Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gregor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Roms Overhøjhed kunde blive gjort gældende.
Han skærpede Tugten og begunstigede
Munkevæsenet. Han er Helgen. (Litt.: Dahmen,
»Das Pontificat G.’s II« [Düsseldorf 1888]).
3) G. III (731—41), af Fødsel Syrer. Han gik
i sin Forgængers Spor. Paa en Synode i Rom
732 udtalte han sig til Gunst for Billederne. For
at faa Hjælp mod Longobarderne sendte han
Karl Martel Nøglen til Skt Peter’s Grav og
nogle Relikvier samt tilbød ham Værdigheden
som rom. Patricier. Bonifatius udnævnte han
til Ærkebiskop og Tysklands Primas. Han er
den sidste Pave, der bad om Stadfæstelse hos
Eksarken i Ravenna, den
konstantinopolitanske Kejsers Repræsentant. G. er Helgen.
4) G. IV (827—44) var Romer, fik først
Pavevielsen, efter at hans Valg var prøvet og
stadfæstet af den frankiske Kejser. Han
blandede sig i Striden mellem Kejser Ludvig den
Fromme og hans Sønner, men han var meget
uheldig. Han udnævnte Ansgar til den
apostolske Stols Legat for Norden og oprettede
Bispedømmet i Hamburg; han indførte
Allehelgensfesten i Vesten.
5) G. V (996—99), den første tyske Pave,
hed Bruno og var Fætter til Kejser Otto III,
der havde anbefalet hans Valg. Han hørte til
den cluniacensiske Retning og tænkte paa
Reformer, men han kunde intet udrette over for
den rom. Adels Modstand.
6) (G. VI), Modpave til Benedikt VIII,
udnævnt 1012 af den rom. Adel, men trak sig
frivillig tilbage, da han ikke kunde faa Kejser
Henrik II’s Stadfæstelse, og forsvinder med det
samme af Historien.
7) G. VI (1045—46) hed Johannes Gratianus,
var Archipresbyter i Rom og stod i Ry for
Fromhed og Lærdom. Han købte
Paveværdigheden af Benedikt IX i Haab om at kunne faa
Kirken reformeret, men han blev afsat 1046
paa Synoden i Sutri, fordi han var kommet i
Embede ved Simoni. 1048 døde han i Köln.
8) G. VII (1073—85). Han hed Hildebrand
og var en Bondesøn fra Soana i Toscana; efter
Navnet at dømme var han af germansk Byrd.
Sin første Opdragelse fik han i
Benediktinerklostret Skt Maria paa Aventinerhøjen i Rom,
hvis Abbed var hans Slægtning, og hvor
Johannes Gratianus skal have været hans Lærer.
Pave G. VI gjorde ham til sin Kapellan; da var
han allerede optaget i Benediktinerordenen.
Efter G. VI’s Afsættelse fulgte Hildebrand ham
til Tyskland og blev hos ham til hans Død
(1048), hvorefter han gik til Klostret Cluny.
Her modnedes utvivlsomt hans reformatoriske
Tanker, som længe havde haft et Hjemsted i
Cluny (se Cluniacensere): en af Staten
uafhængig Kirke med en staaende Hær af
Munke og med et Præsteskab, der helst skulde være
underkastet Klostertugten, i hvert Fald skulde
det forsage Ægteskabet. 1049 kaldtes
Hildebrand til Rom af Pave Leo IX, der paa hans
Raad havde holdt sit Indtog i Byen som fattig
Pilegrim; han blev udnævnt til
Kardinalsubdiakon og fik Styrelsen af Romerkirkens
Økonomi, der var i stor Uorden; senere blev han
Kardinalærkediakon og den apostolske Stols
Kansler. 1049—73 stod Hildebrand bag
Kulisserne og styrede Kirken. For at faa den rom.
Adels Indflydelse paa Pavevalget knækket fik
han 1059 Pavevalget lagt i Kardinalkollegiets
Haand, og for at lægge en Dæmper paa dens
revolutionære Tilbøjeligheder forbandt han sig
med de normanniske Hertuger i Syditalien ved
at gøre dem til Pavestolens Lensmænd.
Alles Øjne var rettede paa Hildebrand, og
da Alexander II døde 1073, udraabte det rom.
Folk og Præsteskab midt under
Bisættelsesceremonierne i Laterankirken ham til Pave
under Navn af G. VII, hvorved hans gl. Ven G.
VI sikredes en Plads i Paverækken. Det skete
22. Apr., og skønt G. betragtede denne Dag
som den egl. Valgdag, lod han dog to Dage
senere Valget foretage paa kanonisk Vis. —
Nu skulde den Reformation, som han længe
havde forberedt, fuldbyrdes, en Reformation
ikke alene af Kirken, »men af hele Samfundet,
som han vilde skulde gennemtrænges af
Kristendommens Aand; men for ham var
Kristendommen og Kirken eet og det samme, saa
Formaalet blev en almægtig Kirke med
Staterne som ydmyge Tjenere: alle Fyrster for
Foden af Paven, Kristi Statholder paa Jorden.
De Lande, som betalte Peterspenge, saa han
som skatskyldige Stater, og Kejseren var som
den, der modtog Kronen af Kirkens Haand,
Pavens Undergivne. 1074 forbød han alle gifte
Præster at forrette Gudstjenesten og uddele
Sakramenterne og erklærede enhver af deres
kirkelige Handlinger for ugyldige; samtidig lod
han udgaa strenge Bestemmelser mod Simoni.
1075 udstedte han en Lov om Investituren: den
verdslige Fyrste maa ingen Indflydelse have
paa Bispevalget, Bisperne skulde vælges af
Klerus og Folket og investeres af Ærkebispen,
Abbeden skal vælges af Munkene og investeres
af Bispen. I Gennemførelsen af sine Planer gik
G. frem med stor politisk Kløgt og ikke
sjælden hensynsløst. Den revolutionære Bevægelse
i Lombardiet støttede han for derved at kue
de genstridige Bisper; for Vilhelm Erobrerens
Overgreb lukkede han Øjnene, og mod Sven
Estridsson viste han en udsøgt Venlighed, for
at han i dem kunde have en Støtte mod
Tyskland; thi det var mod dets Konge, Henrik IV,
at Hovedslaget skulde staa. Henrik IV var
blevet sat i Band p. Gr. a. Simoni, 1074 ydmygede
han sig for de pavelige Legater i Nürnberg og
blev løst af Bandet, men da de sachsiske
Fyrster klagede over ham til Rom, sendte G. en
Sendefærd til Goslar for at prøve Klagen.
Forbitret herover erklærede Henrik paa Rigsdagen
i Worms 1076 G. for afsat, idet han kaldte
ham Hæretiker, Troldmand, Horkarl,
Folkesmigrer, et vildt og blodigt Dyr,
Kejserdømmets Ransmand. Til Gengæld satte G. Henrik
i Band og løste hans Undersaatter fra deres
Troskabsed. De tyske Fyrster tænkte paa at
vælge en anden Konge og indbød G. til Febr
1077 personlig i Augsburg at holde Dom over
Henrik. For at undgaa dette vandrede Henrik
til Canossa, hvor G. dengang opholdt sig som
Gæst hos sin trofaste Veninde, Markgrevinde
Mathilde af Toscana, og efter 3 Dages Bod
(25.—27. Jan. 1077) blev han løst af Band.
Striden blussede op straks efter. Henrik IV’s
Modstandere i Tyskland valgte Rudolf af
Schwaben til Konge, og G. sendte denne en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
