstilling mellem Granit og Kvartsporfyr;
den bestaar af en Grundmasse, hvis
Beskaffenhed er omtr. som finkornet Granit, og i denne
ligesom svømmer større, porfyriske Krystaller
af Feldspat og Kvarts. G. optræder især i Gange,
knyttet til større Granitmassiver; ogsaa kan
den optræde som Randfacies af Granit.
(N. V. U.). O. B. B.
Granittomarmor har man kaldet en af
Portland-Cement og Marmorbrudstykker
sammensat Masse, som modtager Politur og anvendes
til Beklædning af Vægge, Gulve o. l. i St f.
naturlige Bygningssten.
(N. V. U.). O. B. B.
Granius Licinianus, rom. Historieskriver
fra Kejsertiden, skrev Roms Historie i
Aarbogsform, nærmest et Ekscerpt af Livius til
Skolebrug, med talrige Anekdoter og
Fortællinger om Vidundere. G. var kun kendt af nogle
faa Citater, da man i et tre Gange beskrevet
Pergamentshaandskrift i London fandt nogle
Rester af ham, der første Gang udgaves af
Pertz (Berlin 1857) og kort efter af 7
Bonn-Filologer (Leipzig 1858); nyeste Udg. af
Flemisch (Leipzig 1904). — Man overvurderede i
Beg. Bet. af dette Fund, idet man vilde
identificere G. med en Antikvar G. Flaccus fra
August’s Tid; herimod protesterede bl. a.
Madvig (Overs. over Vidensk. Selsk. Forhdl., 1857),
der henviste Forf. til 3. ell. 4. Aarh.; andre
sætter ham til 2. Aarh. e. Kr. De fundne Stykker
indeholder enkelte værdifulde Notitser fra en
Periode, hvor vi mangler Livius’ Værk.
A. B. D.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
